NYHEDSKRITERIER

De fem nyhedskriterier er et værktøj, som journalisten kan bruge til at vurdere, om en historie er relevant for den målgruppe, som nyheden skal henvende sig til.

De klassiske nyhedskriterier, som enhver journalist lærer og anvender i sin uddannelse, er:


Aktualitet

En aktuel begivenhed, noget som netop er sket og derfor optager mange mennesker.

Væsentlighed

Noget, der har en væsentlig betydning for den enkelte eller en større gruppe. Måske endda betydning for samfundet som helhed.

Identifikation

Mennesker eller forhold, vi kan identificere os med. Det kan fx være personer på vores egen alder, som har samme køn, som bor i nærheden af, hvor man selv bor, som har oplevet nogenlunde det samme som én selv m.m.

Sensation

Det usædvanlige, det uventede, opsigtsvækkende, dramatiske, stærkt overraskende.

Konflikt

Kampen mellem det gode og det onde, mellem systemet og mennesket. En strid mellem personer og/eller interesser.


Hver nyhedsudsendelse eller artikel behøver ikke nødvendigvis at opfylde alle kriterier, men jo flere kriterier, der er opfyldt, desto flere mennesker vil finde historien interessant.

På jagt efter nyhedskriterier

Gå tilbage og kig på de to forsider om Ubåds-sagen.

  • Hvilke nyhedskriterier lever historierne hver i sær op til – og hvordan?

Diskutér det i klassen.