Hvem Hvad Hvor

Hvad er Kærnehuset?

Kærnehuset er et hyggeligt lille spisested, hvor medlemmer kan nyde et lækkert vegetarisk måltid mad i en afslappet atmosfære. Vi tilstræber at have åbent alle hverdage udenfor ferierne (se kalender). 

Maden serveres kl. 18.00 og køkkenet lukker kl. 19.00. 

Vi har plads til max 26 spisende, så hvis du vil sikre dig plads til et helt bord, skal det aftales med madholdet i forvejen!

Du er velkommen i Kærnehuset.

Kærnehuset er et populært spisested for dem, der sætter pris på sund mad tilberedt af gode råvarer. Nogen spiser her næsten hver dag, andre blot en gang imellem. I Kærnehuset kan du møde (næsten) alle slags mennesker - også folk, der absolut ikke er fanatiske vegetarer.

Hvis du ikke er medlem, skal du købe et månedsmedlemskort til 45kr, eller du kan vælge et årsmedlemskab for 400kr. Studerende får halv pris på både års- og månedsmedlemskab!

Sundt og billigt

Du kan selvfølgelig kun få vegetarisk mad. Vi bruger ofte mælk, ost og æg, men da menuen er varieret, vil du ofte kunne spise dig mæt selvom du er veganer. Vi bruger så vidt muligt økologisk eller giftfrit dyrkede råvarer. 

Der er altid friskt vand på bordene. Vi serverer ikke alkohol, men du må godt tage drikkevarer med selv. Hvis kokkene er i humør til det, laver de en lækker dessert med kaffe eller te. Idéen er, at du skal spise dig mæt i et sundt og lækkert måltid mad for en billig penge - i hyggeligt selskab! 

Hvem laver maden?

Maden laves af frivillige og alle er meget velkomne til at melde sig som kokke. Medlemmer kan sagtens spise i Kærnehuset uden at være med på et madhold, men hvis du har lyst til at prøve, er det en fin måde at lære vegetarisk madlavning. Som fast madlaver på et madhold kokkererer du en gang hver 14. dag og spiser gratis den dag - de øvrige dage får faste kokke maden til 40 kr. 

Lån af lokalerne

Medlemmer kan låne lokalerne uden for åbningstiden. Til dækning af lys, gas og varme afregner man med 10 kr. pr. person dog max 150kr.

Der må hverken tilberedes eller medbringes kød til sådanne arrangementer.

Udstillinger

Vi forsøger hele tiden at have kunstudstillinger på vore vægge, primært malerier eller fotografier. Kontakt Kærnehuset hvis du har forslag til en udstiller, eller hvis du selv laver kunst, du kan udstille. Vi har både udstillinger med professionelle kunstnere og seriøse amatører. Kærnehusets kunstgruppe tilbyder også udlån af værker.

Yderligere information

En del af formålet for Kærnehuset er at oplyse om og udbrede kendskabet til vegetarisk levevis, og en af måderne, vi gør det på, er at have informationsmateriale om vegetarisme hængende i lokalet. 

Du kan derudover finde allehånde oplysninger om spisesteder og kurser hos Dansk Vegetarforening 

Vegetarmad i Odense

Om torsdagen laver Odense Folkekøkken veganmad i Ungdomshuset Nørregade 60 klokken 18:30 (åbent 18-21) og der er til tider unge der laver vegetarisk cafe!

Du kan yderligere se hvad der sker i Danmark & finde andre vegetarklubber på forum for vegetarkontakt :)