Madgudinden.dk
Jeg har længe ville lave en glutenfri burgerbolle, som var luftig og let, uden at man bliver mæt af den første bid. Jeg synes selv, at disse burgerboller er ret gode. Selvfølgelig har de ikke den meget lette krumme, som almindelige burgerboller har. Men efterhånden bliver man vant til, at glutenfrit brød er lidt mere fast. Burgerbollerne er også lette dagen efter og kan spises uden at blive varmet. Men de har altid godt af en tur i ovnen eller på brødristeren.
Æggefri, glutenfri, mælkefri
8 stk.
Ingredienser
4 ½ dl lunkent vand (3 dl vand blandet med 1 ½ dl kogende vand)
2 tsk. æbleeddike*
75 g hirsemel (eller boghvedemel, fuldkornsrismel eller sorghummel)
75 g hirseflager (eller boghvedeflager, risflager eller quinoaflager)
50 g fuldkornsrismel (eller quinoamel, boghvedemel eller kastaniemel)
1 tsk. salt
2 spsk. fintmalede loppefrøskaller/FiberHUSK (20 gram)
Evt. ½ tsk. korianderpulver
2 tsk. bagepulver eller 2 tsk. tørgær**
Sådan gør du:
Bland mel, salt, loppefrøskaller, koriander og bagepulver (eller tørgær).
Bland vandet med æbleeddike. Vend væsken i de tørre ingredienser. Bland godt, indtil dejen begynder at tykne. Lad dejen stå i 5-10 minutter.
Sæt otte boller på en bageplade med bagepapir. Brug en våd ske, og gør bollerne flade og i burgerbollestørrelse.
Hvis der bruges gær, skal bollerne hæve i 15-20 minutter. Hvis bagepulver bruges, kan bollerne bages med det samme, men de kan sagtens stå ligesom gærbollerne.
Sæt ovnen til 200 grader. Bag bollerne 45-55 minutter, indtil de føles faste og hule, når der bankes i bunden af dem.
Afkøl bollerne, før de skæres i halve.
*Æbleeddike tilsættes fordi dejen hæver mere og bliver mere luftig. Har du ikke æbleeddike, kan almindeligt eddike bruges. Vær obs. på, at der kan være hvede i eddike fra produktionen. Det er dog ikke noget som fx Cøliakiforeningen mener er en problematik i forhold til cøliaki, men hvis man har en hvedeoverfølsomhed, kan man reagere på nogle eddiker. Derfor er æbleeddike fint, fordi der ikke er hvede i æbleeddike.
** Almindeligt gær fungerer også. Ca. 25 gram i stedet for tørgær, som blandes med det lunkne vand.
Prøv også at bruge dejen til et brød: Hæld dejen i en smurt form på ca. 1 liter, hvis brødet skal være højt. Lad brødet hæve i formen i 1 time. Bag herefter brødet ved 200 grader i 1 time og 15-20 minutter.