KULTUR OG TRADITIONER

Vi er stolte af at være en del af det kongelige danske Flyvevåben. Vi nyder respekt i den danske befolkning qua vores mangeårige indsats ved flere nationale beredskaber og flere operationer, som har fundet sted udenfor kongerigets grænser. Særligt på baggrund af internationale operationer nyder det danske Flyvevåben også godt af et stærkt internationalt ry. Med andre ord er Flyvevåbnet en arbejdsplads, som man med rette kan være stolt af at arbejde for.

Flyvevåbnet er en unik arbejdsplads med en unik værnskultur. En kultur du som kommende officer skal være med til at videreføre på passende og værdig vis. På FLOS værner vi derfor om de traditioner og den kultur, som er gået i arv fra klasse til klasse på FLOS. FLOS ønsker at opretholde en stærk værnskultur.

På Forsvarets etablissementer vejer Dannebrog, som bliver hejst om morgenen og sænket ved solnedgang. Hvis du passerer igangværende flaghejsning eller flagnedtagning skal du vise respekt for flaget. Hvis du er gående eller cyklende, retter du dig op og gør honnør for flaget. Er du i et køretøj, slukker du motoren. Dernæst afventer du under alle omstændigheder at vagten befaler; ”Fortsæt”, hvorefter du kan forsætte din dag. Dette gælder også i civil påklædning dog uden at gøre honnør.


Din officersuddannelse indeholder flere arrangementer, som er traditioner på FLOS. En del af disse arrangementer er frivillige, men der er en klar forventning om, at du ærer traditionen og deltager. Det kan være mindre arrangementer som f.eks. fredagsøl i messen, eller større arrangementer som f.eks. Internationalt kadetbal. Videre vil nogle af jer blive udpeget til at deltage i internationale arrangementer.