Ansvarlighed

FLOS sætter rammerne for din læring, men du skal selv gøre en indsats. Du er ansvarlig for din egen læring, og hvor dygtig en officer du i sidste ende bliver, er helt op til dig selv. Det forventes, at du tager ansvar og møder forberedt til alle lektioner, samt at du er engageret og deltagende i klassen. På FLOS vægter vi en god fysisk fremtoning. Du skal derfor tage ansvar for din egen idrætsmæssige form og helbred. Såfremt du ikke kan bestå de helbredsmæssige krav kan det medføre ansættelsesretslige konsekvenser. Du vil efter afsluttet uddannelse få ansvaret for medarbejderes udvikling, daglige tjeneste og i yderste konsekvens, kan du få ansvaret for deres liv og førlighed. Det er ikke et ansvar man kan tage let på, og FLOS lægger derfor stor vægt på, at du udviser ansvarlighed, så vi trygt kan sende dig videre ud i Flyvevåbnet, når din uddannelse på skolen er afsluttet. FLOS forventer at du møder forberedt hver dag. Din forberedelse bidrager til en god og givende undervisning.


Det er en kadets vilkår, at sætte sig ind i større mængder læsestof, ofte med kort varsel. Dette gør sig gældende på hele officersuddannelsen og er en god mulighed for, at du allerede nu kan indøve en officersdisciplin, som vil vare ligeså længe som din officersgerning. Du skal fungere som et medlem i en klasse, så du har også et ansvar for dine kammeraters læring. Deltag aktivt i undervisningen. Del din viden med andre, så de også får glæde af den og hjælp de af dine kammerater, der har det svært med et emne. Ligesom soldaten er du holdspiller, og som kadet hjælper du til med, og tager ansvar for, at holdet fungerer og når målet.


Det forventes af dig, at du tager ansvar for dine egne handlinger, og at du er ærlig. Det gælder også, når du laver opgaver, går til eksamen eller optjener ydelser. Lad være med at snyde, det betaler sig ikke, og det er uforligneligt med officersvirket. Har du begået en fejl eller lignende, så indrøm det og stå ved dine handlinger både i og uden for skolen. FLOS opererer ikke med en nulfejlskultur, men værdsætter åbenhed og ansvarlighed og du skal derfor ikke være bange for at indrømme dine fejl. Som kadet skal du have en integritet, der indebærer, at man kan stole på dig. Vi er alle mennesker, og det er menneskeligt at fejle, men vi skal lære af vores fejl. Husk derfor, at du igennem ord og handlinger opbygger eller nedbryder respekten omkring dig selv og officersgerningen.

Det forventes, at du møder til tiden. Dette gælder både i forbindelse med undervisning, aftaler med din klasse og øvrige aftaler. Punktlighed og pålidelighed skal være en naturlig del af kadettens daglige virke. På den måde kan du være med til at sikre, at undervisningen eller mødet kan starte til tiden. Du udviser også ansvarlighed ved at udvise rettidigt omhu. Selvfølgelig kan der opstå situationer, hvor du ikke kan leve op til en aftale af den ene eller anden karakter. Her er det dit ansvar at meddele dit fravær, manglende aflevering eller lignende til rette vedkommende i god tid, så I kan lave en ny aftale i stedet.