Siden vores første sommer har Island stået i et ganske særligt lys. Været en slags mytologisk univers for vore drømme. Efter besøget i sommeren 1985 talte vi gennem mange år om at besøget skulle gentages. Bl.a. fordi vi var uheldige med vores to første film, som vi kun fik et enkelt billede ud af. Vi kom hjem med masser af oplevelser på nethinden, men kun ganske få billeder fra turens sidste del. Længe talte vi om, at ville gøre turen til en slags millennium markering. I år 2000 var vores børn så store, at de ville få en oplevelse for livet. Året var samtidig 1000 året for kristendommen som officiel religion i Island. Af forskellige grunde blev rejsen sat på standby i en lang årrække, og vi vendte først tilbage i påsken 2009. Det blev en rigtig fin tur, men med de begrænsninger der ligger i at rejse i første del af april, hvor vejret endnu var køligt, vejene kunne være glatte og risikoen for sne endnu ikke ovre - men hvornår er den lige det?
Vores yngste datter vendte tilbage til Island i begyndelsen 2015, hvor hun havde 9 ugers praktik i forbindelse med sin uddannelse. Selvom det var midt i vinteren blev det en stor oplevelse med nordlys, snestorme og et par ture til bl.a. "Den gyldne cirkel" og langs sydkysten.
Da foråret 2017 nærmede sig begyndte vi at tale om et gensyn - måske i sommer, hvor vi kunne opleve midnatssolen og for alvor komme rundt på øen. En ferie i Island er dog en bekostelig affære. Vi fik et tilbud ved overgangen til sommeren, og allerede der ville priserne blive højere, end vi lige var klar til at give.
I 2017 var det 65 år siden forfatteren Martin A. Hansen og maleren Sven Havsteen Mikkelsen rejste i Island - og 32 år siden vores første besøg. Martin A. Hansen havde rejst i maj-juni i en overmåde kold sommer, hvor de flere gange på turen var ude for snestorme. Det kom vi dog ikke ud for, selvom vi rejste på det samme tidspunkt af året.
Núpsstaður lands den islandske sydkyst. En af de mange små bygder, der blot består af en enkelt går med tun, får eller heste på græs og så en kirke. Kirken i Núpsstaður er den mindste af de 6 bevarede islandske tørvekirker. Den ligger mellem gårdens hvide stuehus og den lille gruppe træer i højre side.
En tilsvarende kirke ligger i den nærliggende bygd Hof foruden nogle få steder på Nordisland. En af tørvekirkerne ligger i Árbæjarsafn i Reykjavik.
Vi fik senere set en på nærmeste hold i Vidimiri ved Varmahlid - foruden den nærliggende præstegård i Glaumbær.
Lige her - ud for kysten ved Hvammstangi var der om eftermiddagen set en stor flok spækhuggere i den smalle fjord. Vores husvært og de andre i gæstehuset var stadig helt høje, da vi dukkede op.
Om aftenen var vi så heldige at se en enkelt spækhugger springe op. Billedet her er et af vores mange forsøg på også at få den "med hjem".
Det lykkedes dog ikke. Hver gang vi tog et billede, havde den bevæget sig lidt længere ind i fjorden.
Her oppe i det nordvestlige Island oplevede vi at dagene for alvor var lange og lyse. Vejret var med os. Nogle dage med regn, men ikke noget, der afskar os fra mange gode oplevelser på vejene og i naturen.
1910 km ad islandske veje var ikke just en ren fornøjelse. Årsagen til de bare fødder her er dog en improviseret omklædning i en Hyundai i20. Vi havde endelig fundet et islandsk hot pot i naturen og skulle da lige have den oplevelse med i bagagen.Vi havde valgt fortrinsvis at køre ad ringvejen, den islandske hovedvej 1, der går hele øen rundt og i større eller mindre grad følger kysten. Det indre højland så vi ikke, men kom dog gennem højtliggende pas flere gange, bl.a. syd for Egilsstadir og på vejen til Reykholt.