Nedenstående er materiale, vi har arbejdet med i undervisningen

Begrebsliste til naturalisme/realisme (som I selv har lavet): 

Naturalisme:

• Naturalismen ønsker at gengive verden så nøjagtigt som muligt og med alle detaljer. 

• Tilskuerne skal præsenteres for en virkelighedsillusion, der får dem til at glemme, at de er i teatret.

• Realisme udtrykkes i krop, mimik, kostumer og rekvisitter ved at supplere hinanden. 

Spillet på scenen skal være en virkelighedsillusion, og skuespilleren må gerne vende ryggen til tilskueren, hvis situationen i spillet kræver det.

Deklamatorisk/teatralsk: Når noget bliver ‘overspillet’ eller det går ud over det realistiske. Ifølge ordbogen: “Når noget er fremlagt på en kunstnerisk måde”. 

Indlevelse: 

Det magiske "hvis": Hvis det var mig, der var rollen, hvordan ville jeg så reagere i den pågældende situation? Hvad ville jeg gøre og sige?

De givne omstændigheder: Hvor befinder jeg mig, i hvilken situation og sammen med hvem. I hvilken anledning er jeg tilstede, og hvilken rolle har jeg i forhold til stedet og de øvrige personer?

Motivering: Hvad vil jeg opnå, hvad er hensigten med mine handlinger, hvad er motivet for handlingens og talens indhold?

Pauser: er med til at lade publikum skabe sig en ide om hvad der sker

gavner både publikum og skuespiller at holde pauser

“deep the wish”: betyder at man stiller sig selv spørgsmål så man graver sig ned i den følelse som karakteren står i .

“the objective”: man finder målet og finder ud af hvilke reaktioner du vil have ud af modtageren og hvad du ønsker ud af situationen. Den opgave man skal lave/løse ( fx Johannes der skal lave sin aflevering, så kan man gå ind i deeper which og så spørge hvorfor han skal gøre dette”

hvad karakteren vil have ud af situationen/scenen

“preparation”: er den følelsesmæssige tilstand som skuespilleren skal bruge for at komme frem til målet, fx ved at tage fat i eksempler fra sit eget liv. Hvis man skal spille noget som man ikke kan relatere til så skal man sætte sig i et mørkt rum og forestille sig hvordan man vil have det.

Stemnings Erindring: For at opnå indlevelse i rollen kan jeg trække på tidligere livserfaringer af grundlæggende følelsesmæssig karakter. Det betyder, at karakteren på scenen bliver troværdig i sine handlinger og sin tale. Den erindrede stemning behøver ikke være oplevet af skuespilleren selv. Det kan være en følelse frembragt af at have overværet noget, der sker for andre, ved læsning eller ved oplevelser på anden vis f.eks. gennem medierne.

Berettermodel: Scenerne er ofte bygget op efter berettermodellen

Realistisk rum: Der er ikke noget uventet og mærkeligt i scenerne. Det kunne fx være et klasse lokale med stole, elever og en tavle.

Impuls: Gør det der kommer til dig i den givne situation

Handle med formål: Der skal være en grund til at du gør den ting som du gør, og du skal have et formål med det. Fx ved at pakke en skoletaske, fordi du er ved at komme for sent.

Scenen

• Scenetypen - hvordan er rummet og hvilke omstændigheder omringer scenen

• Det elektriske lys - naturlige lyskilder på scenen og mørke i salen. Skuespilleren kunne befinde sig overalt på scenen - og ikke kun på rampen.

• Skuespillets miljø bliver skabt på scenen så detaljeret, præcist og virkelighedstro som muligt.

• Scenografien er detaljeret. Møblering og indretning skal give udtryk for arv, miljø og samfund.

• Illusions-Teater; ingen kontakt mellem scene og publikum.

Teksten

• Teksten er bygget op i akter og scener.

• Formålet med tekstens indhold er at give tilskueren indblik i hverdagens og virkelighedens dramaer.

• Stykkerne bygget op efter Aristoteles' berettermodel. (En fremadskridende handling med højdepunkter og konflikter som løses eller går i hårdknude.)

• Stykkerne overholder tidens enhed ved kun at vise situationer inden for et par døgn. 

• Retrospektive (tilbageskuende) replikker indlagt for at give forståelse for personernes baggrund.

• Hverdagssprog - psykologisk motiveret.

• Replikindividualisme - replikkernes form og indhold er med til at karakterisere personernes status.

Skuespilleren

• Skuespillerne følger den psykologiske spillestil (efter Stanislavskijs system).

• De fysiske handlinger er realistiske hverdagshandlinger.

• Spillet på scenen skal være en virkelighedsillusion, og skuespilleren må gerne vende ryggen til tilskueren, hvis situationen i spillet kræver det. (dette så man ikke til før naturalismen.)

• Skuespillerne spiller med indlevelse i rollen og viser en psykologisk menneskefremstilling.

• Replikkerne er mundrette og dagligdags - ingen deklamationer og vers.

• Dialoger er fremherskende, og hvis der er en monolog-lignende passage, er det i form af rollens tale til f.eks. et billede, et barn eller en fysisk genstand.

• Arrangement; bevægelserne rundt i rummet bliver en vigtig del for skuespilleren til at benytte som middel til at underbygge og understøtte visse relationer, som giver betydning til rollen og situationen.

• Replikindividualisme – dvs. at den enkelte rolles replikker karakteriserer personen

Vigtige personer inden for naturalismen:

• Henrik Ibsen

• August Strindberg

• Anton Tjekhov

• Konstantin Stanislavskij

• Sanford Meisner