Generelle formelle krav til opgaven:
Opgaven skal have et omfang på 15-20 normalsider. En normalside er ca. 2400 typografiske anslag (inkl. mellemrum). Det er vigtigt, at du overholder dette, da det tæller med i bedømmelsen af, om du har besvaret opgaven og levet op til de faglige mål.*
Der skal bruges pkt.-str. 12 og 1,5 linjeafstand.
Forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, fodnoter samt eventuelle bilag og illustrationer tæller ikke i det samlede sidetal.
Opgaven skal indeholde et resume på dansk på 10-15 linjer. Dette tæller med i både det samlede sidetal og i bedømmelsen.
Ved studieretningsprojekter, hvori et eller flere fremmedsprog indgår, skal en del af det anvendte materiale være på de(t) fremmede sprog.
NB: Sørg for, at du har tid til at redigere din opgave, såvel som korrekturlæse den, og sikre at den lever op til krav om omfang og skriftlig fremstilling. Det kan godt tage en del tid!
Litteraturliste:
Din opgave skal indeholde en litteraturliste over alt det materiale, du har brugt til at skrive din opgave. Det kan være alt fra bøger, artikler, podcasts, film, hjemmesider til rapporter, leksika og grafer. Reglen er, at hvis du har brugt det, skal det fremgå på din litteraturliste, og det skal fremgå med information nok til, at din læser kan finde materialet, hvis de har brug for at tilgå det. Som udgangspunkt betyder dette, at du skal angive titel, forfatter, forlag og årstal (fx Heltberg, Eva: Sproget i litteraturen, Gyldendal, 2007), men det er afhængigt af kilden, helt præcist hvad, der skal angives. Vigtigt er det, at litteraturlisten er skrevet i alfabetisk rækkefølge efter forfatter, og at du angiver kilder på en ensartet måde. Det samme gælder for kildehenvisninger.
Kildehenvisninger:
Kildehenvisninger skal bruges, når du anvender andres arbejde eller direkte citerer det i din opgave. Kildehenvisninger laves ofte som fodnoter, og gør din opgave stærkere, da du viser, at du har undersøgt dit emne og har overblik, såvel som belæg for dine argumenter. Sammen med litteraturlisten gør fodnoter det også muligt for din læser at undersøge det bagvedliggende materiale. Derudover er det vigtigt, at du anerkender andre forfatteres arbejde og dermed undgår plagiat og snyd.
Brug kun fodnoter til at henvise til andre tekster. Brug ikke fodnoter til at skrive forklarende tekst som supplement til dine begreber og lignende.
Første gang du henviser til et værk, skal al information fra litteraturlisten fremgå i fodnoten. Dvs.: forfatter, titel, forlag, årstal, side(r). Fx Heltberg, Eva: Sproget i litteraturen, Gyldendal, 2007, s. 187.
Henviser du til samme værk to gange i træk, kan du anden gang nøjes med at skrive Ibid. + sidetal. Ibid. betyder sammesteds. Ibid., s. 185.
Næste gang du henviser til samme værk andetsteds i opgaven, er forfatter (efternavn), årstal og side(r) tilstrækkeligt: Heltberg, 2007, s. 187.
Citater:
Brug altid citationstegn ved ordrette citater.
Marker teksten i kursiv, så det er tydeligt for læseren, at der er tale om et citat.
Fremhæv længere citater (dvs. citater over 50 ord) ved linjeskifte, indrykning og med enkelt linjeafstand.
Marker overspring i citater med prikker i parentes (...).
Kildehenvisninger og litteraturliste i Word:
Word har en funktion, der automatiserer kildehenvisninger og litteraturliste. Se afsnittet med Nyttige links for mere udførlig vejledning, eller følg nedenstående link:
https://prezi.com/jxamndgslid6/henvisninger-citater-og-litteraturlister/
Nedenstående kan du se et eksempel på, hvordan det kan komme til at se ud, hvis du benytter denne funktion.
*Der er særlige regler for omfang i opgaver, hvor matematik indgår. Tjek med din vejleder, hvis det er tilfældet.