Før Krig

Aa, denne evige søndag, 

dette haabløse liv!

Ingenting at kæmpe for,

ingenting at dø for,

denne sugende indre tomhed,

vor mangelsygdom -

vi har det jo godt.

Bombeflyvere, skyttegrave og disse lykkelige soldater,

udkommanderet til en skæbne,

blændet af tilværelsens gru og forløsningen i døden,

vore brødre fra Cypern og Dunkerque.

De havde elskov og idealer,

de vidste de vilde sejre

selvom nederlaget ventede dem

som fraadende ild, kvælning, druknedøden og nakkeskud.

Men vi er uden sejre og nederlag,

vor elskov uden smertelig patos, uden ømhed til døden.

Vi hader ingen,

hades af ingen

undtagen os selv.

Vi er de vrede, de skuffede, de saarede,

de resignerede drankere og fortabte smaaborgere,

aggressive mod lillemor.

End ikke ønsket om en katastrofe tør vi nære

som de gale og trætte gamle mænd, 

dem fra Indien, Kenya, Burma

og alverdens pragtfulde golfbaner.

Vi ved at alt er saare godt som det er .

Men vi kan ikke leve op til det upatetiske, t

til hverdagene i dette land.

Vi kan ikke maale os med livet

naar det bare strømmer som en rolig og gylden flod,

en kvindes sang eller blæsten

som suser gennem de vældige træer.

Tjener, mere øl!

En tredobbelt snaps til os alle,

den midlertidige død

hos Armstrong og pige ved siden af hvis navn vi har glemt.

Det hellige Mod var det ikke,

der fyldte vor sidste Stund.

En blodig Fortvivlelse bare

af Livets forpinte Grund.

Vore Tanker - de søgte hjemad.

Og ikke til Folk og Land.

Vores Angst kan I ikke fatte.

Ingen levende Mennesker kan.

Et Sekund var alt bare en Hvirvel,

drønende, helvedesrød.

Vi sloges maaske som Helte, 

men døde som skælvende Kød.

I forstaar ikke Ordet Helte.

Pligtøvet Skræk hedder Mod.

Og det som I kalder for Ærens Mark

var en Afgrund af Skidt og Blod.

Det gør ikke Ofret mindre.

Vores Død var trods alt en Pligt.

Men der gaber en Kløft, der er bitter,

mellem vor Død og jeres Digt.

Jeg siger ikke "forgæves"

om mit eget og andres Blod.

Men jeg beder jer dæmpe Tonen, 

naar I taler om Heltemod.

Hurtige, lyse Stemmer,

der hvivlede ud i det blaa...

du var ulykkelig, Tykke,

men det ku' vi ikke forstaa.

Svedig og fed og dum...

Helvede satta paa Spring

og vætede dig og Cyklen.

Vi stod og lo omkring.

Du sad paa den forreste Bænk...

græd ikke, nej glo, glo, glo!

naar en bange og vittig Vikar

spørger om to og to.

Vikarer i første Mellem

frelste en tynd Disciplin

ved at vende det hele mod dig,

der forsvarsløst var til Grin.

Og da det omsider blev Foraar for os,

der var femten Aar,

og Træerne stod og lyste

over Pigernes bløde Haar,

og du kom, forsigtigt, alvorligt -

da skete det værste af alt:

at den, der lo højest af os,

var hende, det hele gjaldt.

Nu ta'r du Hævn! Nu gaar du 

med Skraarem og Støvler paa,

du løfter en Arm, og det skinner

i Øjnenes blege blaa.

For Had og Haan og Trusler,

det kan et Menneske ta' -

men ikke det, nej aldrig:

Det og grines a'...

Nu er du noget, Tykke!

Mand og Partikammerat.

Og hvis vi en Dag skal til Muren,

saa er din Haand parat.

Parat til at smadre et Knojern

ind i min Mund, naar du slaar,

for nu vil du dræbe, Tykke,

alle de onde Aar.

Intro: Emil Bønnelyckes Spartanerne anses for den første ekspressionistiske danske roman og er i sin form eksperimenterende. Krigens væsen skildres i tre handlinger i Sparta, under 1. Verdenskrig og ud fra en dansk militær styrke. Sparta var en bystat i det antikke Grækenland, og Bønnelycke udtalte til Politiken i 1919, at han havde valgt titlen "Spartanerne" og de forsekllige handlinger, fordi han mente, 1. Verdenskrig mindede om den klassiske krig i Grækenland. Følgende uddrag er fra den del af romanen, hvor vi følger en dansk militær styrke.

I den tidlige Morgenstund marcherer vi i to Troppe op gennem den sovende, sorte By til Eksercerpladsen [plads på kaserne, hvor soldater kan træne]. Sct. Mikkelsgade. Sct. Mogensgade. Den gamle Vagt, hvor Vaabensmeden nu bor. Provinsarkivet, hvor vi drejer om Hjørnet, ind paa den store, blæsende Plads. De andre Delinger er allerede opmarcheret i Kompagnikolonne. Korporalen afgiver Melding til Oversergenten, og denne afleverer Kompagniet til Løjtnanten. Den gamle Reserveløjtnant, der er Gartner i det civile Liv, er en rar og skikkelig [ordentlig] Mand, som vi alle elsker. Han gør alt for sine Soldater. Han elsker Soldaterlivet, elsker at være Soldat. Det er meget morsommere at gaa paa Marchtur med fire Delinger raske Københavnere og "falde fladt ned" sammen med hele Styrken, visitere dem og lade dem stille blankpudsede til Appel  [daglig samling], selv med skinnende Hvide Handsker paa, ny og straalende Uniform og mægtig Sabel, - end det er at ligge paa Knæ og luge Gulerødder, klippe Roser og passe alle sine smaa Planter. 

Den gamle Løjtnant er lykkelig som et Barn, fordi han, det sker ogsaa ved et Mirakel, kan faa et saadant Kobbel [gruppe] uvorne [fræk, uartig] Labaner som os til at lystre. 40% af Kompagniet er indfødte Københavnere fra Nørrebro, Vesterbro, fra Korsgade, fra Sundby, fra Kalkbrænderivej, fra Dannebrogsgade. De kan pibe i Fingrene og synge det sidste Kabaretrefrain [omkvæd til en sang], Varietérytmer [rytmer fra revymusik]. De kan fylde den lille, troskyldige [godtroende] Provinsby med Eder, med Gavtyvestreger, med Slang og flotte Ord. Jeg er overbevist om, at Beboerne i den strengt reaktionære [stærkt imod politiske og sociale forandringer], lidt naive og indbildske Garnisonsby allerede hader og afskyr os af deres ganske ukrænkelige [som ikke kan eller må betvivles] Hjerter. Vi er Rekrutter [værnepligtige soldater], vi sér farlige ud i vort Arbejdstøj, vi er Københavnere og Pariaer [en person der bliver set ned på og udstødt af fællesskabet], som ingen respekterer, ingen, undtagen vor gamle, elskelige, altopofrende Løjtnant, der selv ligner et Fugleskræmsel i sin Uniform.

Saa begynder Eksercitsen [militær træningsøvelse under kommando]. Almindelig Retstilling. Jeg adlyder med største Adræthed [at være i stand til at bevæge sig smidigt  eller elegant] og Arbejdslyst enhver Kommando. Jeg har for længst besluttet at blive en eksemplarisk Rekrut, selv om mit Temperament, min eksplosive Natur lægger mig hemmelige og frygtelige Impulser i Vejen. Jeg benægter, skønt jeg ved, at jeg ikke har Ret, at Eksercitsen er ensformi. Jeg trodser dens Monotoni [ensformighed], underholder mig med at lægge min næsten halstarrige [genstridig] Energi i selv de mest simple Øvelser, og mærker at min Anstrengelse belønnes med, at jeg kommer let over alle Vanskeligheder. Jeg hører et ustandseligt, næsten taabeligt Raab i mit Øre: Ret! - Rør! - Ret! - Rør! - Ret! - Rør! - Ret! . Tavshed. - Indtag den rigtige Retstilling. Stræk Fingrene! Ret Ryggen! Hovedet op!