Opsummering

Romantikken

Romantikken er en hovedstrømning i europæisk kunst og kultur, der brød igennem i år 1800 og spillede en markant rolle i litteraturen frem til 1870.

Ordet ‘romantik’ betegner en stemning, som alle, der har været forelskede, kender. Følelsen af at svæve, at være ude af sig selv og følelsen af at høre sammen.

Romantik er en tilstand, der trives bedst i halvmørke med levende lys og dæmpet musik – eller ved en vandring i naturen. I en hel periode dyrkede man denne stemning.

Romantik kommer af ordet romansk, som stammer fra de drabelige ridderromaner, der var skrevet på det romanske folkesprog. Det romantiske var altså noget, det stod i bøgerne, og som ikke passede med virkeligheden.

Også i dag bruger vi ordet om ukonkrete følelser og drømme om kærlighed og længsel.

Fælles for romantikerne er, at de søger ind i sig selv under sloganet: „Hvad udad tabes, skal indad vindes!“

Romantikken kan ses som en reaktion på den udadvendte rationalisme, der prægede oplysningstiden. Her dyrkede man fornuften og ville lave verden om.

Men i romantikken forholdt man sig tvivlende over for menneskets evne til at skabe den bedste af alle verdener og søgte i stedet indad mod følelserne og det sjælelige for dér at finde en dybere mening med tilværelsen.

Et af hovedtemaerne i romantikken var splittelsen mellem realiteter og idealer – virkelighed og drøm.

Målet for kunsten var at nå frem til en sammenhæng, der er dybere end dén, som overfladen umiddelbart afslører. Den dybere sammenhæng kan ikke nås gennem fornuften alene, men derimod gennem følelse, intuition og anelse.

Natur- og universalromantikken

Romantikken kom til Danmark fra Tyskland via den dansk-tyske naturforsker Henrich Steffens, der forelæste i Danmark i 1802 og inspirerede en række digtere.

Grundtanken i Steffens’ filosofi var, at alt dybest set hænger sammen. Selv var han naturvidenskabsmand med speciale i magnetisme. Men hans grundfilosofi var, at der bag naturens fænomener ligger en skjult åndelig enhed. I bund og grund er menneske og natur forbundne ligesom alt levende. Steffens opfattede verden som en altomfattende organisme (krop), og derfor kaldes romantikkens første periode for universalromantikken.

Netop organismetanken var grundlæggende for romantikken, og den kom til udtryk i den unge Adam Oehlenschlägers Digte 1803. I denne digtsamling udfolder Oehlenschläger den romantiske filosofi i en række digte, bl.a. i „Guldhornene“.

Biedermeier

En stor del af romantikken var helliget en glansbilledagtig idyl, hvor alt tog sig såre pænt og hyggeligt ud. Denne udglattende og småborgerlige kunst blev kaldt for biedermeier. Begrebet stammede fra Tyskland og betegnede det middelmådige og konfliktsky.

Et godt eksempel på denne tendens er de genrebilleder, som forfatteren Christian Winther lavede. Et genrebillede er en sød poetisk skitse, der svarer til guldaldermalernes billeder af hverdagssituationer.

Romantismen

Med romantismen kom de første brud med tendensen til at idyllisere i romantikken.

Først med forfatteren Steen Steensen Blicher. Herefter fulgte en række digtere, der heller ikke ville skildre verden i pæne pastelfarver og smukke naturdigte. Blandt dem var H.C. Andersen, Christian Winther, Emil Aarestrup og Søren Kierkegaard.

Tidligere havde man haft den tanke, at menneskets skæbne var bestemt ved fødslen, og at man derfor ikke selv kunne ændre sit liv i afgørende retning.

Romantismen tager sit udgangspunkt i, at verden ikke har en forudbestemt mening, men at mennesket selv skal forsøge at finde sine svar på livets store spørgsmål.

Den senere verdensberømte filosof og forfatter Søren Kierkegaard(1813-55) blev netop dén, der internationalt kom til at formulere filosofien om det eksistentielle (det at være til) i bogen Enten-Eller(1843). Heri gør Kierkegaard det klart, at livet består af valg og konsekvenser, som den enkelte selv må håndtere.

I „Forførerens Dagbog“ lader Kierkegaard en ung mand berette om sin udspekulerede forførelse af en ung pige, og pointen er, at det vanskelige ikke er at få fat i en hvilken som helst kvinde, men at forføre den rette på den mest elegante måde.

De to digtere, der klarest repræsenterer romantismen i poesien, er Christian Winther og Emil Aarestrup.

Report abuse