I romantikken troede man på, at alle skabninger var del af én stor, altomfattende organisme. Både mennesker, dyr og planter var grundlæggende skabt af naturen, og denne natur forbandt alle væsener og fænomener. I tiden inden romantikken havde man været meget optaget af naturvidenskabelige opfindelser og af at kategorisere dyr og planter i forskellige kasser. I romantikken ville man ikke adskille og tænke i kasser, men hellere tænke i sammenhæng og forbindelse. Man ophøjede naturen og mente, at naturen var en guddommelig eller åndelig kraft, som var til stede i alt. Man kaldte den idé for organismetanken. Ordet ”organisme” betyder ”en levende helhed”, og hvis man forestiller sig ét fælles hjerte, der banker i alle mennesker, dyr og planter, så kan man måske få en fornemmelse af, hvad organismetanken betød.
Man kalder også naturromantikken for universalromantikken. ”Universal” betyder ”som gælder for alle”. Alle var forbundet af samme, universelle ånd.
Det var ikke kun kunstnere og forfattere, der var optaget af naturromantikken. Også videnskabsmænd som botanikere, kemikere og fysikere var optaget af naturen. Den kendte danske videnskabsmand, H.C. Ørsted, skrev bogen Ånden i naturen, som netop handlede om organismetanken. H.C. Ørsted var altså optaget af sammenhængen mellem alle organismer.
Organismetanken
Baggrunden for organismetanken var, at man var bange for, at mennesket blev adskilt fra naturen og dermed fra ånden. Man var bange for, at hvis mennesket kun levede i byerne og kun var optaget af videnskab, teknik, fornuft og politik, så ville det miste kontakten til naturen og ånden. Dermed ville mennesket miste sine naturlige evner som umiddelbarhed, følelser og fornemmelsen for sammenhæng. Romantikerne ville altså forbinde mennesket med naturen.
Nu skal vi læse historien Klokken af H.C. Andersen fra 1845.