Selvom naturromantikerne mente, at alt hang sammen i en stor organisme, var der også nogle romantikere, som mente, at noget hang mere sammen end andet. Blandt andet en nation. Én nation med ét sammenhængende folk, én kultur og ét sprog – det var nationalromantikerne optaget af. Der var flere grunde til, at man dyrkede nationen og det nationale. Det gik dårligt for Danmark i starten af 1800-tallet: Danmark mister sin flåde ved Englands bombardement i 1807, staten går bankerot i 1813, og vi mister Norge i 1814. Disse tab skaber en længsel efter den tid, hvor nationen havde sin storhedstid. Nationalromantikerne søger derfor tilbage til Danmarks eget skatkammer for at genfinde nationens identitet og storhed. Det var i denne nationalromantiske periode, at man indsamlede alle de folkeviser og folkeeventyr, vi kender i dag. Og kunstmalerne medtog ofte oldtidsminder i deres malerier.
Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde, 1847 af J.Th. Lundbye
Inden for kunsthistorien bruger man betegnelsen "Dansk guldalder", hvor man inden for litteraturhistorien bruger betegnelsen romantikken. "Guldalder" er betegnelsen for en tid, hvor nationen "blomstrer" eller "stråler af guld", altså nationens storhedstid. De danske guldalderkunstnere var optaget af det kendte og nære. Det vigtigste for dem var sammenhængen i nationen, i familien og med naturen. Motiverne hentede de fra dagligdagen og familien eller landskaber med marker og skove.