Vedtægter for den private institution Brorlil og Søsterlil
§ 1. Institutionens navn
Stk. 1. Institutions navn er S/I Brorlil og Søsterlil, Linkøpingvej181, 4000 Roskilde, cvr. nr. 25944356. Institutionen har hjemsted i Roskilde Kommune.
Institutionen er selvejende og drives som privat institution, med en bestyrelse bestående af et forældreflertal. Institutionen er tilsluttet Landsorganisationen Danske Daginstitutioner (herefter benævnt LDD).
§ 2.
Overordnede mål
Stk. 1. Institutionen drives som privat institution i henhold til lov om dagtilbud §§ 19 – 20 og §§ 36 – 40, elle tilsvarende senere lovgivning.
Stk. 2. Institutionens formål er at virke som dagtilbud for 12 vuggestuebørn og 23 børnehavebørn (indtil skolestart). Dog således at der er mulighed for den nødvendige fleksibilitet ift. de udsving der normalt kan opstå i dagtilbud når der sker overgang fra vuggestue til børnehave samt når der sker overflytning til skole.
§ 3.
Institutionens formål
Stk. 1. Institutionens formål er endvidere - med respekt for de af kommunen fastsatte mål og rammer, jf. § 2
–at drive børnehave på baggrund af Rudolf Steiners pædagogiske og antroposofiske impulser, der sigter på børnenes legemlige, sjælelige og åndelige udvikling.
Idegrundlaget for dette børnehavearbejde bygger på Rudolf Steiners antroposofi og menneskebillede, der for børnene i alderen 0-7 år bl.a. indeholder følgende:
"Barnet er et efterlignende-, et sansende- og et rytmisk væsen".
Det pædagogiske arbejde tager sigte på dette.
Institutionens søges optaget i " Sammenslutningen af Rudolf Steiner Børnehaver i Danmark".
Stk. 2. Institutionens formue er henlagt til institutionens formål, overskud må udelukkende anvendes til formålet.
§ 4.
Institutionens ledelse
Stk. 1. Institutionens ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse, herunder
arbejdsgiverkompetencen for institutionens personale, og en leder, der – i henhold til de til enhver tid gældende love og bestemmelser, og under ansvar overfor bestyrelsen – varetager den daglige pædagogiske ledelse og drift af institutionen, samt de opgaver der er forbundet hermed.
§ 5. Bestyrelsens sammensætning
Stk. 1. Bestyrelsen består af i alt 5 medlemmer, der sammensættes således:
3 medlemmer vælges af og blandt forældre til børn indskrevet i institutionen, det bør tilstræbes at begge stuer er repræsenteret.
1 medlem med indgående kendskab til antroposofi valgt af børnehavens leder i samråd med børnehavens pædagogiske personale.
l repræsentant for Rudolf Steiner skolen i Roskilde, "Kristofferskolen", valgt af skolens lærerkollegium.
§ 6.
Valg til bestyrelsen
Stk. 1. Valg til bestyrelsen sker ved at bestyrelsen, i samarbejde med institutionens leder, skriftlig indkalder
til forældremøde med valg til bestyrelsen. Mødet skal finde sted senest udgangen af december måned. Indkaldelse sker ved mail samt ved opslag i børnehaven, med mindst 2 ugers varsel.
Ved mødet bruges nedenstående dagsorden: 1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Valg af stemmetællere
4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter iht. vedtægterne
Efter mødet underskrives referatet af den valgte dirigent, den valgte referent og den afgående bestyrelsesformand. I referatet indskrives endvidere det fulde navn på de valgte bestyrelsesmedlemmer og suppleanter, ligesom der nedskrives hvilke bestyrelsesmedlemmer der forsætter i bestyrelsen.
På forældremødet redegør den siddende bestyrelse for arbejdet i året der er gået, ligesom institutionens leder orienterer om institutionens arbejde. Begge dele til forældrenes orientering.
Stk. 2. Bestyrelsens forældrevalgte medlemmer vælges for en 2 årig periode. Valgt er de personer der opnår flest stemmer.
For samtlige valg gælder, at valgperioden påbegyndes umiddelbart efter valget.
Stk. 3. Der kan vælges indtil 2 suppleanter, som indtræder i bestyrelsen, hvis de under stk. 1. nævnte bestyrelsesmedlemmer,
på grund af sygdom eller bortrejse får længerevarende forfald i mere end 2 måneder eller
helt udtræder af bestyrelsen. I sidst nævnte tilfælde indtræder suppleanten for den resterende valgperiode. Suppleanter er de personer der ikke opnår valg til bestyrelsen. Rækkefølgen sker iht. stemmetal. Forældrerepræsentanter i bestyrelsen udtræder fra den dato barnets tilknytning til institutionen ophører, ligesom valg af suppleanter bortfalder fra den dato barnets tilknytning til institutionen ophører.
Suppleanter vælges for et år ad gangen og indtræder i bestyrelsen i forhold til antallet af stemmer.
Stk. 4. Er der ikke valgt suppleanter for forældrerepræsentanterne, skal der inden for 4 uger, fra forfaldet er bestyrelsen bekendt, afholdes forældremøde med suppleringsvalg til bestyrelsen. Det nyvalgte bestyrelsesmedlem
indtræder herefter i resten af valgperioden.
Stk. 5. I lige år vælges 2 forældrerepræsentanter og i ulige år vælges 1 forældrerepræsentant. Valgperioden påbegyndes umiddelbart efter valget.
Det antroposofiske medlem vælges for en 2 årig periode i lige år.
Repræsentant for Rudolf Steiner skolen i Roskilde, "Kristofferskolen", udpeges for en 2 årig periode i ulige år.
§ 7.
Stemmeret og valgbarhed
Stk. 1. Forældre med børn i institutionen er valgbare og har valgret vedrørende forældrerepræsentanter i
bestyrelsen. Ved afstemningen kan hver forælder med valgret afgive en stemme. Der kan ikke tillægges det enkelte barn mere end 2 stemmer. Der vil i særlige situationer kunne tillægges andre end forældre valgbarhed og valgret. Dette kræver dog forudgående institutionsbestyrelsens godkendelse.
Der kan ikke stemmes via fuldmagt eller brevstemme.
Stk. 2. Medarbejdere i institutionen er ikke valgbare som forældrerepræsentanter.
Stk. 3. Valg til bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal, dvs. valgt er den/de personer med flest stemmer. I tilfælde af stemmelighed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til bestyrelsen, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer.
Stk. 4. Alle tvivlsspørgsmål angående valget, herunder indsigelser vedrørende selve valghandlingen og spørgsmål om valgbarhed mv., afgøres af en valgbestyrelse, bestående af bestyrelsens formand og institutionslederen
med bestyrelsesformanden som formand. I tilfælde af uenighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 8. Bestyrelsens konstituering
Stk. 1. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand og en næstformand. Ændringer kan ske i valgperioden. § 9.
Bestyrelsens arbejde
Stk. 1. Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt, hvoraf mindst de tre skal være på institutionen.
Stk. 2. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 3. Bestyrelsesmøder indkaldes og ledes af formanden eller ved dennes forfald af næstformanden.
Hvis formanden trods henstilling fra mindst 2 medlemmer ikke indkalder til møde, kan 3 medlemmer indkalde til møde med mindst 1 uges varsel og med angivelse af dagsorden.
Stk. 4. Indkaldelse til bestyrelsesmøde sker normalt skriftlig med mindst 1 uges varsel. Sammen med indkaldelsen fremsendes dagsorden for mødet med angivelse af de sager der er til behandling. Det tilstræbes at ordinære bestyrelsesmøder fastlægges for en 12 måneders periode. Det tilstræbes at bestyrelsesmøder afholdes på samme ugedag, hvis der er stemning for dét i bestyrelsen.
Stk. 5. Bestyrelsen udøver sin virksomhed i sine møder og bestyrelsens afgørelser træffes, medmindre andet er bestemt i vedtægten eller i forretningsordenen, ved almindelig flertalsbeslutning. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, men kun ved personligt fremmøde.
Stk. 6. Beslutninger omhandlende:
Lederansættelser, ansættelser i almindelighed, institutionens formue, ejendomsforhold kræver dog tilslutning fra 4/5 af alle bestyrelsens medlemmer.
Stk. 7. Over bestyrelsens forhandlinger og trufne beslutninger føres enten en protokol, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer, eller der udarbejdes et skriftligt referat, der tilstilles samtlige bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage efter mødet, og godkendes på det efterfølgende møde. Ethvert bestyrelsesmedlem, såvel som institutionens leder, kan forlange at få særstandpunkter eller mindretalsopfattelser ført til referat.
Med sin underskrift bekræfter de deltagende medlemmer mødets afholdelse og at referatet er i overensstemmelse med, det behandlede og besluttede.
Stk. 8. Bestyrelsen fastsætter herudover selv sin forretningsorden, som skal forefindes skriftlig. Forretningsordenen er en præcisering af bestyrelsens arbejdsform og den fastlægger blandt andet omfanget af eventuel delegering af opgaver, samt udvalgs kompetencer.
Stk. 9. Det påhviler bestyrelsen at drage omsorg for, at de til enhver tid siddende bestyrelsesmedlemmer, samt institutionens ledelse ved deres indtræden i bestyrelsen, hhv. inden stillings tiltræden, er gjort bekendt med indholdet af institutionens vedtægt, bestyrelsens forretningsorden, øvrige i institutionen gældende retningslinjer, samt andre regler mv. der må være fastsat af bestyrelsen.
§ 10.
Øvrige deltagere i bestyrelsens møder
Stk. 1. Institutionens ledelse deltager i bestyrelsens møder som bestyrelsens sekretær/sagsbehandler uden
stemmeret.
Stk. 2. Bestyrelsen beslutter, om der skal indkaldes relevante personer til møderne.
Stk. 3. Bestyrelsen kan uagtet stk. 1., når helt særlige forhold taler for det, beslutte at institutionens ledelse enten ikke skal deltage i et bestyrelsesmøde eller skal forlade bestyrelsesmødet midlertidigt under behandlingen af ét eller flere dagsordenspunkter.
§ 11.
Tavshedspligt
Stk. 1. Bestyrelsesarbejdet er i henhold til forvaltningsloven og straffeloven underlagt en almindelig tavshedspligt, der fortsætter efter bestyrelsesmedlemmet er udtrådt af bestyrelsen.
Bestyrelsen er forpligtet til skriftligt at orientere nye bestyrelsesmedlemmer om denne tavshedspligt og modtage kvittering for bestyrelsesmedlemmets modtagelse af denne orientering, eventuelt ved dateret påtegning på et print af denne vedtægtsside.
§ 12.
Bestyrelsens kompetence
Stk. 1. Bestyrelsen påser, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyn til institutionens formål, og de love og regler der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.
Herunder også:
- Principper for samarbejde mellem dagtilbud og hjem
- Inddragelse i udarbejdelse, evaluering og opfølgning på den pædagogiske læreplan
- Inddragelse i institutionens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud, mellem
dagtilbud og fra dagtilbud til fritidstilbud og skole
- Sikring af, at forældrene jf lovgivningen, får mulighed for at vælge om man ønsker fravalg af et sundt
frokostmåltid
- Indflydelse på principperne for daginstitutionens arbejde
- Jf. § 9, stk. 6, § 12, stk. 1, første sætning ansvaret for anvendelse af budgettet
- Jf. § 17 ansvaret for ansættelser og afskedigelse af personalet i institutionen.
Stk. 2. Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning.
Stk. 3. Beslutning vedrørende institutionens egenkapital og formueforhold kræves tilslutning fra 4/5 blandt samtlige bestyrelsesmedlemmer.
§ 13 Optagelseskriterier
Stk. 1. Institutionen er tilgængelig for alle børn.
Stk. 2. Optagelse i institutionen sker iht. anciennitet på ventelisten dog under hensyntagen til at søskende har fortrinsret til institutionens pladser.
Stk. 3. Søskende til nuværende eller tidligere børn i institutionen har fortrinsret til institutionens pladser. Stk. 4. Der kan ved optagelse tages hensyn til børnegruppens sammensætning f.eks. alder.
§ 14
Udmeldelse / opsigelse af børn
Stk. 1. Udmeldelse af et barn skal foregå skriftligt med et varsel på to måneder til den 1. i en måned.
Stk. 2. Institutionsbestyrelsen kan opsige et barn hvis forældrebetalingen ikke er indbetalt inden 8 dage efter betalingsfristens udløb og institutionen efterfølgende har rykket 2 gange skriftligt for betalingen. Der skal minimum være tale om en betalingsoverskridelse på 3 uger, før opsigelse med en uges varsel kan finde sted.
Stk. 3. Bestyrelsen kan opsige et barn, hvis forældrene modarbejder institutionens formål og arbejde i en sådan grad, at det påvirker institutionens psykiske arbejdsmiljø. Opsigelse kan først finde sted, efter at institutionsledelsen har søgt at genetablere gode samarbejdsrelationer.
Opsigelse vil i givet fald ske skriftligt med 28 dages varsel til den 1. i en måned
§ 15. Forældrebetaling
Stk.1. Bestyrelsen fastlægger selv forældrebetalingens størrelse.
Stk. 2. Såfremt der optages børn i institutionen, der ikke er berettiget til plads i kommunalt dagtilbud, hvorved kommunen ikke yder tilskud, kan bestyrelsen fastsætte øget særskilt forældrebetaling svarende til det kommunale tilskud pr. barn.
Stk. 3. Regler om nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen samt regler om søskenderabat, er også gældende for privatinstitutionen. Det påhviler lederen af privatinstitutionen at gøre forældrene bekendt med reglerne om nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen.
Stk. 4. Privatinstitutionen varetager selv opkrævning af forældrebetalingen. Bestyrelsen kan vælge at udlicitere opkrævningen.
§ 16.
Åbningstider
Stk. 1. Institutionen har åbent alle hverdage. Bestyrelsen fastsætter den daglige åbningstid inden for en ugentlig åbningstid, der som minimum svarer til beregningsgrundlaget for størrelsen af det kommunale tilskud.
Stk. 2. Institutionen kan holde lukket samme antal dage som kommunale daginstitutioner.
Stk. 3. Bestyrelsen kan beslutte yderligere lukkedage. Muligheden for lukkedage fritager ikke institutionen for pasningsforpligtigelser i forhold til de børn, der er indmeldt i institutionen.
§ 17.
Ansættelser og afskedigelser
Stk. 1. Bestyrelsen ansætter og afskediger personale inden for de rammer, der er fastsat i det af bestyrelsen godkendte budget.
Stk. 2. Ansættelser og afskedigelser, herunder ansættelse og afskedigelse af leder, kræver tilslutning i bestyrelsen jf. § 9 stk. 6.
Stk. 3. Bestyrelsen kan, efter nærmere skriftlig indgået aftale herom, i et vist omfang delegere ansættelseskompetence til institutionens leder. Uddelegeret kompetence kan altid tilbagekaldes.
Stk. 4. Institutionens fastansatte personale skal sikres medindflydelse i forbindelse med fastansættelse af nye medarbejdere. De nærmere regler for en sådan medindflydelse, der skal omfatte personalets ret til at afgive indstilling ved nyansættelser, fastsættes af bestyrelsen i bestyrelsens forretningsorden, eller skriftlig for hvert enkelt tilfælde fastlagte retningslinjer.
§ 18.
Forpligtelse
Stk. 1. Til at forpligte institutionen retligt over for tredjemand kræves underskrift af formanden og mindst et
bestyrelsesmedlem i forening. I tilfælde af formandens forfald af næstformanden.
Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes institutionen af den samlede bestyrelse.
§ 19.
Hæftelse
Stk. 1. Institutionen hæfter med sin formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionens gældsforpligtelser.
Stk. 2. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke for institutions forpligtelser, men er ansvarlig for dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om ledelsesansvar.
Stk. 3. Bestyrelsen kan give institutionens leder prokura for så vidt angår dispositioner vedrørende institutionens daglige drift.
Bestyrelsen kan beslutte, at lederen, formand, og/eller institutionens regnskabsfører kan råde over dankort og netbank til Institutionens bank/giro konti hver for sig.
§ 20.
Institutionens nedlæggelse
Stk. 1. Beslutning om nedlæggelse af institutionen, eller dens ophør som selvejende institution kræver tilslutning af 4/5 ud af samtlige bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 2. Ved institutionens nedlæggelse skal dens egenkapital/formue med tilslutning fra 4/5 af bestyrelsesmedlemmer anvendes til et tilsvarende socialt formål.
Stk. 3. Kan det fornødne flertal, jf. stk. 1. og stk. 2., ikke opnås, kan formanden indkalde til et nyt bestyrelsesmøde, med kun det pågældende punkt på dagsordenen, og beslutning kan på et sådant møde vedtages med tilslutning fra 3 bestyrelsesmedlemmer.
§ 21. Ændring af vedtægter
Stk. 1. Ændringer af vedtægterne kræver tilslutning fra 4/5 af bestyrelsesmedlemmerne. Dog kan § 3.1 ikke ændres.
Stk. 2. Jf. godkendelseskriterierne skal Roskilde Kommune have besked om ændringer af vedtægen. Ændringer der berører grundlaget for godkendelsen som privat institution, kræver desuden kommunens godkendelse.
Vedtaget på bestyrelsesmødet den 10/2 2020.
Vedtægterne træder i kraft pr. den dato institutionen overgår til drift som privat dagtilbud.
Vedtægterne erstatter vedtægter af 11/12 1995, 5/9 2000, 9/1 2001, 26/9 2002, 25/9 2003, 29/9 2004, 7/4 2005, 3/4 2008, samt 13/1 2016.
Dato: 10/2-2020.