Garderoben

Garderoben er det første man ser, når man kommer ind i børnehaven, derfor er det af allerstørste vigtighed, at den ikke ser for rodet og uoverskuelig ud. Som i resten af børnehaven, er æstetikken af stor vigtighed. Børnene skal færdes i smukke rum, hvor legetøjet står pænt og indbydende på hylderne, klar til leg. Sådan skal garderoben også helst se ud, en uoverskuelig garderobe giver et rodet billede af hele børnehaven. Derfor bruger vi meget tid i løbet af dagen med at feje og rydde op derude. Dette arbejde må i hjælpe os med. Når I henter jeres børn om eftermiddagen, skal I sørge for, at alle sko og støvler står pænt på mellemste hylde, at overtøjet hænger ordentligt på knagerne og at evt. ekstra tøj ligger pænt lagt sammen på hylden. Om fredagen tager I det hele med hjem, så kan rengøringsholdet bedre komme til. Skiftetøj kan lægges op i den lille kurv på øverste hylde. For vuggestuebørn lægges skiftetøjet i barnets kurv på badeværelset. Tjek venligst dagligt om der er tøj nok.

Garderoben er ikke stor – og vi er nu ekstra mange i den. Derfor er det vigtigt at der er orden på alles pladser. For at undgå stress for børnene er det en stor hjælp hvis der altid er hvad der skal bruges i kurvene. Et lille stofnet med skiftetøj kan også hænge på knagen. Husk at skriv navn i alt.

Hele året:

Regntøj (gerne to), gummistøvler, hjemmesko, skiftetøj. Gerne to par regnbukser.

Sommer:

Sandaler og sko uden snørrebånd, gummistøvler

Jakke, lange bukser, tynd trøje, shorts og T-shirt, solhat

Børnene skal være smurt ind i solcreme hjemmefra. Vi giver på i løbet af dagen.

Vinter:

Vinterstøvler uden snørrebånd, vintergummistøvler, uldsokker, uldtrøje, uldundertøj, uldhue, skiftehue, vanter (luffer), ekstravanter, flyverdragt, gerne to.

Der må ikke være snore i hætter eller bruges halstørklæder, af hensyn til sikkerheden. Af samme grund, ser vi heller ikke at børnene bærer halskæder.

Særligt for vuggestuebørn:

Sovetøj placeres i kurven i garderoben: Tyk uldtrøje, heldragt i uld, elefanthue der kun bruges til at sove med, uldtæppe. Ikke syntetisk fleece pga. åndbarheden.

Bleer placeres i badeværelset. Gerne en hel pakke ad gangen med navn på, sutter hvis barnet bruger dette. Også gerne en lille sutteæske med låg.

Et lamineret billede af forældrene hjælper børnene meget.