Uddrag og beslutninger fra årets generalforsamling

Oprettelsesdato: Apr 08, 2015 10:28:38 PM

Årets generalforsamling bød på glædeligt 16 fremmødte, som valgte Thomas Kristiansen til dirigent. Vandværkets formand Jens Risager aflagde beretning for 2014 og redegjorde herunder for årets store nyinvestering med renovering og ombygning af hele vandbehandlingsanlægget og råvandsstation. Resultatet er næsten bedre end forventet og tilmed er vandkvalitet og andet forbedret. Fokus i de kommende år forventes i højere grad at blive på vedligeholdelse og forbedringer af forsyningsledningsnettet. Vandværkets kasserer Karsten Lund Rasmussen gennemgik årsrapport for 2014 i hovedtræk. Regnskabet viste et overskud samt  i øvrigt en sund økonomi og et godt kapitalberedskab på trods af årets store ny investering. Beretningen blev godkendt tillige med regnskabet. Hele årsrapporten for 2014 kan rekvireres ved at sende en anmodning herom via e-mail til lundr@live.dk. Under valg til bestyrelsen blev Jens Risager og Thomas Kristiansen enstemmigt genvalgt for en periode på 2 år. Arne Stryhn ønskede først ikke genvalg, men blev alligevel enstemmigt genvalgt som suppleant til bestyrelsen. Til revisorer og revisor suppleant genvalgtes Revisionscentralen FFR ApS. Rettidigt indkommet forslag til behandling af generalforsamlingen om udfasning af differentierede satser for vand blev trukket tilbage i fælles forståelse om at bestyrelsen lader udarbejde udkast til nye vedtægter for vandværket efter nutidens sprogbrug til behandling på næste års generalforsamling.