T

Tandpleje

Skolen har ingen tandplejeordning, og der henvises derfor til hjemkommunen, som kan give nærmere oplysninger.

Elever, der er bosiddende i Københavns kommune, får besked direkte fra kommunen.

Når der aftales tid hos tandlægen, bedes forældrene tage hensyn til elevens dagsprogram. Det henstilles, at der gives besked på Iportalen hurtigst muligt om planlagte tandlægebesøg.

Tilskuer

Kunstnere må ikke vise sig i tilskuerrummet under en forestilling, hvori de selv medvirker.

Dette gælder også eleverne.

Forældre, hvis barn medvirker i en forestilling, kan såfremt det er muligt, én gang i sæsonen, overvære hele forestillingen, selvom barnet kun medvirker i en del af forestillingen. Mellemrummet melder ud, hvornår dette er muligt.

Alle andre forestillingsdage skal møde- og afhentningstidspunktet overholdes.

Trivsel

Trivselssamtale

Hvis der er generel bekymring på Balletskolen for et barns trivsel, eller for at barnet påvirker andre børns eller voksnes trivsel på skolen negativt, indkaldes forældrene til samtale. Hvis det skønnes nyttigt, kan barnet også indkaldes (fx hvis det handler om barnets kost, søvn el brug af medier). Til samtalen indkaldes også repræsentanter for relevante personalegrupper.

Bekymringssamtale

Hvis der er stærk bekymring på Balletskolen for et barns adfærd & trivsel, eller for at barnet påvirker andre børns eller voksnes trivsel på skolen negativt, indkaldes forældrene til samtale. Til samtalen indkaldes også repræsentanter for relevante personalegrupper

Såfremt det vurderes, at det fremtidige samarbejde skolen og balletbarnet/forældrene i mellem skal genovervejes, vil forældrene efterfølgende blive informeret skriftligt.

Advarsel

En elev på skolen kan som udløber af en bekymringssamtale modtage en skriftlig advarsel. Som udgangspunkt bortfalder advarsel ved sæsonens afslutning med mindre andet er aftalt.

Turné

Det Kongelige Teater giver forestillinger i både ind – og udland, ofte forestillinger hvori eleverne medvirker. Eleverne er på disse turnéer ledsaget af pædagoger og balletlærere.

På turnéer repræsenterer eleverne Det Kongelige Teater og det forventes at eleverne udviser ordentlig adfærd og følger pædagogernes og balletlærernes anvisninger.

Rygning og indtagelse af alkohol er ikke tilladt og medfører hjemsendelse for egen regning.

Teatret dækker udgifterne til transport, logi og forplejning. Når der er tale om forestillinger med et betalende publikum, modtager eleven honorar iht. gældende satser. Endvidere modtager eleven diæter svarende til 25% af statens diætsats. Begge dele indsættes på elevens Nemkonto.

Med hensyn til møde – og afhentning i forbindelse med turné, er det af allerstørste vigtighed at tiderne overholdes.

Tåspidstræning

Pigernes tåspidstræning påbegyndes omkring 4. kl. (som udgangspunkt efter jul) eller når det i samråd med Balletskolens fysioterapeut vurderes, at den enkelte elev har tilstrækkelig styrke.