Nogle træk af Læseskolens historie og baggrund

Ballettens Læseskole blev oprettet i 1856. Hér har balletbørn nu i over hundrede år modtaget den boglige undervisning som de grundet deres tilknytning til teatret, ikke har kunnet få i de almindelige skoler.

Læseskolen – der begyndte beskedent med én lærer, som underviste eleverne i sit eget hjem - blev oprettet på foranledning af den teaterkommision, der blev nedsat kort tid efter, at teatret i 1849 var overgået til staten. Indtil da havde man tilsyneladende ikke interesseret sig nævneværdigt for børnenes ve og vel. I hele det forudgående sekel havde de derfor været henvist til at søge privatundervisning i deres ofte sparsomme fritid.

Disciplinen havde man derimod allerede på et meget tidligt tidspunkt et vågent øje for, og det var ikke sarte pædagogiske midler, der blev taget i anvendelse. Af en regissørs indberetning i 1861 fremgår det for eksempel, at balletmesteren både "sparkede, spændte ben for og pryglede de stakkels fattige unger, som gik i hans danseskole".

Det kan ikke undre, at man bød oprettelsen af læseskolen velkommen som et ønskværdigt fremskridt, selvom dens resultater i de første mange år vel nok ikke helt stod mål med de stillede forventninger. Litteraturen om teatrets børn er desværre kun fattig. Et par barokke beskrivelser, der samtidig er nok så hårde domme over en uortodoks skolegang, har vi dog. Balletmester Hans Beck beretter således i sine memoirer Fra livet og dansen om skolen i 1870'erne:

Her gik det højst mærkværdigt til.

Et kvarter efter timens begyndelse trak

Hr. Nehm sig tilbage for at drikke kaffe,

medens vi for vort vedkommende i stedet

for at skrive efter forskrift gav os til at spille

klink. Alt i alt blev det til højst 5 timer ugentligt".

Meget bedre har det åbenbart ikke været i det følgende årti. Skuespilleren Robert Schyberg, der som så mange scenekunstnere også har været balletbarn, skriver i sin bog Billeder på væggen:

"Balletbørnenes skole, som dengang

lededes af den unge Sophus Bauditz,

var jo en "udmærket" skole for børn.

Det vil sige kun udmærket, hvis det var

meningen, at vi i virkeligheden ikke

skulde lære ret meget. Det var den mest

overfladiske polering, der var at få her,

det allernødtørftigste, og selv det var af

tvivlsom karakter! Jeg håber inderligt,

at dette forhold har forbedret sig gennem

tiderne, for ellers er den udrustning, et

balletbarn går ud i livet med, for dårlig".

Der er sket meget på læseskolen siden Robert Schyberg's tid, men helt frem til 1949 blev 10 årgange undervist, fordelt på kun 4 klasser. Dette år - 1949 - blev klassetallet udvidet til 5, hvorved antallet af årgange i hver klasse blev reduceret til 2. Næste udvidelse skete i 1967, hvor man delte en klasse, således at eleverne i 5. og 6. årgang nu blev undervist i adskilte klasser. Skolens øvrige elever blev imidlertid fortsat undervist i klasser med hver 2 årgange.

Siden er der til stadighed blevet udvidet, så læseskolen i dag er en skole med 10 klasser, hvor hver klasse har sit eget klasseværelse, og hvor man kan tage 9. klasses statskontrollerede afgangsprøve. Københavns Kommunes læseplaner følges i stor udstrækning, og derudover modtager eleverne undervisning i anatomi, musik, rytmik, kunsthistorie, teater - og ballethistorie. Og endelig - som noget helt usædvanligt - bruger man i udstrakt grad teatrets løbende repertoire, som et incitament i mange fag på skolen. Siden 2014/15 indbefatter den tre-årige aspirantuddannelse også en 3-årig HF, som udbydes på Falkonergårdens Gymnasium og HF-kursus.

Livet på skolen er i øvrigt præget af det lille elevantal, der muliggør et dybtgående kendskab til og nærkontakt med det enkelte barn. Udover den menneskelige værdi, der ligger heri, er det af betydning, at læreren med kun få elever i hver klasse kan udnytte den individuelle undervisnings fordele.

Et balletbarns dag er travl - mere travl end mange voksnes: Først ballet om morgenen, så i læseskole om formiddagen til ud på eftermiddagen, ofte afbrudt af prøver, balletundervisning sidst på dagen, og ikke sjældent på scenen om aftenen.

Balletbørn kan derfor undertiden være trætte børn, men det er børn der holder af deres teater og holder af at danse, og som allerede i en tidlig alder med en udtalt arbejdsdisciplin oplever glæden ved - efter intense anstrengelser - at fremvise et færdigt resultat.