29. august
i Mindelunden for Danmarks Frihedskamp 1940–45
29. august 2017 blev mindesmærket for de faldne krigssejlere afsløret og indviet af HM Dronning Margrethe 2 i overværelse af regeringen, repræsentanter for de allierede lande, de danske veteraner og de danske krigssejlere.
Denne dato markerer flere hændelser.
29. august 1943
er dagen, hvor samarbejdspolitikken mellem regeringen Scavenius og den tyske besættelsesmagt ophørte. Det betød, at den danske regering og Rigsdagen ikke længere fungerede, hvorefter den tyske besættelsesmagt indførte militær undtagelses tilstand. Den danske centraladministration blev herefter varetaget af det såkaldte ”departementschefstyre”, som refererede dels til den tyske besættelsesmagt og dels til det hemmelige Trettenmandsudvalg, der bestod af politikere fra de forskellige partier.
29. august 1945
Blev Mindelunden i Ryvangen indviet som begravelsesplads af Københavns biskop. Begravelsen af 106 dræbte modstandsfolk blev overværet af de pårørende, kongehuset, regeringen og repræsentanter fra modstandsbevægelsen samt repræsentanter fra Norge og Polen.
Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940 befandt ca. 255 danske skibe og ca. 6.300 danske søfolk sig i internationalt farvand. De havde nu valget mellem at tage hjem eller sejle under allieret evt. neutralt flag. Langt de fleste valgte at sejle i allieret fart og risikerede dermed deres liv. Flere deltog i D-dag. Ifølge kilder var søfolkene den danske befolkningsgruppe, der mistede flest menneskeliv under krigen.
Til minde om de dræbte søfolk indviedes Mindesmærket “Sortladne Hav”, udført af kunstneren Per Arnoldi. Det er en 3×3 m sort granitblok med en reliefoverflade, der forestiller havet. Øverst på havfladen ses et periskop i rustfrit stål, der får beskueren til at tænke på u-bådenes periskop – de u-både, der sænkede og dræbte så mange af søfolkene på deres konvojsejlads over Atlanten med forsyninger til de allierede styrker.
Evald Brinck og Antoinette Meldgaard, begge krigssejlere deltog i konvojer over Atlanten. Evald Brinck sejlede desuden ammunition og andet materiel ved Operation Overlord og på D-Dag i Normandiet 6. juni 1944 . Fra indvielsen af krigssejlermindesmærket.
Link til 29. august begivenheder i Mindelunden i Ryvangen: www.mindelunden-29august.dk