Personligt, går jeg op i det indhold, jeg bliver udsat for. Derimod, har jeg mindre interesse om, hvad mediet ved om mig. Så længe jeg ikke gør noget dumt, hvilket kunne have effekt på min fremtid, kan jeg være fuldkommen ligeglad om hvad de ved. Nogle gange, synes jeg, det er godt, mediet kender om mig. Jeg har altid været for de personlige reklamer, da jeg har oplevet stor glæde af bestemte produkter, da de fodrer på den nuværende interesse. Men måske er produkterne en måde at få brugeren til at være mere engageret med indholdet, dermed forme ens idealer efter indholdets. Jeg ser næppe motivation i at vælge den rigtige inden for politik, da jeg ikke behøver meget for at holde mig tilfreds. Jeg ser heller ingen motivation for at få hele historien at vide, når jeg hører om politik. Det jeg ønsker, er frihed. Selvom det kommer til at ende som en illusion. For hvis jeg oplever, alle dem jeg kender, kan være dem selv, og jeg også kan være mig selv, vil jeg have glæde med situationen. Det er ligegyldigt hvor mange der er sure over deres situation, for hvis jeg enten er uvidende eller er blevet lært, deres ønsker er umoralske og ”onde” vil jeg stadig være glad. Disse personer kan f.eks. være anarkister, hvor jeg kan se nogle pointer med deres mening, men jeg vil stadig opleve dem som i det hele taget irrationale. Hvis jeg modsat var oplært at staten var ond, ville jeg være for dem, og synes de er modige og oplyst. Alt i alt, kommer min glæde fra det, som mine idoler (influencere) vælger at jeg skal have glæde af.