Socialhistorisk analyse kan bruges til...

Tekster, der vil sige noget til os om deres samtid.

Teori

Socialhistorisk analyse sætter teksten i relation til dens tid og dens sted. Teksten læses som udtryk for samtidens historiske, sociale og ideologiske forhold. Socialhistorisk analyse er inspireret af marxismen og ligger tæt op ad ideologikritisk analyse og feministisk analyse, fordi målet er at undersøge klasse, køn og samfund. Metoden undersøger også forfatterens sociale og politiske holdninger, hans ideologi, som den udtrykkes i teksten.

Metodens centrale tænker er den tyske filosof Karl Marx (1818-1883). I sit værk "Kapitalen" (1867-1894) deler han samfundet op i basis (den måde samfundet producerer på) og overbygning (den måde samfundet tænker på). Overbygningen er bestemt af basis, men påvirker også basis. Der er et såkaldt dialektisk (vekselvirkende) forhold mellem dem. I vores verden er basis lig med kapitalismen, hvor bourgeoisiet (borgerskabet) ejer produktionsmidlerne og udbytter proletariatet (arbejderklassen), idet arbejderne kun får en lille del af det økonomiske udbytte af deres indsats. Overbygningen, der hører til kapitalismen, er den liberalistiske ideologi om, at enhver er sin egen lykkes smed.

Marx mener, at samfundets herskende tanker er de herskendes tanker. Den herskende klasses ideologi fungerer som et instrument til at fastholde magten, fordi ideologien gennem kunst og kultur tilslører og harmoniserer den herskendes klasses interesser, som om de var alles interesser. Når en amerikansk film fx handler om en ”underdog” (fx en fattig / sort / homoseksuel / kvinde), der med flid og vilje kommer til tops i ”the land of opportunities”, så er det en harmoniserende fremstilling af frihed og lighed, der i virkeligheden tilslører den ufrihed og ulighed, der hersker i det amerikanske samfund. Overbygningen – den liberalistiske ideologi – er altså en "falsk bevidsthed".

Marx mente i øvrigt, at konflikten mellem arbejderklasse og borgerskab ville blive stadigt større og til sidst forandre verden, når proletariatet i solidaritet gjorde oprør, sådan som det skete i Rusland i 1900-tallet. Men det vigtige i Marx’ teori for socialhistorisk analyse er ikke denne påstand, men hans tanker om, hvordan basis og overbygning – eller samfund og litteratur – hænger sammen. Teorien siger, at tekster ikke er uskyldige, men nødvendigvis ideologiske og politiske. De argumenterer for en bestemt måde at se verden på – at forstå klasse, køn og samfund på, og de rækker ud over det individuelle mod det kollektive.

Metode

Socialhistorisk metode undersøger altså samfundet i teksten og teksten i samfundet med udgangspunkt i Marx’ teori om, at de to hører sammen. Metoden undersøger også tekstens ideologi ved at se på, om det den skildrer som naturligt og uundgåeligt faktisk er samfundsskabt og kan ændres. Den ser på skildringerne af fx klasse, køn, race og institutioner som parforhold, børneopdragelse og religion og spørger, om skildringerne legitimerer eller kritiserer de samtidige socioøkonomiske og historiske forhold.

Målet for den ideologikritiske metode, som den socialhistoriske metode som sagt ligger tæt op ad, er at afdække tekstens ideologi og kalde den ”sand” eller ”falsk” afhængig af, om den er marxistisk, for da er den ifølge Marx ”sand”. En analyse af Martin Andersen Nexøs tekster vil fx vise, at teksten peger på social uretfærdighed og undertrykkelse og er en opfordring til at skabe et retfærdigt samfund. Disse tekster er ifølge ideologikritikken ”sande”. Målet for den feministiske metode, som socialhistorisk metode ligeledes ligger tæt op ad, er at afdække, hvordan kvinder og mænd fremstilles. Analysen kan fx undersøge billedsproget i et digt, hvor kvinder ofte knyttes til det dunkle og passive og mænd til det lyse og aktive, og hvor metaforer for kvinder ofte hentes i naturen. Sådan et billedsprog reproducerer og producerer patriarkalske kønsroller, hvilket en feministiske analyse kan vise. Men målet for socialhistorisk analyse er en smule anderledes end de to beslægtede metoder, fordi socialhistorisk metode undersøger tekstens socialhistoriske ramme og dens fremstilling af både køn, klasse, race og religion uden nødvendigvis at bedømme tekstens ideologi.

Svagheden ved den socialhistoriske metode er, at teksten kan reduceres til alene at være en casestory, og dens æstetiske værdi kan overses. Metoden kræver desuden en del viden om de historiske, politiske og sociale forhold på tekstens tid. Styrken er, at metoden viser, at litteratur aldrig er uden politiske aspekter fx ideologiske eller kønspolitiske. Tekster rummer altid værdier, og at blive dette kritisk bevidst styrker analysen af teksten.

Socialhistorisk analyse

1. Hvilken historisk periode (evt. historiske hændelser) handler teksten om?

2. Hvilken samfundsform (basis) beskriver teksten?

3. Hvilken ideologi (overbygning) er herskende i perioden, og legitimerer eller kritiserer teksten denne?

4. Hvordan fremstilles personerne (se på klasse, køn og race), og er der et hierarki?

5. Er der noget, som teksten fremstiller som naturligt og uundgåeligt, som egentlig er samfundsskabt og kan ændres?

6. Er teksten skrevet i en anden historisk periode, end den skildrer? Og i så fald, hvad betyder det for teksten?

Af Sanne Zillo Rokamp, 2021