1. maj 1964 begyndte jeg så på diakonuddannelsen, der varede 3 år. Selve diakonuddannelsen var en utrolig god tid meget spændende og udfordrende, det gjaldt det sygeplejefaglige, og jeg blev særlig bidt af psykologien og de sociale fag. De kirkelige var jo også lidt af en udfordring, da man jo ikke havde helt det samme bibelsyn som på LMH. Jeg var jo slet ikke studievandt, men efter 13 skalaen steg mine gennemsnitskarakterer med ca. 1 for hvert år.

Efter godkendelse som plejehjemsassistent den 30. november 1976, fik jeg arbejde på Vejgård Plejehjem, hvor jeg fungerede som uformel leder af en afdeling, men havde inden tiltrædelsen søgt stillingen som leder af Sæby Plejehjem, hvor jeg blev antaget i december måned 1976, men først skulle tiltræde 1. april 1977. Plejehjemmet havde 61 beboere, endvidere kom en lille flok pensionister og spiste hver dag, og så sendte vi mad ud af huset til pensionister, der modtog hjemmehjælp, og maden blev bragt ud af en hjemmehjælper.

Den ældste del af bygningerne var det tidligere Sæby Sygehus, der blev nedlagt i 1970, hvor plejehjemmet blev oprettet, i første omgang med 41 pladser, men året før jeg tiltrådte blev der bygget endnu 20 pladser. Der var ansat 4 afdelingsledere, 2 afdelingssygeplejersker, en køkkenleder (økonoma) og en leder af ergoterapien (ergoterapeut eller beskæftigelshjælper).

Der var ansat 85 personer fast, svarende til ca. 60 fuldtids stillinger, hertil kom en del timelønnede afløsere, sygehjælperelever og langtidsledige. I bygningen var der også lokaler til en fysioterapiklinik, der blev drevet privat, men betjente plejehjemmet. Endvidere var der også en fodklinik med 2 fodterapeuter, som betjente plejehjemmets beboere og folk udefra.

Det var en utrolig god til, vi havde et meget godt personale, og oplevede stort set ingen klager. Her var min ægtefælle Sonja ansat som sekretær.

Det var også mig der tog sig af de mere sociale ting, administrere penge for nogle af beboerne, og så var det tit ved dødsfald, at de pårørende kom ind og talte med mig om hvad der videre skulle ske.

1. maj 1988 tiltrådte jeg stillingen som centerleder ved Skagen kommune, i første omgang var jeg leder af Ankermedet ældrecenter med 26 plejehjemspladser og 20 ældreboliger + 20 ældreboliger der blev bygget efter min tiltræden, og et dagcenter med 40 visiterede pladser + åbent hus en gang om ugen. Fra 1. Januar 1989 blev jeg også overordnet leder af Skagen plejehjem med 65 plejehjemspladser og Hvide Hus der bestod af 24 ældreboliger og fælleslokaler. Jeg havde i alt ca. 150 fastansatte, heraf 8 afdelingsledere + afløsere og elever. Det samlede budget var på omkring 30 millioner.

Det var en meget spændende tid, hvor meget nyt kom frem, Skagen plejehjem var et af de 8 plejehjem i Danmark, som blev udpeget til at være med i en forsøgsordning hvor beboerne fik fuld pension og skulle trækkes for de ydelser de fik, husleje, mad vask osv. Før den tid blev pensionen inddraget, og beboerne fik kun et mindre beløb som lommepenge.

Den 26. juli 1993 tiltrådte jeg stillingen som områdeleder ved Hals Kommune, området hed Ulsted/Hou området og bestod af 3 bofællesskaber (fungerede som plejehjem) med 6 pladser i hvert, de 2 i Ulsted, der var bygget sammen med ældrecentret hvor der var aktiviteter for alle ældre i området. Her var kontorer for sygeplejersker, grupperum for hjemmehjælpere, og et kontor for aktivitetsmedarbejder og sekretær, samt mit kontor. Det ene bofællesskab var i Hou med et lille kontor til hjemmehjælperne, og så var der 52 ældreboliger, de fleste i Ulsted, der var 40 ansatte og et budget på 7 millioner.

Her var det noget nyt for mig, at jeg også var leder for hjemmehjælperne i området, men resurserne blev godt udnyttet, for belastningerne kunne jo skifte om der var mest arbejde i bofællesskaberne eller ude i byen. Før jeg blev ansat, havde der været en del samarbejdsproblemer, først udpegede min forgænger 3 eller 4 medarbejdere som ballademagere, og så blev de fyret, derefter fyrede kommunen lederen. Alle medarbejdere var indstillet på godt samarbejde, og det gik godt. Et stykke tid efter var alle medarbejdere på kursus i 2 dage (2 hold), her var socialchefen med den sidste aften og han kom og gav mig hånden, og ønskede til lykke med det gode resultat.

Efter ca. fire års forløb besluttede kommunen, at man ville undersøge mulighederne for en ny struktur for ledelsen i ældre og handicapområdet, hvilket resulterede i, at min stilling blev nedlagt.

Efter at have været ledig i nogle måneder, blev jeg opfordret til at søge et vikariat som kirketjener i Nørre Uttrup kirke, så jeg sendte en ansøgning, og efter en kort samtale fik jeg afløserarbejdet og det endte med, at jeg blev så glad for det, så jeg søgte og fik stillingen fast.

Det var noget andet end at være leder, men det praktiske arbejde var jeg glad for, især mindre reparationer, og så lavede jeg nok lidt mere end det jeg var ansat til, afløste sognemedhjælperen med klubarbejde når hun havde ferie eller skulle på kursus, og kom med i aktivitetsudvalget, og var med til at arrangere sogneaftner. De kirkelige handlinger var dog det bedste ved arbejdet, især elskede jeg december måned, hvor vi havde ca. 10 ekstra gudstjenester, skoleafslutninger m.m. Jeg var som regel også til stede ved koncerter og foredrag, og her lagde jeg stor vægt  på, at være venlig og imødekommende overfor deltagerne, med håb om, at de følte sig velkomne, så de også fik lyst til at kommen til søndagens gudstjenester. 

En af de ting der også var med til at gøre arbejdet spændende var, at kirken lige efter min ansættelse havde fået byggetilladelse til udvidelse af gang, en ekstra sal, og en ny kontorfløj, så jeg kom med i bygge udvalget, og var primus motor i indkøb at alt det nye inventar, da jeg jo havde en del erfaringer med dette fra mit tidligere arbejde som plejehjemsleder og områdeleder.

Det blev til 5 år og 3 måneder som kirketjener, jeg fik slidgigt i begge knæ på grund af de meget ujævne murstens gulve i kirken, og da jeg kunne kombinere efterløn med en delvis tjenestemandspension stoppede jeg som 63 årig.