Mine fritidsinteresser.
Mine fritidsinteresser.
Da jeg var ansat i Kirkens Korshær i Aalborg fra okt. 1969 - april 1976 beskæftigede jeg mig meget med forkyndelse, jeg holdte andagter ved de ugentlige mandsmøder i vinterhalvåret, holdt andagt på Herberget en gang om måneden og på missionshotellet hver uge, endvidere havde jeg de første 5 år gudstjeneste på en afdeling på sygehus Syd, Aalborg hver 14. dag, og så holdt jeg en del møder forskellige steder i Nordjylland, jeg skulle primært fortælle om Kirkens Korshærs arbejde men holdt altid en andagt på ca. 10 min.
Et år efter at jeg stoppede i Kirkens Korshær, flyttede vi til Sæby og da mange i området kendte mig, blev jeg brugt til forskellige møder, mest forkyndelse. En del år blev det til ca. 5 - 7 møder pr. år, og efter at vi i 2002 flyttede tilbage til Aalborg, og flere i Vendsyssel havde fået øje på mig som forkynder, blev det til ca. 10 møder om året. I sommeren 2016 blev jeg opfordret til at blive fritidsansat som forkynder i Indre Mission, hvilket jeg blev pr. 1. november 2016, det betyder, at jeg er med på Indre Missions hjemmeside i Region Nord som fritidsforkynder, og med i den årlige fortegnelse over missionærer og fritidsforkyndere som Indre Mission udsender til alle abonnementer af Impuls (Indre Missions Tidende) hvert år, hvilket har betydet, at en del Indre Mission fællesskaber syd for Aalborg også har sendt bud efter mig, så nu har jeg ca. 18 møder om året, mest aften møder men også en del eftermiddagsmøder for ældre.
Har også gennem årene holdt forskellige foredrag, mest om rejser ledsaget af billeder, bl.a. om Israel ca. 18 gange.
Jeg er jo opvokset i et hjem der tilhørte Luthers Mission, og det var også der jeg havde min gang indtil jeg begyndte på min diakonuddannelse i 1964, men efter at vi flyttede til Aalborg i 1967 har vi været tilknyttet Indre Mission, dog afbrudt af en kortere periode (1976/77 før vi flyttede til Sæby), da kom vi i en kortere periode i LM, der lige var startet i Aalborg. Det første jeg var engageret i i det gamle Bethesda efter 1967 var juniorklubben, her var jeg medarbejder i flere år, senere kom jeg med i bestyrelsen for De Unges Bibelkreds, en forløber for IMU.
I Sæby 1977 kom jeg ret hurtigt med i KFUM og KFUKs arbejde og var formand et par år, var også formand for et udvalg til at arrangere fællesmøder for IM og M og K, men blev brugt af IM til enkelte møder bl.a. til evangelisk alliance i Baptistkirken og de ugentlige bedemøder. I Skagen 1989 kom jeg ret hurtigt med i bestyrelsen, og blev formand.
Så gik turen til Vester Hassing i 1994 hvor jeg efter en kort tid kom i bestyrelsen og blev kasserer, og det var jeg indtil vi flyttede fra byen. det var et dejligt fællesskab, vi var nok ca. 20, og når der var en der havde rund fødselsdag eller lignende blev alle inviteret med.
I 2002 flyttede vi så tilbage til Aalborg og fik vores gang i det nye Bethesda, her blev jeg efter nogen tid valgt ind i bestyrelsen og blev kasserer, og var med i bestyrelsen i 6 år som kasserer, men fortsatte som kasserer endnu 1½ år, jeg kom med i kredsbestyrelsen for Indre Mission stor Aalborg (Bethesda, Indre Mission Nørresundby og Indre Mission Nørretranders).,l blev senere formand indtil storkredsen blev nedlagt i 2021. Nogle år var jeg også leder af Café Mødestedet, som havde åbent 2 eftermiddage om måneden, det var baseret på nye mennesker, og for hvert halvår delte vi indbydelser ud på byens biblioteker og andre steder, men da det sidste år slet ingen nye kom, stoppede vi, og det er senere blevet afløst af tirsdagscaféen, der er en tirsdag formiddag en gang om måneden, og den har fået god tilslutning, men kun nogle enkelte, som ikke ellers kommer til møder.
Efter at være plejehjemsleder i nogle år og medlem af Landsforeningen af Forsorgsledere (nu Lederforum) blev jeg valgt ind i amtsbestyrelsen, det var et spændende arbejde, vi arrangerede foredrag og institutionsbesøg lokalt, og en gang om året var alle bestyrelsesmedlemmer fra hele samlet et par dage til foredrag og forskellige drøftelser. En gang om året var der også de store forsorgsmesser i Herning Hallerne. Udover diverse udstillinger af sygeplejeartikler, hjælpemidler og madvarer m.v. var der enkelte foredrag for alle interesserede og en hyggeaften for medlemmer, alt betalt af foreningen.
De første par gange, efter at have fået stemmeret, stemte jeg ligesom de fleste i min familie på Venstre, men da Kristeligt Folkeparti blev stiftet i 1970 blev jeg hurtigt medlem, og en gang midt i halvfjerdserne stillede jeg op til byrådsvalget i Aalborg, jeg stod sidst på listen og fik 14 personlige stemmer. Efter at vi flyttede til Sæby i 1977 blev jeg på et tidspunkt formand for den lokale vælgerforening, og var opstillet til byrådsvalget 2 gange, en af gangene fik jeg 85 stemmer, og blev stedfortræder for det daværende byrådsmedlem. Efter at vi flyttede til Skagen i 1989 var jeg passiv medlem, ligeledes de første år efter at i var flyttet til Vester Hassing i 1994, men på et tidspunkt blev jeg valgt ind i amtsbestyrelsen.
I oktober 2002 flyttede vi tilbage til Aalborg kommune, året efter 2003 samme år som partiet skiftede navn til Kristendemokraterne blev jeg valgt ind i den lokale bestyrelse, senere blev jeg formand og opstillede til byrådsvalget i 2005 og igen, efter at jeg var stoppet som formand, i 2009, denne gang som spidskandidat, og skulle derfor repræsentere partiet i TV Nord og andre steder, var også opstillet til regionsrådet, men vi blev ikke repræsenteret nogen af stederne. Efter dette stoppede jeg med at være aktiv, men er dog revisor for lokalforeningen.
Kristendemokraterne i Aalborg havde valgforbund med De Radikale, og fik derfor tildelt et par pladser i bestyrelser og nævn, som ikke krævede, at man sad i byrådet, og jeg blev i 2006 tildelt en plads i skatte ankenævnet, og havde denne meget spændende opgave i de kommende 8 år. Jeg er ofte blevet spurgt hvad foregår der i skatteankenævnet, det er oprettet for at borgere, der ikke er tilfreds med Skats afgørelser kan klage, klagen bliver først behandlet i et sekretariat med erfarne skattefolk, men helt uafhængig af Skat, så får vi lægfolk sagerne ud til gennemlæsning før mødet, hvor det er os folkevalgte, der har det sidste ord, men vi skal naturligvis altid rette os efter landets love og regler, det fleste klagere får afslag, et mindre antal får medhold eller delvis medhold.
I de år vi boede i Vester Hassing sad jeg i menighedsrådet i 4 år, og var formand for aktivitetsudvalget, og stod for de månedlige sogneaftner. I 2008 blev jeg opfordret til at opstille til menighedsrådsvalget her i Skalborg og blev valgt ind. Ved konstitueringen blev jeg valgt til kontaktperson og formand for kirke- og præstegårdsudvalget, så det det blev til mange timers arbejde de næste 8 år. Som kontaktperson er man menighedsrådets kontaktperson til kirkefunktionærerne, og da der i disse år var en del udskiftninger af kirketjenere, og musikmedarbejdere (korleder og kirkesanger) gik der megen tid med dette, stillingsopslag, ansættelsessamtaler, introduktion efter ansættelsen, og efterfølgende medarbejdersamtaler. Jeg havde meget god kontakt med de ansatte, kom som regel mindst en gang pr. uge til formiddagskaffe i kontoret. Som formand for kirke og præstegårdsudvalget medførte det også en del arbejde, noget af det i samarbejde med kirkeværgen, indkøb af inventar vedligeholdelse af bygninger. Af større opgaver kan nævnes, renovation af klokketårnet og udskiftning af hele vindues partiet i kirken mod gaden, et projekt til Ca. 1,4 millioner.
Jeg har i en del år været formand for diakon konventudvalget i Aalborg Stift, hvor vi arrangerer et par arrangementer for alle diakoner i stiftet, i kraft af dette blev jeg også, af biskoppen, udvalgt til at sidde i det nye stiftsudvalg for diakoni. Opgaven er at inspirere kirkesognene til diakoni, ved information bl.a. på Stiftets hjemmeside og ved at afholde diakonidage, normalt en gang om året, og de sidste par år har jeg været formand for det underudvalg, som arrangerer dette, det har de sidste år foregået i Folkekirkens Hus i Aalborg og har haft fra 30 - 100 deltagere. Sidst i 2020 var jeg med i et udvalg, der udarbejdede et spil om diakoni, kaldet Dia-kort, disse vil først i året 2021 blive uddelt til alle menighedsråd i Aalborg stift, senere måske til hele landet. Spillet består af en æske indeholdende et lille hæfte med vejledning og 24 kort, 8 i hver kategori, som er værdier, folkekirken og cases. Formålet er, at inspirere menighedsrådene til diakonalt arbejde i sognene.
I 2003 blev jeg medlem af denne klub, som er en mandeklub med ca. 35 medlemmer. Man kan ikke bare melde sig ind i en Y's Mens Club, men skal anbefales af et medlem, der forelægger sagen på et klubmøde, og så kan alle gøre indsigelse i løbet af en uge skriftligt til præsidenten (formanden). Der afholdes møde hver anden tirsdag fra kl. 18 - 20. Møderne begynder med velkomst af mødelederen, dette går på skift, herefter synges der et bordvers før middagen serveres. Kl. 18.35 synges en sang eller salme hvorefter præsidenten har meddelelser og evt. andre. Efter en kort pause optages mødet igen kl. 19 hvor vi begynder med en sang, herefter har vi en foredragsholder, som har tiden indtil 19.55 hvor mødelederen siger tak og vi rejser os op og synger Altid frejdig. Foredragene er meget forskellige, det kan være om en af de projekter vi støtter hjemme eller i udlandet, det kan have kirkelig karakter, eller andre emner fra samfundet, det sker også en eller to gange om året, at vi er på et virksomheds besøg.
Formålet er bl.a. at støtte KFUM og KFUK s arbejde, men også meget andet, primært kirkelige organisationer herhjemme eller i udlandet, vi støtter bl.a. nogle større projekter gennem ydremissionsselskaber. Ifølge vores vedtægter skal vores større primært gå til børne- og ungdomsarbejde. Pengene skaffer vi ved at drive Aalborg minigolfbane, der for et par år siden havde 50 års jubilæum. Den drives udelukkende med frivillig arbejdskraft fra vores egen klub, bistået af vore ægtefæller og andre medlemmer af Y's Women klubben, samt FDF i Skalborg. Disse to organisationer får overført et bestemt beløb pr. time de har vagt. I 2022 rundede omsætningen 1 million, hvilket er meget flot resultat.
Fra den 22. februar til den 18. april 2009 var min kone Sonja og jeg senior Yad va Lev volontører for ”Ordet og Israel” i Jerusalem. Yad va Lev er hebraisk og betyder hånd og hjerte, og det er netop med hånd og hjerte dette arbejde bliver udført. Hjertet er et udtryk for kristen næstekærlighed, og det med hånden er naturligvis tegn på det praktiske arbejde.
Når ”Ordet og Israel” arrangerer dette for et antal unge volontører hvert år, og gennem siden 2008 sendt 4 hold seniorer á 8 personer til Israel, så er det for at øve diakoni blandt fattige jøder, men også som en tak til det jødiske folk, for bibelen og for alt hvad vi har fået gennem den. Størstedelen af jøderne anerkender ikke Jesus som Messias, og især de ultra ortodokse jøder er imod al form for mission i landet, derfor lægger ”Ordet og Israel” stor vægt på, at vi ikke skal missionere, men hjælpe mennesker i nød.
Når vi tog til Israel, så var det fordi vi kan tilslutte os ovenstående, og rent praktisk, så skulle vi arbejde 4 dage om ugen i 7 uger. En del af de øvrige dage og den sidste uge, blev brugt til undervisning om bl.a. Israel, bibelen, kristendom og jødedom, samt ture til de bibelske steder i Jerusalem, Cæsarea, Nazaret og omkring Gallilæasøen, samt en ørken tur m.m.
Arbejdet bestod hovedsagelig i to ting, arbejde i et suppekøkken og istandsættelse af lejligheder. Suppekøkkenet lavede ca. 1700 portioner mad pr. dag, heraf kom der ca. 200 pr. dag og spiste på stedet, en del mad blev afhentet til store familier, og resten blev bragt ud til udlevering andre steder til både børn og voksne. Der var kun et par mennesker ansat i suppekøkkenet, resten af arbejdet blev udført af frivillige, der kom fra mange forskellige lande, mange var af jødisk afstamning, andre som vi, var kristne. Mange af dem der kom og spiste i suppekøkkenet var emigranter fra andre lande bl.a. Rusland, men hørte til dem, der ikke havde klaret sig så godt.
Damerne arbejdede 2/3 i suppekøkkenet, og 1/3 i lejligheder, og vi mænd var mest ude i lejligheder, og dette arbejde bestod først og fremmest i malerarbejde. Mange havde det både rodet og beskidt. Der var ofte vandskader i lofter i køkken og badeværelser, så der var meget skrabe og spartelarbejde før malingen kunne påbegyndes. Vi udførte også lidt håndværkerarbejde, en lille ekstra væg blev taget ned før malerarbejdet, der blev skiftet stikkontakter, sat knagerækker og lamper op. De mennesker vi hjalp, var utrolig taknemmelige, vi ordnede bl.a. lejligheder for nogle etiopiske jøder, og der var især en enlig dame, som var utrolig taknemmelig, så hun inviterede os alle ud til sig i lejligheden, før vi skulle hjem, og hun havde tilberedt et specielt etiopisk måltid til os, det var virkelig spændende, selv om de specielle etiopiske pandekager (af os kaldet karklud) ikke faldt i alles smag.
Vi fik naturligvis også lejlighed til at deltage i forskellige gudstjenester. Vi var i den danske kirke et par gange, og vi besøgte to forskellige messianske menigheder, hvor der blev prædiket på hebraisk og oversat til engelsk eller omvendt. Vi oplevede også påsken i Jerusalem, hvilket er en helt specielt, især palmesøndag hvor kristne fra mange forskellige kirkesamfund fra hele verden, i tusindvis samles på Oliebjerget, og går ned gennem dalen forbi Getsemane Have og op til Den gamle By i Jerusalem, langs hele ruten var der mange bevæbnede politibetjente, på et tidspunkt kunne jeg se 13 i et stort vejkryds, så jeg må sige, at jøderne passer godt på de kristne. Den danske Kirke arrangerede flere ting i påskedagene, som flere af os deltog i.
Jeg har altid interesseret mig for praktisk arbejde af forskellig slags, i mine yngre dage lavede jeg selv flere reparationer på mine biler, ellers har det mest været håndværksarbejde, især malerarbejde. I Sæby byggede jeg en udestue sammen med en håndværker. i Skagen malede jeg køkkenlågerne, og byggede en udestue bl.a. med lidt hjælp fra svigerfar der var tømrer, ham har jeg for øvrigt lært en del af. Da vi overtog huset i Vester Hassing var det meget forsømt med maling både udvendigt og indvendigt, endvidere installerede jeg et nyt køkken incl. opsætning af fliser, senere malede jeg taget, der var af eternit skifer, men da det ikke kunne holde, lagde jeg senere et ståltag ovenpå. Huset i Skalborg har fået et par omgange med maling både indvendigt og udvendigt, og året efter vi overtog det restaurerede jeg badeværelset med nyt badeværelsesmiljø, og byggede en ny brusekabine op af lette blokke, samt lagde nye fliser på gulvet.
Så har jeg også hjulpet andre, en del malerarbejde på storskovlejren ved Dronninglund, og da missionshuset Bethesda var 17 år gammelt påbegyndte jeg maling af alle vægge, der var malet, og så har jeg brugt mange timer med at hjælpe børnene, først da Anja som nyuddannet ingeniør flyttede til Haderslev, og efter et halvt år købte et 150 år gammelt byhus, vi flyttede loftstrappen fra baggangen til forgangen, væggene på første sal blev revet ned, og nye gibs vægge blev sat op, påsat glasvæv/tapet og malet. Der var tre rum og badeværelse.
Nogle år senere købte Lina og Peter et gammelt hus i Vejgård, her har jeg bl.a. hjulpet med at lægge nyt ståltag ovenpå det gamle, senere skåret hul i taget og opsat en kvist, og så kom tilbygningen, og en del skabe skulle monteres omkring 20 i alt. (sektioner/skabslåger).
I 2005 købte vi sommerhuset, samme år som jeg forlod arbejdsmarkedet, så nu blev der lagt mange timer i det - se under sommerhusudlejning.
Email: paul-holm@mail.dk