Der er afholdt ordinær generalforsamling i Kildemosens Støtteforening mandag d. 20. maj 2026, herunder ses et referat.
Bestyrelsens beretning for støtteforeningens virksomhed det forløbne år
April 2025 - april 2026
Beretningen aflægges ved den ordinære generalforsamling mandag d. 20. april 2026
Vi har, igen her i foreningens 2. år, - haft et aktivt år i støtteforeningen. Vi har på kun to år nået at støtte rigtig mange projekter, og bliver stadigvæk - i samarbejde med medarbejdere, pårørende mf. - ved med at få idéer til nyt.
Bestyrelsen, som består af Lars Kjeldmark, Lisa Kjær Sørensen, Hanne Dinesen, Pia Christensen og Inge Kolind - har siden sidste generalforsamling i april 2025 afholdt 8 bestyrelsesmøder, - og har derudover et løbende samarbejde med Kildemosens medarbejdere og ledelse, med frivillige, med pårørende, frivilligcentret og plejehjemsrådet.
Vi har i år også arbejdet med fundraising, samt planlægning af projekter og events. Alle aktiviteter, som vi involverer os i, har til formål at støtte Kildemosens udvikling - og skabe glæde og øget livskvalitet for stedets beboere.
Støtteforeningen har nu 76 medlemmer, heraf 5 erhvervsmedlemmer.
Af særlige events, siden seneste generalforsamling, kan nævnes; ´Kildemosens store loppemarked´ som fandt sted i kultursalen i august sidste sommer. Vi havde ved den lejlighed stor og helt uundværlig opbakning fra frivillige - og loppemarkedet gav bl.a. indtjening til en sommerfest med musik og helstegt pattegris for Kildemosens beboere, som er planlagt her i sommeren 2026. Yderligere støtter overskuddet fra loppemarkedet også mange andre gode tiltag i Kildemosen. Det var John Widding, som var primus motor for, at loppemarkedet blev etableret. Tak til John, der over lang tid har samlet lopper sammen! - og tak til alle de mange frivillige, der på dagen fik loppemarkedet til at blive en stor succes.
Yderligere har Støtteforeningen, med midler fra købmand Lars Damgaards fødselsdagsdonation, afholdt en fantastisk sommerkoncert med Richard Ragnvald i sommeren ´25 - næsten alle borgere, samt deres pårørende deltog, og frivillige fra støtteforeningen hjalp til med det praktiske - bl.a. serveringen af bobler og lagkage. Solen skinnede, den dag og det blev en fantastisk dejlig eftermiddag på terrassen mellem hus 2 og 4.
Med fokus på sanserne, er det i år bl.a. lykkedes os at funde og indkøbe sansedyr, musik-sansepuder, tyngdedyr, redskaber til bold-lege, 4 snack-vogne (en til hvert hus) - samt en top-sikret ny kørestols-cykel, (alle de nye sanseting kan ses i aften) - og de foræres hermed til Kildemosen.
Kildemosens støtteforening har i øvrigt siden seneste generalforsamling kunnet donere følgende til Kildemosen;
Højbede mellem husene, nye planter, urter og stauder i bedene (samt medfølgende blomstervejledning til alle huse), store smart-tv til alle fire huse, musik afspilnings-standere, - og demensvenlige julekoncerter for 2. gang i alle 4 huse.
Yderligere bruges der også midler fra Lars Damgaards donation til julekoncerter igen i 2026 - samt et godt elklaver, som indkøbes snarest.
Der arbejdes fortsat med at etablere en frisør og wellness- salon i Kildemosen. Projektet er noget forsinket pga ledelsesskift - men vi regner nu med at vi har et lokale i Kernehuset, som kan anvendes, og vi ser frem til at komme videre med projektet i samarbejde med Kildemosens ledelse.
Vi er utrolig glade og taknemlige for, at det allerede er lykkes os at skaffe fondsmidler til så mange forskellige projekter - og vi vil gerne sige tak til alle, der har støttet op via kontingenter, donationer, gode idéer, frivilligt engagement, praktisk hjælp og positiv opbakning. Vi takker særligt følgende for flotte donationer og sponsorater i det forløbende år:
Benalisafonden, Lions Klub-Samsø, Samsø Festival, Samsø-Fonden, Samsø Fitness & Styrkeløft v. Mogens Larsen, Samsø Kommune og Social - og Beskæftigelsesudvalget (med §18 midler), Smagen af Øen v. Lars Damgaard, Ballen Brugs, XL-byg, Helmers Vognmandsforretning og Søholm Opera.
Det betyder utrolig meget for vores støtteforening hver eneste gang vi modtager opbakning, positive tilkendegivelser, hjælp og støtte - så tak til alle der har bidraget i år!
Vi vil opfordre alle, der har gode ideer til udviklingsprojekter eller overskud til at give en hånd med ved events og lignende, til at skrive til os - eller tage fat i en af os fra bestyrelsen - så vi i fællesskab kan få gode idéer realiseret.
I dette forår ser vi i bestyrelsen særligt frem til at fortsætte med blomster - og planteprojekter i udearealerne mellem husene, etablering af læskærme på terrasserne, - og til at bakke op om forskellige projekter og aktiviteter, der skal tale til sanserne. Vi håber bl.a, i samarbejde med Kildemosens personale, at kunne støtte tiltag som; båldage, æbledag - og levende musik i sansehaven til sommer.
En aktivitet, som støtteforeningen i år også kommer til at engagere sig i, er afholdelse af demensvenlig erindringsdans. Vi har samarbejdet med Frivilligcentret og Ældresagen ansøgt Velliv Foreningen, hvor der er givet støtte til uddannelse af frivillige i at facilitere erindringsdans. Det skal blive rigtig spændende at følge og udvikle!
Her til slut - igen tak til alle, som har bidraget og bakket op om Kildemosens Støtteforening i år! Vi glæder os i bestyrelsen til det videre udviklingsarbejde!
Fremlagt af Formand, Inge Kolind
Der er afholdt ordinær generalforsamling i Kildemosens Støtteforening mandag d. 28. maj 2025, herunder ses et referat.
Bestyrelsens beretning for støtteforeningens virksomhed det forløbne år
Februar 2024 - til april 2025
Beretningen aflægges ved den ordinære generalforsamling mandag d. 28. april 2025
Nu hvor Kildemosens Støtteforening har gennemlevet sit første år - og vi i aften afholder foreningens første ordinære generalforsamling, kan vi se tilbage på et år med rigtig meget aktivitet - og på en støtteforening, der på kort tid allerede favner mange spændende projekter og visioner.
Bestyrelsen har siden den stiftende generalforsamling d. 25. februar 2024 afholdt 9 bestyrelsesmøder - og flere andre mindre udvalgsmøder. Vi har mødtes med samarbejdspartnere i Sambiosens Frivilligcenter, med teknisk forvaltning, med lokalepolitikere, med Kildemosens ledelse, med forskellige frivillige ildsjæle - og har deltaget i møder med plejehjemsrådet.
Udover at samarbejde med forskellige aktører om at skabe udvikling og forbedringer for Kildemosens borgere, har vi i bestyrelsen også brugt tid og kræfter på at etablere os som forening - vi har fx lavet hjemmeside, bankkonti og mobilepay. Vi har arbejdet med fundraising, indsamlinger og planlægning af projekter og events. Der er nu mange idéer og projekter i støbeskeen, som vi glæder os meget til at realisere i år. Alle aktiviteter, som vi involverer os i, har til formål at støtte Kildemosens udvikling - og skabe glæde og øget livskvalitet for stedets beboere. Støtteforeningen har nu 48 betalende medlemmer, heraf 5 erhvervsmedlemmer - vi har dog nået 70 tilkendegivelser om medlemsskab.
Vi er utrolig glade og taknemlige for, at det allerede er lykkes os at skaffe fondsmidler til flere projekter - og vi vil gerne sige tak til alle, der i foreningens første år har støttet op via kontingenter, donationer, gode idéer, frivilligt engagement og positiv opbakning. Særligt vil vi gerne takke for følgende fine donationer i det forløbne år;
Samsø Fitness & Styrkeløft ApS/ v. Mogens Larsen, som ved foreningens opstart har doneret 5.000 kr. til div. støttende formål. Noget er brugt på at etablere bankkonto og hjemmeside - og en anden del vil supplere et større TV i en af fællesstuerne.
Tak til Lions Klub, Samsø, der har doneret 5.000 kr. til et større TV.
Tak til Samsø Festival, som har doneret 22.000 kr. - til sansestimulerende og forskønnende tiltag i Kildemosens udearealer; bænke, læskærme, beplantning mm
Tak til Samsø-Fonden, som har doneret 16.000 kr. til særligt ældrevenligt musikstreaming-udstyr, der muliggør brug af personlige playlister og beroligende musik i plejen.
Tak til Frisør Pia Husth Jensen fra Salon Knold og Tot i Århus, der har doneret professionelt frisørudstyr, som vi forventer at kunne opsætte i forbindelse med etableringen af en frisør - og wellness-salon i et af Kildemosens huse. Der arbejdes med et konkret forslag i hus 2. . I samme ombæring takker vi:
Tak til Samsø Kommune og Social - og Beskæftigelsesudvalget for 35.000 kr. Støtten er givet fra Samsø Kommunes § 18 midler - og skal bruges til ombygning bl.a. ny dør, rørføring og håndværkertimer i forbindelse med etablering af en frisør - og wellnesssalon i Kildemosen. Fra samme pulje modtog støtteforeningen også 2.000 kr. til leje af Sambiosen når Støtteforeningen til august afholder sommerloppemarked.
Vi takker også Købmanden i Nordby; Lars Damgaard, der i anledning af sin 60-års fødselsdag, ved et arrangement i ´Smagen af Øen´, samlede lige knap 40.000 kr. ind til Kildemosens Støtteforening. Nogle af disse midler er gået til afholdelse af demensvenlige julekoncerter med Søholm Opera og Majken Ladefoged i alle Kildemosens fire huse d. 23. december 2024, hvilket var en stor succes! Fordi netop musikalske oplevelser placeret på Kildemosens matrikel i borgernes umiddelbare nærmiljø - skaber så meget glæde for alle Kildemosens beboere, er det besluttet, at alle midler fra Lars Damgaards indsamling skal gå til koncertoplevelser. Den næste koncert bliver d. 9. august med Richard Ragnvald - forhåbentlig udendørs på terrasserne mellem husene. Der planlægges i øvrigt igen i år julekoncerter i alle Kildemosens huse, og der arbejdes på at skabe endnu flere demensvenlige musikoplevelser.
Det betyder utrolig meget for en nystartet forening som os - hver eneste gang vi modtager opbakning, positive tilkendegivelser - og hjælp og støtte i alle henseender, det gør det sjovt at lave frivilligt arbejde når så mange bakker op om projekterne! Tak for det! Vi vil opfordre alle, der har gode ideer til udviklingsprojekter eller overskud til at give en hånd med ved events og lignende, til at skrive eller tage fat i en af os fra bestyrelsen - så vi i fællesskab kan få alle de gode idéer ud at leve.
I dette forår ser vi i bestyrelsen særligt frem til at realisere de projekter, som det indtil nu har været muligt at fundraise midler til - særligt projekterne i udearealerne, hvor der skal etableres beplantning og lækroge ser vi frem til.
Vi glæder os også særligt til afholdelsen af det store sommerloppemarked i Sambiosen d. 16. og 17. august, som er startet på initiativ fra John Widding, som er lokal ildsjæl og ansat i Kildemosen. På Kildemosens parkeringsplads kan man nu se, at der står en stor blå container, den er doneret af Harpensdal, og tak for det - og den er nu støt og roligt ved at blive fyldt med lopper. Vi ser frem til loppemarkedet og er glade for, at der allerede er mange frivillige, som har meldt sig på banen som hjælpere de dage.
En anden aktivitet, som støtteforeningen i år kommer til at engagere sig i, er afholdelse af demensvenlig erindringsdans. Vi har samarbejdet med Frivilligcentret og Ældresagen om en ansøgning til til Velliv Foreningen, og der er netop givet støtte til uddannelse af frivillige i at facilitere erindringsdans. Det skal blive rigtig spændende at følge og udvikle!
Her til slut - igen tak til alle, som har bidraget og bakket op om dette første år i Kildemosens Støtteforening, ikke mindst også Kildemosens ledelse, som vi har et rigtig godt samarbejde med! Vi glæder os i bestyrelsen til det videre udviklingsarbejde - og samarbejde.
Der blev afhold stiftende generalforsamling for Kildemosens Støtteforening
søndag d. 25.02.2024. Referatet kan læses herunder: