Historien om ”Grænsen 1864-1920”

Grænsens betydning

I år er det 100 år siden, at grænsen 1864-1920 blev slettet og flyttet mod syd. Men den formåede i sine 56 år at sætte sig dybt i bevidstheden hos befolkningen på begge sider af grænsen. Der opstod et skel – i bevidsthederne og kulturen – som først nu 100 år efter er ved at være slettet. Mindet om grænsen og hvad den betød nationalt og kulturelt sidder stadig i befolkningen og er levende historie sammen med alle de spor, som grænsen efterlod sig i form af bygninger, grænsesten, nationale samlingssteder og andre levn i landskabet.

Grænsedragningen

Grænsen 1864-1920 blev etableret ved fredstraktaten af 23. oktober 1864 mellem Danmark og Preussen og Østrig, Her afstod Danmark hertugdømmerne Slevsig og Holsten og Lauenburg. Grænsen kom dog ikke helt til at følge den gamle grænse mellem hertugdømmet Slesvig og kongeriget. Som erstatning for de kongerigske enklaver i hertugdømmerne fik Danmark tildelt Ærø, de otte sogne syd for Kolding, området omkring Ribe samt en del af Kalvslund Herred og en del af Hvidding Herred . Ved afmærkningen af grænselinjen i landskabet i de første måneder af 1865 skete der flere småjusteringer. Landsbyerne Kalvslund og Villebøl blev indlemmet i Danmark mod, at kongeriget til gengæld afstod den sydlige del af Taps sogn med landsbyen Skovrup til Slesvig. Grænsen var derfor både mod øst og i vest en ny grænse. Mod øst delte den det gamle Tyrstrup Herred i to, hvor den nordlige del kom til Danmark og den sydlige del forblev slesvigsk. I vest deltes ligeledes Hvidding Herred, og omkring Kalvslund og Villebøl kom der en ny grænse.

Livet omkring grænsen

Politisk, administrativt og kulturelt skilte den nye grænse befolkninger, som tidligere havde hørt sammen, og den bevirkede en skærpelse af den nationale kamp mellem dansk og tysk i grænselandet. Etableringen af lande- og toldgrænsen med grænseovergange, grænsesten og grænsepæle, oprettelse af toldkontrolsteder og grænsegendarmerikops ændrede livet i de områder der lå nærmest grænsen. Der kom nye folk til området, og der blev med tiden bygget toldbygninger og gendarmhuse, som stadig ligger i landskabet og fortæller historien om grænsen.

I nord førte grænsen til en opblomstring af foreningslivet omkring den nationale sag, og samlingssteder som Skibelund Krat og Skamlingbanken fik forøget betydning. Tæt nord for grænsen blev der gennem årene oprettet en række danske efterskoler – de såkaldte Kongeåskoler – fra Hejls i øst til Bramming i vest. Her kom unge sønderjyder op og fik undervisning i dansk sprog, historie og kultur, som de ikke fik i de tyske skoler syd for grænsen. Mange danske slesvigere var optanter og nægtede at tage tysk statsborgerskab. En del af dem udvandrede i årene efter 1864 til Danmark og bosatte sig ofte lige nord for grænsen, hvor de var med til at styrke det nationale arbejde og kampen for en genforening af Sønderjylland med Danmark. De var som regel ledende kræfter i de Sønderjyske Foreninger, der omkring år 1900 dannedes nord for Kongeåen.

Syd for grænsen skærpedes den nationale kamp også, idet de tyske myndigheder forsøgte at iværksætte en fortyskning af Nordslesvig gennem skolerne og kirken og ved oprettelse at tyske domænegårde, som skulle arbejde for en udbredelse af den tyske kultur i området. Den dansksindede befolkning kæmpede for en bevarelse af dansk sprog og kultur gennem deres foreninger og ved private forsamlinger. De sendte deres børn til friskoler, efterskoler og højskoler nord for grænsen, og mange havde danskere ansat i husholdningen, som underviste børnene i dansk sprog og historie. Kultur- og nationalitetskampen skærpedes især i Köllertiden i årene 1898-1902, hvor de tyske myndigheder for hårdt frem mod alle markeringer af danskhed i Sønderjylland. Således blev mange optanter udvist i denne periode ligesom folk blev udvist for blot at synge forbudte danske sange

Grænsesten og grænsepæle

I vinteren 1864-65 blev grænsen markeret med hvidmalede grænsepæle af træ med en højde på 2.50 m over jorden. Pælene blev leveret af forskellige danske snedkere, der boede i grænsebyerne og danske soldater stod for opsætningen. Pæl nummer 1 blev stillet op i Vester Vedsted ved Vadehavet og nr. 128 på den tyske side af havnen i Hejlsminde. I årene fra 1865 – 1891 stod disse hvidmalede pæle og markerede grænsen, men de rådnede hurtigt, og der var stor udskiftning gennem årene. I 1891 blev det besluttet at udskifte pælene med pæle af sten, som var langt lavere. På stenene var ud over nummer på dansk side indgraveret bogstaverne Kr. Dm. (Kongeriget Danmark) og på tysk side Kr. Pr. (Königreich Preussen). Stenene blev opsat over en lang årrække, og de sidste pæle af sten blev sat ned i 1915 kun fire år før, de blev fjernet igen.

Foruden grænsestenene var der ved grænseovergangene på den tyske side fra 1867 høje hvid- og sortmalede pæle, der bar et skjold med den tyske ørn. Disse pæle var meget forhadte af de dansksindede på begge sider af grænsen, og ved genforeningen blev de straks fjernet og brændt.

Efter genforeningen stod grænsestenene et kort stykke tid, inden de blev indsamlet af amtsvejvæsenet. Men inden da havde flere sikret sig en sten til haven eller et stendiget ved gården. I dag er de gamle grænsesten placeret rundt omkring i Danmark, men de fleste findes ved genforeningsstenene i Sønderjylland og ved kirkegårde og offentlige anlæg.

Toldere og gendarmer

Grænsevagterne ved den nye 1864-grænse på begge sider havde rod i det Holstenske Grænsegendarmeri. Under og efter krigen i 1864 virkede de dansksindede gendarmer og toldere for Danmark, og efter krigsafslutningen kom de til at danne grundstammen i grænsetoldpolitikorpset, som kom til at bevogte den nye grænse. De tysksindede gendarmer kom også senere til at gøre tjeneste ved den nye grænse, men på den tyske side og med tyske højhedstegn. De danske grænsegendarmer var iført lyseblå uniform, mens toldembedsmændene var i sort. De tyske grænsegendarmer var i mørke uniformer. Grænsen var i flere perioder lukket f.eks. på grund af en tyfusepidemi i Hamburg i 1888, og under 1. verdenskrig blev grænsen også lukket mange steder. De bofaste tyske grænsegendarmer blev under krigen erstattet af tyske soldater, da man frygtede, at gendarmerne ikke ville have fasthed til at håndhæve den lukkede grænse.

Grænsetoldsteder

Disse blev inddelt i tre klassifikationer afhængig af, hvor trafikeret overgangen var.

1. Grænsetoldoppebørselssteder.

Her kunne alle former for toldbehandling foregå, og alle slags varer føres ind og ud af landet. De var på dansk side bemandet med både toldere og gendarmer. Den tyske pendant var Nebenzollamt I.

2. Grænsetoldkontrolsteder

Her kunne varer i begrænset omfang føres ind og ud af landet. De var på dansk side kun bemandet med toldere. Den tyske pendant var Nebenzollamt II.

3. Anmeldelsesposter

Her kunne kun toldfri varer føres ind og ud af landet. De var på dansk side kun bemandet med gendarmer. Den tyske pendant var statistiske anmeldelsesposter. Klassifikationen var ikke statisk. Et grænseovergangssted kunne godt skifte status.

Smugleri

Der var i alle årene meget smugleri over 1864-1920 toldgrænsen. Bøderne var i forhold til en almindelig arbejders dagløn af en klækkelig størrelse, og der findes utallige smuglerhistorier fra denne tid. Især under 1. verdenskrig og i året 1919-1920 blev der smuglet meget. I Tyskland var der stor mangel på alle varer under krigen, og situationen skærpedes endnu mere lige efter krigen. På den danske side af grænseovergangene var der i 1918-1920 tæt ved grænsen store udsalg af dagligvarer og kolonialvarer til folk, der kom over sydfra for at købe ind.

Bygninger og andre fysiske levn fra grænsen

I den første tid efter grænsedragningen anvendtes eksisterende bygninger til toldernes og gendarmernes formål, og der blev opsat træskure umiddelbart op ad grænsen. Med tiden blev der opført nye bygninger til tolderne og grænsegendarmerne. Særligt de preussiske bygninger skiller sig ud med større bygningshøjde-og dybde, trempelkonstruktion og mange steder med mønstermurværk. Relativt lav taghældning med svejfede udhængsspær, og beklædt med paptag eller skifer. Disse tyske gendarmboliger er meget typiske og findes hele vejen langs grænsen fra Hejlsminde til Københoved.

Hvor fortyskningen af de dansksindede før var sket ved forfølgelse uden succes, mente Landråd Dryander i Haderslev, at man skulle vinde sjælene med tysk åndsliv, som man fik kendskab til i skolen. Fra 1906 til 1908 var han Landråd i Haderslev kreds. I hans korte embedstid blev der bygget eller forberedt 30 videregående skoler og 44 landsbyskoler. En række af dem ligger der endnu, bygget i slesvigsk hjemstavnsstil med store vinduer og lyse rum.

De nyere bygninger på den danske side er ikke så let aflæselige, da de generelt stilmæssigt er opført som de samtidige bygninger i øvrigt.