Episke genrer

Episke genrer

Sidste gang lærte I om epik. Vi skal i det følgende gennemgå kendetegnene for et par af de vigtigste episke genrer. Disse er:

• Romanen

• Novellen

• Kortprosateksten

Romanen

En roman er en længere episk tekst. Traditionelt dækker den over et længere handlingsforløb, og den vil ofte have en flerstrenget handling (det betyder, at fortællingen består af flere parallelle historier, der er flettet sammen til en tekst). Romanen vil ofte indeholde detaljerede miljø- eller personbeskrivelser, og den fortalte tid kan være meget lang. Persongalleriet kan være meget bredt, og der kan være flere hovedpersoner i den samme roman.

Den første roman i europæisk litteratur var Don Quijote af den spanske forfatter Miguel de Cervantes. Den er skrevet i årene 1605-1615. I Danmark kommer romanen først meget senere, og først med H.C. Andersen (i 1800-tallet) bliver genren virkelig populær blandt de danske forfattere.

Undergenrer er: Dannelsesromanen, udviklingsromanen, krimien og mange flere.

Novellen

Traditionelt betragtes novellen som en kort tekst (typisk under 50 s.), der er centreret omkring en enkelt begivenhed. Man siger, at handlingen er en-strenget. Persongalleriet er begrænset, og miljøbeskrivelserne er ofte ikke helt udfoldet - det er handlingen, der er i centrum. Der er typisk ikke så mange personer i en novelle, og tiden er ofte også indskrænket til en overskuelig periode. Novellen er særlig interessant, fordi berømte forfattere har udfoldet deres tanker om genren. Mest berømt er den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethes (1749-1832) novelledefinition, som tager udgangspunkt i etymologien (dvs. oprindelsen) af ordet 'novelle'. Nedenfor er denne definition skitseret.

Novelle kommer fra latin og betyder 'ny, nyhed', og det der i følge Goethe kendetegner novellen er netop 'en indtruffet uhørt begivenhed'. Denne begivenhed behøver ikke at være stor og bemærkelsesværdig, men den er betydningsfuld for de involverede personer. Denne begivenhed er altså 'uhørt', idet den betegner et overraskende eller nyt vendepunkt for novellens personer, den er 'indtruffet', fordi den optræder pludseligt som central i novellens handlingsforløb. 

Goethes novelledefinition er altså karakteriseret ved et fastlagt handlingsforløb, og man omtaler derfor ofte genren som lukket (fordi der er få variationsmuligheder mht. handlingsforløbet i forhold til andre episke tekster). 

Definitionen er vigtig for at kunne adskille novellen fra andre korte episke tekster, som f.eks. kortprosateksterne, som beskrives nedenfor.

De første noveller i litteraturhistorien er dem, vi finder i den italienske forfatter Giovanni Boccaccios Dekameron fra 1300-tallet. I Danmark blev især Steen Steensen Blicher (1800-tallet) kendt for sine noveller, og i nyere tid kan novelleforfattere som Naja Marie Aidt, Jan Sonnergaard, Helle Helle og mange flere nævnes.

Kortprosatekster

Genren kortprosa forveksles ofte med noveller, fordi de har det til fælles, at de begge er korte og prosatekster (som ordet siger), men hvor novellen har en meget fast struktur mht. handlingsforløbet, er kortprosa kendetegnet ved at være en meget fri genre. 

Dog kan man nævne nogle fælles karakteristika for teksterne, selvom ikke alle tekster vil have de samme kendetegn. Vi kan i kortprosaen se en øjebliksfiksering, altså en fokusering på det, der sker lige nu, nærmest som et foto. Der kan være sammenblanding af væsentlige og uvæsentlige oplysninger (dette vil man aldrig se i en novelle), og handlingen kan derfor fremstå som flertydig eller mystisk. Ofte er handlingen uafsluttet, og man skal derfor fortolke meget på disse tekster. 

Genren opstår i begyndelsen af 1900-tallet som en del af den løsrivelse fra de faste genrer, som generelt kendetegner modernistiske tekster (mere herom senere). Det er bl.a. Franz Kafka, Ernest Hemingway, Jorge Luis Borges, Raymond Carver, der skriver kortprosatekster i denne periode. I Danmark ser vi først denne type tekster meget senere, fra 1990 og frem. Her er forfatterne: Christina Hesselholdt, Helle Helle, Peter Adolphsen, Peter Seeberg, Preben Major Sørensen og mange flere.

Hvorfor er genren vigtig?

Genren er vigtig, når man skal vælge, hvordan man skal analysere teksterne. Hvis der er tale om romaner vil f.eks. metoder, der søger at skabe overblik, og person- og miljøkarakteristikker ofte være gode, mens disse metoder vil fejle på kortere tekster, der måske ikke har særlig udfoldede person- eller miljøbeskrivelser.

For noveller, der jo har et mere eller mindre fastlagt handlingsforløb, vil det være en god idé at analysere kompositionen og f.eks. fastlægge, hvad den indtrufne, uhørte begivenhed er - som regel får man derved formuleret tekstens tema.

Kortprosatekster kræver med deres korte og koncise udtryk en meget grundig analysemetode, og her vil en sproglig analyse ofte give sig godt ud. Teksterne kan ikke analyseres som noveller eller romaner.

Foruden dette er det ofte interessant, hvordan teksterne udfylder de rammer, som genren opsætter. Er der i en novelle f.eks. tale om, at den uhørte begivenhed i vores øjne ikke er så overraskende eller betydningsfuld, kan det være et signal om, at vi skal se anderledes på denne begivenhed.

Hvis teksterne lige frem går uden for de rammer, genren opsætter, taler man om genre-brud. Genrebrud er meget vigtige i forhold til at forstå teksten. 

Hvis en tekst blander genrene, taler man om genre-blanding eller genrehybrider. Genreblanding er også vigtig for at forstå teksten. 

Øvelse 

• Læs Helle Helles "Fasaner"

• Hvilken genre tilhører den? Begrund jeres svar! Hvordan opfylder den genredefinitionen? Er der nogle af kravene, den ikke opfylder?

• Hvad er den uhørte begivenhed i novellen? Hvis der da er en uhørt begivenhed... 

• Hvad er temaet i teksten (hvilket problem handler den om?)

Helle Helle: Fasaner (Rester, 1996) 

Det ringer på, og nede foran døren står en mand, der præ­senterer sig som Richard. Hans tøj er vådt, det har regnet i flere timer, en opblødt avis ligger på trappestenen.

Han undskylder, at han trænger sig på, men han har en­gang boet til leje i dette hus, på førstesalen, om jeg bor der nu? Jeg siger, at det gør jeg. Han undskylder igen, han har ikke været i bydelen i flere år, og nu kom han så tilfældigt forbi; han skulle hente nogle fasaner hos en mand, der hav­de annonceret i avisen. Og så standsede han foran huset her på hjemvejen, siger han, fordi han glemte et par genstande nede i kælderen, dengang han flyttede. Et billede, og mulig­vis en lille kommode.

Jeg siger, at jeg venter gæster her om et øjeblik. Han stik­ker hovedet lidt ind i opgangen og siger, at han nok mente, der lugtede af gullasch. Jeg siger, at det er en italiensk gry­deret med soltørrede tomater. Han forstår ikke, hvad jeg si­ger og beder mig om at gentage. Jeg siger, at det kan være lige meget.

Manden spørger, om det stadig er et VVS-flrma, der holder til i stue-etagen. Det er det. Han griner og spørger om flere ting. Om der stadig er en vakkelvorn brusekabine nede under trap­pen. Om døren stadig står og klaprer hver nat, om kælderen stadig flyder med malerbøtter og en gammel jukebox. Jeg siger, at det her hus vist altid har været lidt i uorden. Men at huslejen stadig er billig, og her er også rart om sommeren, når vindu­erne kan stå åbne, og det er varmt udenfor.

Jeg lukker ham ind i opgangen, han insisterer på at tage sine støvler af. Ellers skal du bare vaske gulvet i morgen, si­ger han. Og nu skal han nok skynde sig at hente tingene nede i kælderen, så jeg kan komme videre med min gul­lasch. Han er næsten sikker på, at den lille kommode står i det bageste kælderrum. Jeg behøver slet ikke at hjælpe ham med at lede, det varer kun et øjeblik.

 Han går derned på strømpefødder, jeg går op i lejligheden og rører i gryderetten. Jeg tager fløden ud af køleskabet, hæl­der lidt i gryden, sætter fløden tilbage igen. Så kan jeg høre, at han bakser med kommoden, bærer den op ad kældertrap­pen og stiller den på gulvet i opgangen. Han råber op til mig, om han lige må forstyrre en gang til, jeg har vel ikke en lom­melygte, han kan låne? For han kan ikke finde billedet, men det står helt sikkert på gulvet inde i mørket, han tænkte nok, at der stadig ikke var lys derinde. Jeg råber ned til ham at jo, selvfølgelig.

 Jeg ejer ikke en lommelygte. Af en eller anden grund går jeg alligevel rundt og leder, skramler med skufferne, så han kan høre mig. Jeg ender med at tage et stearinlys og en æske tændstikker og gå ned til ham.

Det er virkelig alt for farligt, siger han. Ingen bør gå rundt i den kælder med levende lys, tænk på alle malerbøtterne, det er en ren brandfælde. Men måske, hvis jeg går med ned i kælderen og holder lyset for ham og kun koncentrerer mig om det, så skal han nok lede. Hvis jeg altså lige har tid.

Heldigvis kommer jeg i tanke om cykellygterne, jeg løber op og finder dem i min frakkelomme, løber ned til ham igen. Han sætter den ene lygte fast i sin rullekrave, den anden hol­der han i hånden. Han går ned i kælderen igen, jeg sætter mig på den lille kommode, han har stillet fra sig.

 Jeg kan høre, at han leder dernede, uden at finde billedet. Han råber op til mig, om det er min gode lænestol, der står midt på gulvet. Jeg råber til ham, at den tilhører VVS-firmaet. Han kan ikke forstå, at de lader sådan en god lænestol stå dernede og blive glemt. Så spørger han, om han lige må låne mit toilet, nu hvor han alligevel er i kælderen. Selvføl­gelig, råber jeg og begynder at nynne.

 Han kommer op fra kælderen og spørger, om han må være så fræk at benytte min håndvask oppe i lejligheden, han vil gerne have vasket sine hænder efter toiletbesøget, så­dan har han det bare. Jeg lader ham gå foran mig op ad trappen.

I køkkenet vasker han hænderne grundigt og tørrer dem i sine bukser, de er alligevel helt gennemblødte, siger han og løfter grydelåget ned til den italienske ret. Jeg spørger, om han vil have et glas vand, før mine gæster kommer. Det vil han meget gerne.

 Han går ind i stuen. Han taler om, at det er utroligt, så me­get møbler kan forandre en stue. Dér i hjørnet stod hans tv, men spisebordet havde han samme sted som nu. Han kan genkende en knast i bjælken over sofaen, spørger, om det stadig trækker så meget, at man kan slukke et stearinlys for­an vinduet. Jeg siger, at det ved jeg virkelig ikke. Han spør­ger, om han ikke nok må vise mig det og beder mig hente stearinlyset og tændstikkerne fra før. Han tænder lyset, hol­der det foran vinduet, flammen blæser ud, han nikker.

 Han drikker sit vand i små slurke. Det var alligevel ærgerligt med billedet, siger han. Det var en ungdomsgave fra hans bror. Det forestillede en solsikke med rødder i havet, han fik det, da han fyldte 21. I dag er han 41 og hvor gammel er jeg? 32, siger jeg. Det er ikke helt sandt.

 Imens han sidder og genkender udsigten, går jeg ind i sove­værelset. Jeg løfter hurtigt billedet ned fra væggen og skub­ber det ind under sengen. Så kommer han efter mig. Han siger, at hans seng stod det samme sted, men der er selvføl­gelig heller ikke så mange andre muligheder. Han spørger, hvor jeg har købt mit klædeskab. Jeg har købt det i et stor­magasin. Han spørger, om han må kigge ind i det, og jeg si­ger, at det må han ikke. Han undskylder sin nysgerrighed, forklarer, at han bare er på udkig efter et klædeskab selv, og det skal have mindst to hylder til sko. Jeg siger, at man vel selv kan bestemme, om man vil sætte sko på hylderne. Han siger, at det kan man faktisk ikke. Visse hylder er specielt indrettet til sko, det er noget med belægningen og afstanden til de øvrige hylder; jeg siger, at så blev jeg så meget klogere.

 Han spørger, om han skal hjælpe mig med at dække bord. Nej, siger jeg, det er en tradition, at mine gæster gør det selv. Han siger, at det må være nogle beskedne gæster, jeg holder mig. Om han ikke skal folde servietter eller lægge knive og gafler parat? Nej, siger jeg.

 Han sidder i vindueskarmen og ærgrer sig over billedet. Hans bror havde købt det på en rejse til Berlin og tabt det, da han steg af toget. Derfor måtte broderen bekoste en ny ramme hos glarmesteren, før han forærede det til Richard på hans 21-års fødselsdag. På den måde havde billedet sin egen historie, og så forestillede det som sagt en solsikke med rød­derne i havet og en hel masse små fisk, der nærmest blev kvalt i rodnettet.

 Han spørger, om der stadig ligger en ekstranøgle til VVS-firmaet under blomsterkummen nede i gården. For det kan jo være, at nogle fra firmaet har fundet billedet i kælderen og hængt det inde på kontoret, sekretæren måske, hun kunne godt finde på det. Og så kunne han jo lige hente nøglen og låse sig ind, bare for at se efter.

Så går jeg ind i soveværelset og trækker billedet ud un­der sengen. Jeg giver det til ham og siger, at det var beskri­velsen af de kvalte fisk, der fik mig til at huske. At jeg selv fandt billedet nede i mørket, umiddelbart efter, jeg var flyt­tet ind, og at jeg tog det med op i lejligheden, fordi jeg manglede noget at hænge på væggen. Men at det havde ligget under min seng siden: at jeg sådan set havde glemt det.

Han bliver glad, han holder billedet frem for sig. Han spørger, om jeg nu ikke tror, at jeg kommer til at savne det? For mine vægge er faktisk lidt tomme. Jeg siger, at jeg ikke kan savne noget, der bare har ligget under min seng.

 Så har han jo egentlig ikke mere at gøre her, siger han. Kom­moden har han også fået, den skal bare lige vaskes af, så er den klar til brug. Billedet vil han hænge over kommoden, som skal stå ved siden af det klædeskab, han bliver nødt til at købe. Alle hans sko står hulter til bulter, han har virkelig brug for et sted at sætte dem.

 Han spørger, om han må give mig en fasan som tak for min venlighed. Han har lige købt femten af en jæger, han vil ger­ne forære mig en enkelt, den er blevet skudt i weekenden, skal bare hænge fra hovedet nogle dage og plukkes. Og ned i en gryde.

Jeg siger nej tak. det kan jeg ikke tage imod, og iøvrigt ved jeg slet ikke, hvor jeg skulle gøre af den. Han foreslår, at jeg hænger den uden for køkkenvinduet, det ville han gøre. Jeg siger nej tak, jeg ved heller ikke, hvordan den skal plukkes. Om han skal forklare mig det? Jeg siger nej og går hen mod døren. Det var da ærgerligt, siger han og følger efter mig ned ad trappen.

Han tager sine støvler på og trykker min hånd, før han løfter kommoden op og bærer den ud i regnen med billedet liggende i en skuffe.

 Jeg står i køkkenet og rører i min gryderet. Det varer lidt. så kan jeg høre, at han kører væk i sin bil. Jeg øser mad op, går ind i stuen, tænder for fjernsynet. Jeg sætter mig i sofaen og spiser. Jeg tager fjernbetjeningen, skruer ned for lyden. Der er helt stille, bortset fra regnen.

 Lyset er stadig tændt i opgangen. Jeg går ned ad trappen og tager i yderdøren, sikrer mig, at den er låst. Lidt efter kigger jeg ud. Alting er mørkt; der er ikke en bil på vejen. På trappe­trinet ligger en fasan, dyngvåd. Som om den er druknet efter sin død. Dens fjer er brune og grønne.

                                                                                                                                                            Samleren, 1997