... med betydning for formidling af folkeviserne.
Se også Om folkevisernes kilder
Anders Sørensen Vedel (1542-1616)
"... var en dansk historiker og forfatter til en lang række værker. Blandt andet kendt for at han oversatte Saxos Gesta Danorum fra latin til dansk.
(...)
Et tredje hovedværk i Vedels litterære produktion er Hundredvisebogen, hans udgave af danske folkeviser fra 1591. (...)
Bogen er tilegnet Frederik 2.s dronning Sophie og trykt på Vedels eget trykkeri i Ribe, Liljebjerg."
"Titelblad til Anders Sørensen Vedels Hundredvisebog. Nordeuropas første trykte bog med folkeviser blev udgivet i Vejle 1591 og trykt på Anders Sørensen Vedels eget bogtrykkeri, Liljebjerget i Ribe. Titlens omtale af „Gamle Kemper, Naffnkundige Konger oc ellers forneme Personer “gav senere udgivere inspirationen til at opdele viserne i kæmpeviser, historiske viser og ridderviser."
Dansk Litteraturhistorie
"Hundredvisebogen og senere trykte visebøger, 1500-tallets viseoverlevering omfatter også et egentligt udgivelsesinitiativ. I 1591 udgav historikeren Anders Sørensen Vedels Nordeuropas første trykte samling af folkeviser, den såkaldte Hundredvisebog, hvis fulde titel lyder (i moderniseret sprogform):
Et hundrede udvalgte danske viser, om alle slags bemærkelsesværdige krigsbedrifter og anden sælsom eventyr, som har fundet sted her ud i riget, ved gamle kæmper, navnkundige konger og ellers fornemme personer, fra arilds tid indtil denne nærværendes dag.
Bogen er blevet til i en periode, hvor folkevisen ikke udelukkende blev betragtet som en fortidig litterær form, men stadig var en produktiv genre i både adels- og bondemiljø. Egentlig havde Vedel indsamlet viserne, fordi han i dem så et kildemateriale til den danmarkshistorie, han var i gang med at skrive, og som skulle være en fortsættelse af Saxos danmarkshistorie, Gesta Danorum (Danernes bedrifter), som han havde oversat fra latin til dansk 1575.
Hundredvisebogen blev til nærmest ved et tilfælde. I 1588 opholdt Vedel sig hos astronomen og adelsmanden Tycho Brahe på dennes mini-renæssanceslot, Uraniborg på Hven. De var gamle venner, fordi Vedel havde været hans præceptor (hushovmester) under deres fælles studier rundt om ved Nordeuropas universiteter. Samtidig havde Tycho besøg af Christian 4.s mor, den folkeviseinteresserede dronning Sophia. Med sig havde hun Beate Bille, der var mor til Tycho og i øvrigt hofmesterinde. Da de skulle hjem, blev det et forfærdeligt uvejr, og kvinderne var tvunget til at blive på den lille ø et par dage. Her hørte dronningen om de visehåndskrifter, hvis viser Vedel ville lade indgå som en del af kildematerialet til sin danmarkskrønike. Hun bad Vedel om nogle afskrifter af de bedste viser – engang ved lejlighed. Først i 1591 fik dronningen dog sit ønske opfyldt med Hundredvisebogen, trykt på det trykkeri i Ribe, som Vedel i mellemtiden havde fået bevilling til.
I Hundredvisebogen, der indeholder 102 viser, er hver vise forsynet med en lille indledning af Vedel selv, hvor han fx redegør for historiske data, kommer med et handlingsreferat eller med en moralsk vurdering. Vedel har selv digtet enkelte strofer til, hvor han syntes, at der manglede noget, fx handlingsovergange eller morale. I sin fortale til læserne – der kan betragtes som den første afhandling om folkeviser overhovedet – kommer Vedel med mange undskyldninger for sin udgivelse, bl.a. er viserne også udgivet for sprogets skyld."
Sophie af Mecklenburg (1557-1631)
"...var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588."
Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser."
Peder Pedersen Syv (1631-1702)
"... var en dansk sprogforsker, folklorist og præst."
"Hans udgave af Danske Viser (1695 og mange senere optryk) består af Anders Sørensen Vedels 100 viser, hvortil Syv føjede 100 andre, som han selv havde samlet; blandt disse findes også viser fra hans egen tid (L. Kocks Dannevirkevise m.m.) og oversættelser af nogle islandske kvad."
Karen Brahe (1657-1736)
" ... var en dansk adelsfrøken og bogsamler, der blev født på Næsbyholm ved Sorø. Anne Gøye grundlagde samlingen og testamenterede den til Karen Brahe, som videreudbyggede samlingen betydeligt."
"I 1681 arvede hun et bibliotek fra sin morfars søster, Anne Gøye (1609–81), der var datter af Henrik Giøe af Skørringe og Turebygård. Biblioteket indeholdt omkring 1000 trykte bøger og 100 manuskripter, og Brahe begyndte at udvide det."
"Der findes også litterære værker, som Anne Gøyes søster Anne Birgitte havde samlet. Blandt berømte bøger i biblioteket er balladesamlingen Karen Brahes Folio og Jens Billes visebog der er den næstældste samling af dansk poesi efter Hjertebogen; (...)"
Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872)
"... var en dansk forfatter, teolog, digter (særligt kendt som salmedigter), skolemand, præst, filosof, historiker, titulærbiskop, filolog, debattør og politiker. Han lægger navn til grundtvigianismen og var en af initiativtagerne til folkehøjskolen. Grundtvig er den hyppigst repræsenterede digter i Højskolesangbogen og Den Danske Salmebog og er en institution i dansk ånds- og samfundsliv."
"Det nationale lå Grundtvig på sinde. Han mente på linje med mange andre nationalromantikere, at der fandtes en særlig dansk folkeånd eller folkekarakter og ønskede gennem sine skrifter at opbygge en stærk dansk selvforståelse. Gennem sit forfatterskab ville han opruste og styrke danskerne, og han anså den rette "Aand" for et mindst lige så vigtigt nationalt våben som militær styrke.
Han udgav flere bøger med danske folkeviser og lagde grunden til interessen for dette emne hos hans søn Svend Grundtvig. Det lykkedes ham også at få nordisk mytologi gjort til folkeeje i Danmark gennem et omfattende arbejde, som han havde interesseret sig for siden begyndelsen af forfatterskabet."
Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883)
"... var en dansk litteratur- og folkemindeforsker og sprogvidenskabsmand"
"To år tidligere havde faderen erhvervet et håndskrift med folkeviser fra 1656, som i høj grad havde tiltrukket sig Grundtvigs opmærksomhed, da det indeholdt viser, som endnu ikke var udgivet, og opskrifter af de allerede bekendte viser, der afveg både i form og indhold fra de udgivne tekster. »Denne gamle Folkedigtning blev fra nu af Udgangs- og Midtpunktet for alle mine Studier og Interesser«, skriver Grundtvig senere (1877).
Han gjorde bekendtskab med folkeviserne fra England og blev slået ved disses lighed med de danske, og kun 18 år gammel debuterede han med et hæfte »Engelske og skotske Folkeviser fordanskede«, der efterfulgtes af tre andre (1842-46); her var de smukke digte gengivet i en vellykket, poetisk beåndet oversættelse, der var holdt i god visestil. Imidlertid havde Grundtvig ved at ledsage sin fader på dennes rejse til England 1843 haft lejlighed til at udvide sit kendskab til de engelsk-skotske ballader.
Efter sin hjemkomst slog han i »Dansk Folkeblad« (1843-44) til lyd for, at vore kæmpeviser blev udgivet på en bedre måde, og samtidig opfordrede han til, at man rundt om i landet optegnede sådanne viser, som endnu levede i folkemunde."
"I de nærmeste ti år efter felttogene kunne Grundtvig, der allerede under sin permission, medens våbnene hvilede i vinteren 1849-50, ihærdigt havde arbejdet på udgaven af kæmpeviserne, tage fat på denne med kraft. Det første bind sluttedes 1853, andet 1856, tredje 1862; derefter gik offentliggørelsen noget langsommere, og først efter Grundtvigs død udkom sidste hæfte af det store fjerde bind (1883), to hæfter af femte bind var udkommet 1877-78; bindet sluttedes 1890 ved Axel Olrik.
I dette store værk ligger Grundtvigs egentlige livsbedrift. Hans princip for udgivelsen var blevet gennemført og havde sejret. Han havde klart godtgjort, at en urtekst for viserne ikke lod sig give, idet allerede de ældste optegnelser afveg langt fra hinanden, og viserne i tidens løb havde fået store varianter og mange tilføjelser; en rekonstruktion af den oprindelige tekst måtte få et så stærkt subjektivt præg, at den ikke hørte hjemme i en udgave."
Evald Tang Kristensen (1843-1929)
"... var en dansk skolelærer og folkemindesamler."
"I 1888 fik han tildelt en understøttelse fra staten, der gjorde det muligt for ham at opgive skoleembedet for at arbejde med indsamlingen af folkeminder. I mere end 50 år indsamlede han viser, eventyr, sagn, beskrivelser, historier og levnedsbeskrivelser fra omkring 6500 meddelere, hovedsageligt i de fattige klasser. Det resulterede i mange bøger, som han selv finansierede og udgav i små oplag i en tid med begrænset interesse. Senere er de blevet en højt skattet kilde til viden om det 19. århundredes folkeliv."
"Evald Tang Kristensen gik for alvor i gang med at indsamle folkeminder, efter at han i 1866 var flyttet til Gjellerup ved Herning, hvor han havde fået ansættelse som lærer. Han begyndte på sine friaftener at vandre rundt i sognet, hvor han besøgte befolkningen og fik dem til at synge viser og fortælle sagn og eventyr. Efterhånden udstraktes indsamlingsturene til rejser af flere dages eller ugers varighed i hele Jylland. Kun sjældent foretog han indsamlingsrejser i det østlige Danmark, da han her ikke var fortrolig med de lokale dialekter.
Til gengæld fik han forbindelse til en lang række folkemindeinteresserede fra alle landets egne, som sendte materiale til ham. På den måde lykkedes det ham at indsamle i alt ca. 3000 viser med 1000 melodier, 2450 eventyr, mere end 15.000 sagn, talrige ordsprog, rim og gåder samt titusindvis af optegnelser om skik og dagligliv.
Evald Tang Kristensens egne håndskrevne feltoptegnelser er af en helt særlig kvalitet. Dels var han i stand til at skrive så hurtigt, at det ikke blev nødvendigt at afbryde folk midt i deres fortællinger og sange. Dels gjorde han sit yderste for at fange det jyske talesprog og søgte at gengive det mundtligt fremstillede så ”trohjertig” som muligt.
Han benyttede en egen udviklede forkortelsesteknik. Når han så efter sit feltarbejde atter var hjemme, renskrev han sine kladdehæfter og bearbejdede optegnelserne let, så de fremstod med den fulde ordlyd."
Kildevæld, Det Kongelige Bibliotek
Se også:
Danmarkshistorien.dk: Folkeviser på fonograf