VELKOMMEN TIL WWW.LINDORM.DK
SIDENS INDHOLD I SKRIVENDE STUND:
NYT: Velkommen til Lindormens folkevisesamling – en række kendte DgF-sange med lyd, noder, becifringer og tekst.
Der synges næppe så mange folkeviser i hjem og skoler som for 100 år siden, men de lever stadig i musikken, blandt andet gennem Trille, Frode Veddinge, Sorten Muld (Wiki), Virelai (Wiki), Myrkur (Wiki), Færd, Valravn, Phønix, Asynje (Wiki), Gny, ... Til disse kunstnere er viserne ført frem gennem folkemusikkredse som dem i Hogager og Broby, og der er endnu i dag en del skoleelever, som skriver opgaver om emnet.
Ebbe Skammelsøn (DgF 354) og Germand Gladensvend (DgF 33) findes faktisk på Kulturministeriets Kanonliste, foruden naturligvis nationalskjalden Kim Larsens gendigtning af DgF 539, Rige og fattige søster, på soloalbummet Værsgo', som udgør rosinen i oversigtens pølseende. Men derudover findes mindst et par håndfulde, som alle bør kende og kunne synge. Det kan dog være lidt svært at få overblik over tekster og ikke mindst noteret musik, og ofte savnes formidling om kilder og sammenhæng.
Derfor denne side, som bygger på et regneark, spækket med oplysninger!
Rygraden er samlingen Danmarks gamle Folkeviser – 539 prægtige viser ordnet i kategorierne ridder-, kæmpe-, trylle- og historiske viser, foruden underkategorier som skæmteviser. Regnearket, som udgør sidens kerne, er lånt fra Wikipedia, men er udbygget meget, især med henblik på musikken.
Alt er under tilblivelse og bliver løbende forbedret!
Vil du bidrage til projektet? - Velkommen! Se mere under OM.
RÆKKERNE:
Kæmpeviser: 1-32. DgF, første del, 1853.
Trylleviser: 33-114 (legendeviser 96-114). DgF, anden del, 1856.
Historiske viser: 115-182. DgF, tredje del, 1862.
Ridderviser: 183-539.
SØJLERNE:
DgF: Visens nummer i Danmarks gamle Folkeviser. Blå tal er aktive links, der fører direkte til visen i den del af DgF, som findes online.
TITEL: Visens titel. Derudover er der aktive links til kildemateriale (A, B, C, ...), som dog vel at mærke her kun refererer til rækkefølgen af kilderne på linket: Center for Sprogteknologi, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Endelig er der i denne søjle angivet omtrentligt årstal for optegnelse, ikke for visens handling eller tilblivelse.
NODER: Links til pdf- eller billedfil med node(r) og/eller MusicXML samt lydfil (MP3). Mange af viserne findes med flere melodier. Nye noder tilføjes løbende.
TEKST: Links til pdf-filer med visetekst og præsentation. Flere tekster er 'nyoversatte'. Selvstændig underside på vej!
MUSIK: Links til indspilninger af de enkelte viser. Se også selvstændig underside!
INFO: Links til supplerende oplysninger og baggrundsinformation. Synopser (angivet med "OBS! Note"). Se også selvstændig underside!
UDLAND: Parallelle eksempler fra udlandet. Selvstændig underside på vej!
TID: Angivelse af årstal for historiske hændelser. Selvstændig underside med tidslinje på vej!
STED: Link til kort med markør og information. Se også selvstændig underside med landkort!
TYPE: Noterne indeholder engelsk synopsis fra Types of the Scandinavian Medieval Ballad.
OBS!
Søjlernes emnefelt indeholder alle en skjult note med uddybning af indholdet. NB! Disse noter kan på PC kun ses ved at åbne regnearket i en ny, selvstændig fane, og det er bøvlet fra mobil eller tablet. Det samme gælder øvrige noter, som indikeres ved et indhak i cellens øverste højre hjørne, eventuelt "OBS, note!". I eksemplet nedenfor ses en synopsis foldet ud fra A 53 i søjlen TYPE:
SØGNING:
Du kan benytte din browser (Ctrl+F på PC, Command+F på Mac) til at søge i regnearket, for eksempel efter bandnavne eller titler, men det kan være en fordel at åbne det på en ny fane ved klik i rammens øverste højre hjørne ... eller klik & kik!