Rune Odgård Eyermann, der er formand for bestyrelsen i FDF Silkeborg 1. kreds, begrundede bl.a. indstillingen således:
Vi har dels mødt nogle børn, som er startet som medlemmer, men har måttet stoppe, fordi store
grupper af andre børn og meget varierende og ”fantasikrævende" aktiviteter har gjort det
uoverskueligt for dem at deltage og dels har vi også erfaret, at der findes børn i vores lokalområde,
som slet ikke er med i fritidsaktiviteter sammen med andre børn, men primært er derhjemme i selskab med en skærm.
Inger, Peder og Jonathan har derfor taget initiativ til at starte en særlig FDF gruppe for børn med
autismespektrum-forstyrrelser. Vi kalder det Frirums-FDF, inspireret af særligt én af FDFs værdier:
”FDF er et frirum fyldt med læring og dannelse, hvor der er plads til at være, helt enkelt være til. Her kan man prøve sig selv af og finde ud af, at man duer til noget.” Målsætningen for Frirums-FDF er at lave tilpassede aktiviteter, så også denne gruppe børn kan få gode oplevelser med fællesskab og naturoplevelser.
Gruppen ledes på forbilledlig vis af Jonathan, som er under uddannelse i Diakoni og socialpædagogik, samt to forældre til en dreng med autisme, Inger og Peder. Inger, Peder og Jonathan fortjener stor ros og anerkendelse for deres meget fine arbejde med netop denne gruppe børn.