Efter at man har lavet en beregning på en tabel, kan man ofte med fordel opstille et diagram. Diagrammet kan være en god måde at anskueliggøre en sammenhæng, en udvikling eller en ændring, som kan være sværere at opdage alene ved at se på tallene i tabellen.
Kort kan man altså sige, at et diagram eksempelvis kan:
Men det kræver, at man vælger det rigtige diagram. I det følgende skal vi derfor se på forskellige diagramtyper, hvordan man laver dem - og ikke mindst: hvad er de gode (og mindre gode) til at vise.
Et søjlediagram anvendes typisk som et procent-diagram, det vil sige et diagram udarbejdet ud fra en tabel, hvor man har omregnet tallene til procent.
Søjlediagrammet kan anvendes til at vise en fordeling, der til sammen giver 100 procent. Det kunne eksempelvis være partiernes andel af stemmerne ved et valg. Til højre er vist et eksempel med valgresultatet fra Folketingsvalget 2019.
Et søjlediagram kan også bruges til at vise en udvikling over tid. Til højre er vist udviklingen i valgdeltagelsen ved Folketingsvalg (til dette kunne også bruge et kurvediagram, se mere herom nedenfor). Diagrammet viser her tydeligt, at valgdeltagelsen svinger, samt at den har været faldende fra 2011-2019.
Endelig kan et søjlediagram bruges til at vise en forskel mellem to (eller flere) grupper, fx køn, aldersgrupper, socialklasser, uddannelseslængde, erhverv eller lignende. Til højre er vist et eksempel på valg af blok (rød eller blå) efter køn.
Et kurvediagram er godt til at vise en udvikling over tid. Dermed vil den oftest kunne bruges, når der er lavet en indeksberegning (men den kan også bruges i andre sammenhænge). Det kunne eksempelvis se ud som vist her til højre. Indeks-beregningen gør, at alle tre kurver starter i 100, og herefter ses forskellen i udviklingen.
Et cirkeldiagram består af en cirkel, som opdeles i områder, der svarer til de enkelte datas størrelse. Det bruges typisk, hvis data er en del af en samlet mængde. Tallene kan være både absolutte tal (rå tal) eller procenttal.
Til højre er vist et eksempel for det offentlige forbrug (den samlede mængde) fordelt på forskellige poster.
Uanset hvilken type af diagram man vælger, så er det vigtigt, at man får sat sit diagram pænt op. Det vil sige, at man skal huske korrekt overskrift til diagrammet, korrekte enheder, angive måleenhed og så videre.