Trimguide

Januar 2010

Trimguide

Læs om hvordan man kan optimere en Larsen 28 til kapsejlads

Vi har modtaget nedenstående trimguide fra Danmarks pt. hurtigste Larsen 28 sejler Henning Gudmand Hoyer, DEN 67, "Freja".

Hvordan får du din Larsen 28 til at sejle stærkt?

For at få en båd til at sejle hurtigt er det vigtigt at du fokuserer på alle elementer, der har indflydelse på både de fremaddrivende kræfter og modstandselementerne, der hæmmer bådens fremdrift. Jeg vil her prøve at lave en gennemgang, der i korte træk opsumerer hvad jeg selv har gjort og til stadighed prøver at optimere på.

  • Under vandlinien

  • Riggen

  • Dæks layout og ”snore”

  • Sejl

  • Besætning

  • Rorsmanden

Under vandlinien

Skroget skal være så glat som muligt, - det ved vi nok alle sammen, men udover det er der et par ting man skal være opmærksom på.

Rorlejerne skal i en konstruktion som på en Larsen 28 skiftes jævnligt. De slides, da det kører i to glidelejer, hvor stål ligger an mod plast. Jeg skifter mine hver 3-4 år, ellers bliver der for meget slør, der giver vibrationer og unøjagtig styring.

For at forbedre slippet fra køl og ror, kan man gøre bagkant af ror og køl flade. Dette giver nogle små hvirvler der forbedrer slippet. Det er samme effekt der opnås, når man sætter en hækspoiler på en bil.

Riggen

Min erfaring er, at masten (bolten) skal placeres i mastefodens tredje hak agter fra.

For at give den rigtige mastehældning skal forstagets længde være 9,99 meter, målt fra forstagets skæring af masten til oversiden af stævnbeslaget.

Overvanter skal stå temmelig tot, med den vantmåler jeg har, sætter jeg den til ca. 25% af brudstyrken. Det er selvfølgelig vigtigt at masten står lige i båden. Det kan kontrolleres med et stålmålebånd trukket til tops i storfaldet, og derefter måles der til hver side.

Undervanterne skal ikke sættes så hårdt, og spændingen skal også afstemmes med storsejlets mastekurve. Mine undervanter bliver sat til ca. 10% af brudstyrken. Her er det vigtigt at sigte op gennem hulkelen, for at sikre at masten ikke S-er eller falder ud til den ene side i toppen.

John Mast har skrevet en udmærket bog (Illustreret Sejl- & Rigtrim), der behandler dette emne i detaljer.

Dæks layout og ”snore”

Det første man skal sikre sig er, at faldklemmer, spil og blokke er i perfekt stand. Der er ikke noget værre end en faldklemme der glider, et spil der ikke kører eller en blok der driller.

Herudover er det er meget individuelt, hvordan den enkelte besætning synes, det er bedst. Det optimale er, hvis alle hal og trimliner er dubleret, så de kan betjenes både fra bagbord og styrbord. Det giver desværre en værre "ormegård", som kan være til besvær ved tursejlads.

Jeg har selv to spil på cockpitkarmen i hver side, hvilket jeg synes giver nogle fordele ved en hurtig spilersætning. 28eren er født med et hal til hækstaget, der sidder i den ene side. Dette er uhensigtsmæssigt, da det næsten er umuligt for rorsmanden at betjene dette i frisk vind, når det sidder i den læ side. Jeg har sat et hal i hver side, så det kan nås fra luv, men der kan selvfølgelig også laves andre løsninger.

Bakstagene har jeg ført frem, således at de betjenes af en gast på spillene på ruftaget. Selve spilaflasterne er placeret ved rorsmanden, der hermed betjener dem i vendingerne.

Sejl

Sejl er meget individuelt og afhænger af hvilken sejlmager, man har valgt. Afhængig af hvor meget man sejler og hvilken type dug sejlene er fremstillet af, har de en begrænset levetid, hvis man vil have den maximale fart ud af båden. Det er generelt sådan, at storsejlet og spiler holder længst, medens genuaen skal skiftes noget oftere.

Trimning af sejlene er en vigtig del af at pine det sidste fart ud af båden, og det er et meget komplekst emne at afdække. Jeg vil nøjes med at nævne et par generelle ting.

På kryds skal genuaen hales ind så den står nogle få cm fra salingen, under forudsætning af at skødepunktet er sat korrekt. Dette kontrolleres ved at alle ticklers skal følges ad på henholdsvis læ og luv siden af sejlet, når man luffer en smule op og falder af.

Storsejlet skal have et godt slip i kappen, jeg bruger selv hækstaget en del, og i løjt vejr skal løjgangen skødes en smugle til luv og skødet skal slækkes. I hårdt vejr er det vigtigt at der er en gast der hele tiden har fat i halet til løjgangen, for at slække i pustene og hive hjem i de løje perioder.

Bagstagene sætter jeg normalt temmelig hårdt, for at holde forstaget strakt. Spændingen skal selvfølgelig tilpasses vindstyrken.

Besætning

En af de vigtigste forudsætninger for amatører som os er, at have en sammensejlet besætning. Man kan købe det dyreste grej og optimere båden på alle tænkelige måder, men kan man ikke håndtere båden optimalt på banen eller spileren kommer op i det forkerte hjørne, kan man sjældent vinde en kapsejlads.

Man kan optimere besætningens formåen på flere måder, den ene er, at man roterer, så alle kan alle pladser. Den metode er god til distance baner, da specialisterne måske sover. Den anden er at specialisere sig i faste pladser, hvilket giver en fordel på korte baner.

Gasterne skal være selvkørende, det er ikke meningen at rorsmanden skal være igangsætter i alle trimændringer. Det ødelægger koncentrationen, og tager initiativet fra gasterne.

Rorsmanden

Rorsmanden skal primært koncentrere sig om at styre optimalt i forhold til vinden. Jo mere taktik man kan lægge ud til besætningen, des bedre styrer rorsmanden.

Rorpinden skal holdes så roligt som muligt, hver gang der gives udslag, bremses båden. Der kan selvfølgelig være situationer hvor søen er af en sådan beskaffenhed, at det er nødvendigt at styre efter denne.

Båden skal trimmes således, at rorpinden holdes så tæt på centerlinien af båden, som muligt. Der må gerne være tryk på roret, men det med centerlinien er vigtigt.

En Larsen 28 skal ikke sejles med mere end 15-20 graders krængning, ellers bliver den luvgerrig. Resultatet er større rorudslag, og det bremser båden.

God fornøjelse og god vind

Henning