Refleksion over landsholdets OL-præstation 

Denne tekst vil ikke genfortælle dramaerne fra Vaires-sur-Marne Nautical Stadium der udspillede sig i slutningen af juni og begyndelsen af august. Den vil heller ikke bruge lang tid på at forklare hvorfor hvert af de 4 danske rohold der deltog, endte hvor de gjorde efter konkurrencernes styrkeudmåling. Hvis du læser videre, vil du opleve en refleksionsrække over summen af indtryk og det mentale aftryk af sommerlegenes unikke og grandiose sportslige kulmination har efterladt i min bevidsthed. Emner jeg kommer omkring, er formatet af Danmarks Rocenter, om vilkårene for at lykkes på idrættens største scene og hvor jeg tolker fremtidens tendenserne, peger i retning af.

Siden det barske resultat fra VM 2023 i Beograd, hvor kun Sverri Nielsen (DSR) kvalificerede sig direkte til OL, har vi arbejdet ud fra en klargøringsplan hvor alle andre hold skulle stå skarpest muligt ved kvalifikationsregattaen i Lucerne i maj måned. Det var et mirakel at vi lykkedes med at kvalificere 3 hold ved denne lejlighed. Alle var påvirkede over at M4- og M2- desværre ikke kom gennem nåleøjet, men det der stjal fokusset, var det historiske faktum, at Danmark ville stille til start ved OL i Paris i samtlige enårsbåde for kvinder. Tænk sig, at vi for første gang siden 1992 skulle se en dansk otter i konkurrence ved et OL! - og for første gang nogensinde en kvindeotter. Det var en enorm heroisk indsats af alle omkring dette projekt.

Planen med dameotteren var i udgangspunktet først og fremmest et langsigtet arbejde med subeliten. Effekterne af arbejdet skulle gerne vise sig som et konkurrencedygtigt U23-landshold og en bruttogruppe frem mod 2028. Men fra første møde med atletgruppen, blev det italesat, at målet var et systematisk arbejde frem mod OL-kvalifikationsregattadeltagelse. En meget klar og tydeligt defineret opgave, men også en sportslig chance som tydeligt gav flammer i øjnene på atleterne. Der opstod en drøm og effekten var en udpræget grad af motivation for at få tingene til at lykkes.

I dette projekt var der ikke et begrænsende ”kun hvis” foran de ting som skulle leveres for at lykkes, hverken fra stab eller roere. DRC havde ikke sagt ”kun hvis du er indplaceret som dit eller datten kan I få lov at ro på holdet” eller fra atletsiden ”kun hvis jeg kan få dit eller dat er jeg villig til at…”. Der blev fremlagt en detaljeret sportslig plan af deres træner, opstillet en klar præmis og spurgt; vil I være med? Alting lykkedes fordi alle i udgangspunktet comittede sig til opgaven, og var indstillet på at levere hvad det krævede at nå målet og indfri drømmen. Denne tilgang viste mig en måde at skabe et dedikeret ejerskab for et projekt og da jeg på bagkant af kvalifikationen var meget optaget af at skabe lige så professionelle betingelser for otteren som for DRC’s satsningsbåde frem mod OL, registrerede jeg en ængstelse hos atleterne. De var nervøse for at skulle forlade deres entreprenante selvstændige udviklings-setup, og hvem ved, måske kvalte dette træk noget af den selvstændige og fandenivoldske ild holdet roede med i Lucerne? En eftertanke på otterens sæson er at Danmarks Rocenter, Talentcentrene og kraftcentrenes allerfineste rolle er at skabe en motiverende platform for udvikling af atleter på alle niveauer.

Danmarks Rocenters formål og ambition er at levere medaljer til Danmark. Så når vi heller ikke i denne sæson er lykkedes med dette, aftvinger det tid til en grundig selvransagelse. Jeg har det overordnede ansvar for at Danmarks Rocenter som institution sikre at landstrænernes arbejde med atleterne udfrier deres potentialer på det rigtige tidspunkt. Selvom vi rejste hjem fra Paris med en følelse af alle hold i mindst ét løb lykkedes at leve op til deres gennemsnitlige niveau, og mange atleter oplevede at de momentvis fik præsteret godt ud fra det de kunne på det pågældende tidspunkt, så er det bare ikke det Danmarks Rocenters arbejde handler om. Vi skal i højere grad kunne regne med at være bedst når det glæder. Det skylder vi atleterne og det skylder vi alle dem der bakker os op. Så hvorfor alle vores hold ikke stod det allerskarpeste de nogensinde har gjort i OL-ugen er noget der lige nu evalueres på. Det bliver et vilkår, at vi skal gå innovationsparate til opgaven med at etablere den fremtidige landsholdsgruppe. Ransagelsen af vores arbejde i DRC vil være et eftersyn af alle de parametre som betyder noget for farten i projekterne; træningsmetodernes effekt, de tekniske idealer vi stræber efter, træningsmiljøets indretning, ledelsens og organisatoriske forhold med betydning for udviklingsvilkårene og landstrænernes sportslige og pædagogiske praksis. Der vil i dette arbejde ikke findes noget som er fredet, og derfor er der heller ikke lige nu nogen garanti for hvordan kaproning i Danmarks Rocenter kommer til at se ud i 2025. Dette er også en konsekvens af vi ikke har levet op til vores resultatmålsætning i elitesamarbejde med Team Danmark. Lige nu er vi i en både hård og spændende forandringsfase, som kan blive meget afgørende for hvordan vi lykkes med at finde tilbage i verdenseliten.

Så ja, det er megaalvorligt og noget der kommer til at kræve rigtig meget af rigtig mange. Jeg er i selvransagelsesforlængelsen også nødt til at kommentere på nogle af de forhold som presser vores elitearbejde og evne til at levere medaljer ved OL. Vi har over en årrække set en vigende tendens i antal ungdomsroere som ønsker at ro kaproning. Min konklusion er at vi i overgangen mellem OL i Tokyo og olympiaden op mod Paris ikke har haft den nødvendige kritiske talentmasse. Det er også min analyse vi på nuværende tidspunkt ligger lidt for lavt på antal af elite roere i U23-klassen Derfor vil det også være nødvendigt at få sat orden og skik på de ikke-optimale dele af vores talentudvikling som de seneste år har hindret en god sammenhæng i karriereudviklingen for næste generation af roere. Men med en ungdom som ikke af sig selv går ned i den lokale roklub og spørger hvordan man kommer til OL, så vil jeg også gå enormt ambitiøst til opgaven at tilpasse vores rekrutteringssystem til de ungdomsgenerationer som skal udgøre landsholdet om 4-8 år.

En anden presbold, er vi har set en række lande stikke enormt meget af fra resten af feltet de seneste år. Med Holland i toppen af medaljetabellerne, efterfulgt af Storbritannien, Rumænien og New Zealand, findes der i dag lande som kan gøre sig i stort set alle bådklasser og helt oppe i toppen af feltet i dem alle sammen. Disse fire lande har tilsammen høstet 25 af de 41medaljesæt som er uddelt i Paris. Holland vinder 3 guldmedaljer i de kvindelige bådklasser! Alle fire nationer er ikke overraskende kendetegnet ved at have meget store budgetter. Øv, for det er nok det parameter som er mest utopisk at drømme om vi kan ændre fra den ene olympiade til den næste. Men det er også fire lande som har meget forskellige tilgang til tingene, både hvad angår roteknik og talentarbejde. Af det udleder jeg, at vi også med en særegen dansk model kan finde vej ind i medaljerne igen, for der er mange måder at ro stærkt på. Men kendetegnende for alle fire storvindende nationer er, at de arbejder ud fra en ensartet formel for hele landsholdet , atleterne har gode vilkår for at leve som nær- eller heltidsprofessionelle, de har mange træningslejrdage uden for kaproningssæsonen og de er dygtige til at integrere og tilknytte andet fagpersonale i deres sportslige arbejde.

At vi selvfølgelig aldrig skal drømme om at nå op på disse nationers økonomiske rammevilkår, er logisk. Vi er kendte for at kunne få rigtig meget ud af lidt og det er noget som jeg også ser som en styrke i den danske model, at atleterne sideløbende med deres roning udvikler sig på andre plan. Vi har bare også en lavpraktisk nedre grænse for hvad vi kan stille op af vilkår for en eliteatlet.

Vi har som amatørforbund brug for at vores træningslejrbudgetter og konkurrencebudgetter er store nok til at vi kan ro og forberede os lige så meget, eller mere, end vores konkurrenter. Vi skal kunne tilgå lige så meget og lige så effektiv og understøttende faglig sparring med fagpersoner/Team Danmark-eksperter som vores konkurrenter, og så skal vi have træningsfaciliteter i form af styrketræningslokaler og ergometerlokaler som ikke begrænser landstrænernes arbejde med store atletgrupper.

Jeg vil arbejde på at skabe opmærksomhed omkring vilkårene for de atleter som er dygtige nok til at kvalificere sig til OL. Det er uværdigt at man som olympisk deltager ikke kan betale sin husleje eller betale sin telefonregning. Og NEJ, det er ikke klynk. Hvis man skal levere de rejsedage og de træningstimer det kræver at gøre sig i international roning, så vil man i dagens uddannelsessystem i OL-året miste sin SU, og medmindre man er top 4 atlet i verden så modtager man ca. hvad der svarer til mellem en halv og en hel lærlingeløn i økonomisk kompensation. Denne problematik kan ikke løses af hverken Team Danmark eller Danmarks Rocenter, det er et forhold som vi i fællesskab må løfte op på et højere politisk niveau, så OL-atleter kan leve et værdigt liv og få økonomisk anerkendelse for det de præsterer. Indtil da må vi bestræbe os på at styrke vores atleters og forbundets fremtidige kommercielle værdi, så vi kan blive endnu mere eftertragtede for virksomheder at investere i. At dameottereventyret har givet så meget medieomtale som det har været tilfældet, og at mange virksomheder har været villige til at investere i deres eventyr, tegner godt for mulighederne for vores sport. Tænk at dansk roning har formået at løfte et olympisk otterprojekt selvstændig og med meget begrænset støtte fra Team Danmark. Det er fedt, og det er også sådan det i essensen er ment at skulle være. Dansk roning skal det meste af vejen kunne selv, og Team Danmark skal hjælpe topeliten med den nødvendige professionalisering, så vi bliver i stand til at ro fra Holland, New Zealand og alle de andre…

Den sidste refleksion i dette skriv skal være om den følelse af utrolig taknemmelighed som har manifesteret sig i mig over at have været budt med på rejsen mod 16 atleters drømmemål. OL er en formidabel global folkefest. Jeg er betaget af hvordan DFfR’s stab og roere formåede at navigere i dette. Det er mit håb at alle som har været med på rejsen har høstet et opbyggeligt og unikt livsminde. Det er stort og det er med garanti noget som I atleter vil mærke for altid, og noget som vil definere jer og kaste lys og stolthed på jeres familier! Men lige nu, som hvis en lidt for lille slange kom til at sluge en lidt for stor hjort… skal der gives tid til fordøjelse.

Med håbet om en lys fremtid for dansk kaproning

Thor Juul Kristensen