PIPELINE efter Odense Langdistance

Nyt om PIPELINE-konceptet efter
Odense Langdistance

Nu er PIPELINE-konceptet ca. et halv år henne i første gennemløb. De roere som blev udtaget til gruppen af damer og herrer har gennem vinteren været samlet over en række weekender og været på træningslejr i Frankring. Intentionen med PIPELINE at give et ekstra løft til de bedste U23'ere i deres bestræbelser på at opnå udtagelse til U23-VM. På sigt skal vi have opbygget en stamme af U23-landsholdsroere som vi retteligt kan forvente skal blande sig i toppen af A-finalerne ved VM. Samtid er det en øvelse i at dygtiggøre sig i at ro de bådtyper som der satses på i Danmarks Rocenter, så der skabes en glidende overgang til senior-roningen. 

Men selvom man ikke kvalificerer sig til PIPELINE i efteråret, har man mulighed for at vise sig frem ved dels Race Weekends og Odense Langdistance og udfordre ind projekterne, og selvom man har haft status af PIPELINE-roer gennem vinteraktiviteterne, er det ikke sikkert man ender på de hold der ror ved VM. PIPELINE er tænkt som BW2-, BW4-, BM2- og BM4-.

Status efter Odense Langdistance og resultaterne fra Race Weekend har medført der er fortaget ændringer i Pipeline grupperne.

 

Dame

På nuværende tidspunkt, hvor en stor del af damegruppen sidder i W8+-projektet og andre er i udlandet på skoleophold, vil der i den resterende del af gruppen ikke trænes mod opstilling til VM. Der etableres et træningssamarbejde med KCK, hvor Morten Tibian er træner og Mette Dyrlund er koordinator. Mette vil være ansvarlig for at formidle information til deres respektive klubber og roere.

Alt efter udfaldet af OL-kvalifikationsregattaen og status på de roere som vender hjem fra skoleophold i udlandet, kan der ske forandringer i satsningerne frem mod U23-VM.

 

Herre

På herresiden arbejdes der fortsat mod at stille til start i BM4-, men gruppen udviddes med yderligere to roere. Baseret på resultaterne fra Race Weekend og Odense langdistance er Hjalte Westeraa (Holstebro) og Patrick Klestrup (Holstebro) inviteret til at deltage. Der vil opsættes en selektionsproces for at vurdere hvilke fire roere der skal udgøre den endelige konstellation, mens de resterende roere vil træne i BM2- og BM4- op imod første-fireren. 

På den måde planlægges det at stille med to BM4- hold: Et A-hold med fokus på U23 VM-udtagelse og et B-hold med fokus på U23 EM-udtagelse. Ugerne op til U23 VM splittes B-holdet til 2 BM2- hvor den ene skal indgå som reserve for A-fireren til U23VM.

Efter U23-VM samles B-holdet igen med fokus på U23-EM.


Peter Holmquist fortsætter som hovedansvarlig for herregruppens træning. 

 

Ny evaluering

Efter Copenhagen Regattaen og FOPQR (19-21 maj) vil der tages bestik af hvilke muligheder der er for at danne andre U23-VM projekter og forstærkninger af eksisterende hold.