De røde markeringer fremhæver al nyttig viden om brugen af computer under eksamen.
Studentereksamen er en samlet eksamen, som omfatter mindst ti prøver, herunder én mundtlig prøve med udgangspunkt i dit studieretningsprojekt (SRP) og én skriftlig prøve i dansk på A-niveau. Mindst 3 eksaminer skal være skriftlige og mindst 3 mundtlige. I fag på A-niveau med mulig skriftlig eksamen skal du op enten skriftligt, mundtligt eller begge dele. Dog er skriftlig eksamen i dansk obligatorisk.
Efter 1.g kan der blive mundtlig eksamen i fag, der afsluttes. Det kan være naturvidenskabeligt fag på C-niveau, kunstnerisk fag på C-niveau, samfundsfag på C-niveau eller matematik på C-niveau.
Tages et af disse fag på et højere niveau på et senere trin, bortfalder en eventuel eksamen og erstattes af en anden, dog ikke nødvendigvis i samme fag, således at det samlede antal prøver er mindst 10 inklusiv SRP.
I 2.g kan der blive mundtlig og/eller skriftlig eksamen i afsluttende fag. Der tages højde for, at fag, der hæves i 3g, ikke udtrækkes til eksamen i 2g. Du skal samlet set have aflagt eksamen i mindst 3 fag efter 2g.
I 3.g skal du til skriftlig eksamen i dansk og til mundtlig eksamen i din SRP. De resterende eksamener udtrækkes tilfældigt.
Mundtlige eksamener
Mundtlige eksamener kan blive placeret imellem de skriftlige eksamensdage.
Eksamensplanen for alle offentliggøres i Lectio. Se de præcise datoer i den øverste bjælke i skemaet i Lectio. Efter offentliggørelsen vil din eksamensplan kunne ses direkte i dit skema og udskrives fra Lectio. Der kan løbende ske ændringer, og du er forpligtet til at holde øje med ændringer indtil 3 dage inden enhver af dine eksamensbegivenheder. Ved senere ændringer vil du få besked pr. telefon.
Mundtlige årsprøver
I 1.g er der mundtlige årsprøver for alle i PT 2 (DHO), alle matematik B-hold samt studieretningsfag på B-niveau (kemi, fysik, tysk, fransk og samfundsfag).
I 2.g er der mundtlige årsprøver for alle i PT 3 (SRO), alle matematik A-hold og evt. studieretningsfag på A-niveau.
Der kan desuden afholdes mundtlige årsprøver i andre ikke afsluttende fag både i 1.og 2.g.
Skriftlige eksamener
Du skal til skriftlig eksamen i mindst 3 fag med skriftlig eksamen. Alt efter hvornår du afslutter faget, kan dette være i 2g eller 3g.
I fag på A-niveau med mulig skriftlig eksamen skal du op enten skriftligt, mundtligt eller begge dele. Du skal dog under alle omstændigheder op i skriftlig dansk.
Skriftlige årsprøver
Efter 1.g aflægges skriftlig årsprøve i matematik A- eller B-niveau.
Efter 2.g aflægges skriftlig årsprøve i fag man har på A-niveau (undtagen historie).
Skriftlig eksamen
Efter 1hf skal du til eksamen i skriftlig matematik C. Efter 2hf skal du til skriftlig eksamen i dansk, engelsk og i de valgfag, der efter bekendtgørelsen har skriftlig eksamen. Derudover skal du skrive en Større Skriftlig Opgave (SSO) i foråret i 2.hf.
Mundtlig eksamen
Der er mindst én eksamen efter hvert semester:
Efter 1. semester (1.HF) skal du i december til eksamen i dit kunstneriske fag eller idræt.
Efter 2. semester (1.HF) skal du allerede i maj til den flerfaglige prøve i den naturvidenskabelige faggruppe (NF). I eksamensperioden er der desuden en særfaglig eksamen i et af fagene i NF (biologi, kemi el. geografi), som udtrækkes. Du skal også til skriftlig eksamen i matematik C.
Efter 3. semester (2.HF) skal du i december til en tværfaglig eksamen i kultur- og samfundsfagsgruppen (KS). Til januar skal du derefter til eksamen i et af fagene i KS (historie, samfundsfag eller religion), som udtrækkes.
Efter 4. semester (2.HF) skal du til eksamen i dansk A, engelsk B, samt i dine fagpakkefag og dine valgfag.
Vintereksamen offentliggørelsen i starten af december i Lectio, mens sommerens eksamensplan offentliggøres i starten af maj også i Lectio.
Din eksamensplan vil kunne ses i og udskrives fra Lectio. Der kan løbende ske ændringer, og du er forpligtet til at holde øje med ændringer indtil 3 dage inden enhver af dine eksamensbegivenheder. Ved senere ændringer vil du få direkte besked.
De skriftlige prøver ligger umiddelbart efter sidste skoledag undtagen terminsprøverne. Datoerne for de skriftlige prøver kan du se i Lectio. Hvis der er nogle af de skriftlige fag, du er nødt til at repetere ekstra grundigt, kan det måske være nødvendigt at starte allerede før læseferien begynder.
Til skriftlig eksamen er opgaverne ens over hele landet og udleveres via Netprøver.dk, og derfor skal alle elever i landet aflægge prøve i samme fag på præcis samme tidspunkt.
Til terminsprøver og årsprøver udleveres opgaverne på forsiden af Lectio.
Kommer du for sent, skal du henvende dig på kontoret. Rektor vil så vurdere, om grunden til forsinkelsen er rimelig, og at det er udelukket, at du kan have fået oplysninger om opgaven. Rektor beslutter herefter, om du får lov til at gennemføre prøven, eller om du skal bortvises fra den pågældende eksamen.
Du kan læse om reglerne for skriftlig eksamen her: Computerregler - skriftlig eksamen , herunder hvilke hjælpemidler, der er tilladt.
Generelt er det til alle eksaminer et krav, at du slår notifikationsdeling og delingstjenester fra: Slå delingstjenester og notifikationer fra
Her kan du også læse om ExamCookie, der er et monitoreringsprogram, som du skal have installeret før eksamen og termins- og årsprøver. Vi bruger det ikke i 1.g. EXAM-cookie .
Programmet OneNote må bruges, hvis det er off-line. Se her hvordan: Brug af OneNote til eksamen
Nedenfor er der en oversigt over særlige regler i forbindelse med eksamen for ordblinde. Skriv til Anne Sofie (AL) i Lectio, hvis du har flere spørgsmål.
Ekstra tid
Når du har fået tildelt en it-rygsæk eller særlige programmer for ordblinde, har du også automatisk fået tildelt ekstra tid til eksamen. Du har:
1 time ekstra til alle skriftlige eksaminer
Dobbelt forberedelsestid til mundtlige eksaminer med ½ times forberedelse eller derunder.
½ times ekstra forberedelse til mundtlig dansk (totalt 1½ times forberedelse).
Du har IKKE ekstra tid til prøver med 24 timers forberedelse.
Du har ekstra tid ved større skriftlige opgaver.
HO, DHO og SRO = 1 døgn ekstra
SSO og SRP = 2 døgn efter
Særlige forhold
Når du bruger it-rygsæk, gælder der særlige regler for dig til eksamen.
Du må (naturligvis) gerne bruge hovedtelefoner under hele eksamen.
Du må til hver en tid bruge oplæsning og ordforslag på computeren– også til opgaver, der ellers er uden hjælpemidler. Dvs, at du fx må bruge din computer i forbindelse med delprøver uden hjælpemidler.
Det er dog et krav at:
Stavekontrol og grammatikkontrol skal slås fra, hvis prøven er uden hjælpemidler. Du må naturligvis heller ikke bruge matematikprogrammer, hvis prøven er uden hjælpemidler.
Det er en rigtigt god ide at tjekke eksamensplanen så snart den kommer. Kontroller, at du har fået tildelt ekstra tid. Hvis du bliver usikker eller finder en fejl i planen, så kontakt straks administrationen.
Skriv til Anne Sofie (AL) i Lectio, hvis du har spørgsmål.
Det er ikke tilladt at ændre på eksamensplanen, hverken ved aftaler elever indbyrdes eller aftaler mellem lærer og elev. Det er alene rektor eller vicerektor, der kan give lov til ændringer i den fastsatte plan.
OBS! Mødetidspunkt: Du skal møde 30 min. før eget tidspunkt. Det er dit eget ansvar at holde øje med evt. ændringer i Lectio.
På eksamensdagen er det kun tilladt for 2 elever at vente uden for eksamenslokalet, og højrøstet tale er selvfølgelig forbudt. Andre elever kan vente på trappeafsatser, i kantinen eller nede i gården.
Eksamensformen er forskellig fra fag til fag. Dine faglærere har orienteret om, hvordan eksamen foregår i netop deres fag. Sørg for at skaffe dig oplysning om, hvor lang forberedelsestid og eksaminationstid, der er beregnet til hvert fag.
Vær særlig opmærksom på eksamener med trækning af spørgsmål en dag før selve eksaminationen. Sørg for at disse dage er afsat til forberedelse af eksamen.
Eksamensspørgsmålene skal tilsammen være dækkende for hele det opgivne pensum. Spørgsmålene tildeles ved lodtrækning. Du må stille forståelsesspørgsmål til eksamensspørgsmålet før forberedelsen, så spørg hvis du ikke er helt sikker på, hvordan spørgsmålet skal forstås. Du spilder din forberedelsestid, hvis du er usikker på fortolkningen af spørgsmålet.
Din lærer skal sørge for, at der er notatpapir samt eventuelle apparater i forberedelseslokalet. Du har selv ansvaret for at medbringe bøger, udleverede kopier, opgaver, journaler, noter og lommeregner afhængig af, hvad der skal bruges i det pågældende fag. Spørg den enkelte faglærer, hvilke materialer I selv forventes at medbringe. Det er tilladt at medbringe materialet både i forberedelsen og i eksaminationen. Du må gerne medbringe PC i forberedelseslokalet. Se i øvrigt Computerregler - mundtlig eksamen
Brug forberedelsestiden til bl.a. at lave en disposition for din besvarelse af det udleverede spørgsmål. Dispositionen skal være klar og overskuelig, så du kan lade øjnene falde på den ved eksamensbordet. Tætbeskrevne sider kan du ikke finde rundt i, og højtlæsning af noterne tæller ikke positivt i bedømmelsen. Skriv derfor dine notater i stikordsform. Eksaminator og censor har ret til at se din disposition.
Eksamen er offentlig, dvs. alle må høre på. Det giver dig mulighed for at tage en kammerat med ind til eksaminationen. Hvis du helst vil være fri for, at nogen hører på, er det almindeligt, at eventuelle tilhørere forlader lokalet, når man beder om det.
Det er din lærer, der eksaminerer dig - læreren er eksaminator; censor kan dog også stille dig spørgsmål.
Der gives karakter efter hver enkelt eksamination.
Prøv at få et overblik over, hvor dine "huller" er, og hvilket stof der kunne trænge til en ekstra opfriskning. Læg derefter en realistisk plan for, hvad du vil nå de enkelte dage. Lad være med at læse til sidste sekund - foretag dig også noget adspredende. Det fremmer overblikket.
Du kan lave et repetitionsskema ud fra dine fags undervisningsbeskrivelser, som ligger under dit holds studieplan i Lectio. Det gælder også her om at være realistisk i din vurdering af, hvad du kan nå.
Begynd hver dag med at gennemse det, du har læst dagen i forvejen. Så får du en fornemmelse af, hvilken sammenhæng stoffet indgår i.
Læs stoffet grundigt første gang. Det hjælper ikke at skøjte tingene igennem 3-4 gange. Du skal arbejde med stoffet. Det gøres bedst ved at lave noter eller regne konkrete opgaver. Det absolut bedste er at lave sammendrag eller oversigter - det tager dog også meget tid. Til gengæld må du i de fleste fag medbringe noter til forberedelsestiden ved selve eksamenen. Hvis du har mulighed for det, er det en god ide at lave anden repetition som f.eks. en læsning af dine noter. Det kan være nyttigt at supplere sin viden ud over lærebogens med f.eks. opslag i leksikon og supplerende litteratur.
Det kan også være en god ide at aftale møder med et par klassekammerater. Her kan I fremlægge stoffet for hinanden, lave eksamensspørgsmål og besvare dem, eller læse op på fremmedsprog for hinanden.
Hvis du bliver syg før en skriftlig eller mundtlig prøve, skal du senest kl. 8.00 om morgenen, den dag hvor prøven afholdes, give kontoret besked (telefon: 48 20 10 40). Sygdommen skal dokumenteres ved en lægeattest, som du selv betaler. Får kontoret ikke besked inden prøven, regnes du for udeblevet fra eksamen.
Hvis du begynder en skriftlig eller mundtlig eksamen trods sygdom, har du ikke ret til sygeeksamen. Den skriftlige eksamen er begyndt, når uddelingen af opgaver er påbegyndt; en mundtlig eksamen er begyndt, når spørgsmålet er trukket. Herefter vurderes din præstation efter den gældende karakterskala.
Hvis du udebliver fra eksamen, uden at der er tale om lægedokumenteret sygdom, har du afbrudt dit studieforløb, og du vil blive udmeldt af skolen.
Udeblivelse fra terminsprøver/årsprøver kan medføre, at man ikke oprykkes til næste klasse. Begrundelsen for udeblivelsen til en eksamen/terminsprøve/årsprøve skal skriftligt meddeles rektor, som afgør det videre forløb. Ved sygdom forlanges lægeattest, som man selv skal betale. Foreligger der ikke en gyldig begrundelse for udeblivelsen, udmeldes man.
Hvis du bliver syg i eksamensperioden og derfor ikke kan komme til eksamen i et eller flere fag, skal du i stedet deltage i sygeeksamen. Alle skriftlige sygeeksamensprøver afholdes i august/september. På samme måde som ved den ordinære skriftlige eksamen foregår prøverne i de forskellige fag på samme tidspunkt over hele landet, idet der nu er udarbejdet helt nye opgaver, der skal bruges over hele landet. Du kan altså ikke selv bestemme eksamensdagen.
De mundtlige sygeeksaminer afholdes som regel også i august/september, men undtagelsesvist kan de blive lagt inden for den almindelige eksamensperiode. Sker det for dig, skal du være opmærksom på, at du ikke har pligt til at gå til mere end en prøve om dagen. Der afholdes sygeeksamen efter de samme regler som almindelig eksamen, og den omfatter alle de prøver, som du ikke fik taget ved den almindelige eksamen.
Ovenstående regler om sygeeksamen gælder også til årsprøver og terminsprøver.
For alle prøver gælder, at besvarelsen skal være elevens egen og selvstændige besvarelse. Brug af hjælpemidler, der hindrer dette, er ikke tilladt. Ved snyd forstås aflevering af opgaver udarbejdet af andre end eleven selv, afskrivning af længere passager fra andre kilder uden tydelig henvisning til kilden eller hjælp til snyd eller anvendelse af hjælpemidler (bøger, software, ikke godkendte netbaserede programmer, AI- baserede værktøjer som fx ChatGPT etc.) og kommunikation med omverdenen. Se i øvrigt undervisningsministeriets information om snyd ved prøver.
Følgende sanktioner iværksættes ved snyd:
Snyd ved skriftlig studentereksamen kan medføre bortvisning eller tildeling af karakteren -3 (minus tre). Ved bortvisning kommer eleven til omeksamen ved efterfølgende ordinære eksamenstermin, hvilket er december-januar eller maj-juni den efterfølgende termin. I alle tilfælde kan eleven gå til eksamen på normale vilkår i alle andre fag; men et eksamensbevis kan først udstedes, når omeksamen er gennemført med en karakter.
Snyd ved skriftlige terminsprøver og årsprøver medfører, at besvarelsen vurderes med karakteren -3. Karakteren -3 indgår i vurderingen af elevens skriftlige standpunkt i det pågældende fag ved afslutningen af skoleåret, dvs. karakteren indgår i fastlæggelsen af årskarakteren.
Vær desuden opmærksom på, at stærke indikationer på snyd kan være nok til at træffe afgørelse om snyd, også selvom eleven ikke indrømmer det.
Hvis du ikke bliver indstillet af skolen til eksamen på normale vilkår, kan du komme til at gå til eksamen i alle afsluttende fag. Dette indebærer, at du skal til prøve i alle fag, der afsluttes efter det pågældende trin. Desuden får du ingen årskarakter for skoleåret, da det kun er eksamenskarakterer, der tæller.
Eksamensresultatet er et gennemsnit af samtlige opnåede karakterer.
De skriftlige opgaver bliver straks efter de enkelte prøver sendt til to censorer, der hver for sig vurderer dem. Medio juni mødes alle skriftlige censorer, hvor de bliver enige om karaktererne. Censorerne skriver karakteren ind i Netprøver, hvorefter skolen offentliggør dem hurtigst muligt.
Efter modtagelsen af karaktererne har du 14 dages klagefrist dog senest 1. juli. Rektor vil tage stilling til om klagen skal fremmes eller afvises. (Se også under ”Klager”).
Efter translokationen er det muligt at få udleveret dine skriftlige besvarelser. Skolens kontor holder åbent mandag, tirsdag og onsdag (til kl. 12.00) i første uge af sommerferien.
For at bestå en stx-eksamen skal du have mindst 02 ifølge 12-skalaen i det vægtede gennemsnit af karaktererne opnået ved eksamen.
Hvis du dumper til studentereksamen, kan du bede rektor om tilladelse til at gå om. Du skal snakke med ham umiddelbart efter, at du har fået at vide, at du er dumpet - dog senest 1. juli.
Læs mere om klager her
Når du bliver student, får du til translokationen overrakt dit eksamensbevis. Du kan aldrig få et nyt eksamensbevis, men hvis du mister dit eksamensbevis, kan du få lavet en afskrift. Det koster 200 kr.