Ønsker man at klage over en afsluttende standpunktskarakter eller prøve (mundtlig eller skriftlig), skal det ske skriftligt. Klagen skal stiles til rektor Anders Krogsøe, men sendes/afleveres til Emilie Lundsgaard: eml@fgc4.dk. Klagefristen er to uger efter, at bedømmelsen er givet.
Det er meget vigtigt, at klagen er begrundet. Klager man over en karakter, skal man argumentere for, hvorfor man mener at have opfyldt målene i fagets bekendtgørelse på et andet niveau, end det bedømmelsen udsiger (jf. den enkelte karakters definition).
Klager man over eksaminationsgrundlaget eller prøveforløbet skal man nøje angive de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for klagen.
Rektor afgør, om klagen skal fremmes eller afvises som åbenbar grundløs. Det vil sige, om klagen skal undersøges yderligere, eller om der ikke er grundlag nok for det. Rektors afgørelse skal også være skriftlig. Afgør rektor, at klagen skal undersøges yderligere, kan det enten resultere i:
1) tilbud om ny bedømmelse (ombedømmelse), dog ikke ved mundtlige prøver,
2) tilbud om ny prøve (omprøve), eller
3) at klageren ikke får medhold i klagen.
Såvel ombedømmelse som omprøve kan resultere i en lavere karakter (med mindre omprøven tilbyde som følge af 'fejl og mangler').
Den eksaminand, der har klaget, beslutter selv, om vedkommende beslutter at tage imod tilbuddet om ombedømmelse eller omprøve.
Fordi en afsluttende standpunktskarakter er endelig og rummer mulighed for at klage, er læreren ikke forpligtet på at begrunde eller diskutere bedømmelsen.