Til prøven deltager begge dine to lærere. Der er til prøven afsat 20 min. samlet. Det er ikke lang tid, og betyder at I skal sørge for at være godt forberedt for at sikre jer at I kan komme omkring hele projektet, og dets mest interessante elementer.
Prøven kommer til at forløbe således:
Du kommer ind med en præsentation klar på jeres computer. Computeren stilles så vi alle kan se med. Det er tilladt at medbringe andet materiale (eks. egne noter, print af relevante modeller, diagrammer o.l).
I de næste 5-7 minutter er det dig der har bolden. Her skal du præsentere projektet kort og præcist. Kom eksempelvis ind på hvilken opg./case/problemformulering du har valgt at løse, hvilken metode du har anvendt, hvilke resultater du har fået, og hvordan du har brugt disse resultater til at besvare din problemformulering. Se evt. bedømmelseskriterierne nederst på siden.
Herefter vil prøven udfolde sig som en faglig samtale om dit projekt. Her vil vi uddybende og opklarende spørgsmål til projektet, din rapport og din arbejdsmetode. (5-7 min).
Efter ca. 15 minutter samlet, vil du blive bedt om at tage alle dine ting med dig ud af lokalet, og vi vil herefter votere os frem til en samlet karakter. (2-3 min).
Til slut vil du blive kaldt ind og få din karakter. Normalt vil denne være summativ - det vil sige at der ikke vil være nogen form for begrundelse/feedback på hvad du kan gøre bedre en anden gang, men da formålet med denne prøve blandt andet er at træne dig til SOP eksamen, vil vi give lidt (kort) feedback hvis tiden er til det. Er den ikke må du nøjes med karakteren...
Vær meget opmærksom på at tiden til sådan en prøve går rigtig rigtig hurtigt, og at det derfor er super vigtigt at du kommer forberedt med en god præsentation. Det er også en rigtig god ide at træne denne præsentation hjemme, sådan at du kan nå at sige alt det der er vigtigt i løbet af de 5-7 minutter!
Karakteren for SRC'en kommer ikke til at stå på dit eksamensbevis, men vil indgå i din standpunkt/årskarakter!
Da SRC'en evalueres fremadrettet med henblik på SOP'en, er bedømmelseskriterierne de samme som til SOP'en - dog med hensyntagen til de reducerede skriftlige krav til SRC'en.
Ved den skriftlige opgavebesvarelse lægges vægt på:
i hvor høj grad opgaveformuleringen er besvaret
undersøgelse og analyse af projektets problemstilling
relevant udvælgelse, kombination og anvendelse af viden og metoder fra de indgående fag
kombination af empiri og teori i behandling af problemstillingen
faglig dybde og perspektiv
projektarbejdets planlægning og begrundelser for faglige og metodiske valg
beherskelse af fremstillingsformen i en faglig skriftlig opgavebesvarelse.
Ved den mundtlige eksamination lægges vægt på:
den mundtlige præsentation af projektet og dets vigtigste konklusioner
faglig dybde og selvstændighed i den faglige dialog om projektet
forståelse af de indgående fags og faglige metoders muligheder og begrænsninger i forhold til arbejdet med den valgte problemstilling, og overvejelser om kvaliteten af den opnåede viden
refleksion over de anvendte studiemetoder i forhold til gennemførelse af det konkrete projektforløb.
Der gives én karakter på grundlag af en helhedsvurdering af eksaminandens præstation, som omfatter den skriftlige opgavebesvarelse og den mundtlige eksamination.