Boldspil, teambuilding og projektledelse

Modulets omfang:

10 ECTS-point.

Modulets placering i uddannelsen:

Det valgfrie kompetenceområde i specialiseringen.

Modulets kompetencemål:

  • Du kan igangsætte, gennemføre og lede sundhedsfremmende og bevægelsesmæssige aktiviteter og udviklingsprocesser, der understøtter menneskers sundhed, livskvalitet og trivsel og motiverer til kropslig udfoldelse.

Modulets læringsmål:

Det er målet, at du gennem integration af praksiserfaring og teoretisk viden har opnået indsigt i:

  • De personlige og sociale udviklingsmuligheder ved brug af boldspil
  • Læring i praksisfællesskaber
  • Tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af et pædagogisk projekt inden for boldspil med en udvalgt brugergruppe
  • Formidling af viden om fysiske aktiviteters inkluderende muligheder.

Ved modulets afslutning har du opnået færdigheder i at udvikle, argumentere, planlægge og skabe læringsmiljøer med fokus på teamprocesser, boldspil og pædagogisk ledelse, og du er i stand til at foretage refleksioner over begreber, metoder, teori og empiri i relation til egen faglig og pædagogisk erfaring.

Modulets indhold:

Modulet bygger videre på den viden og erfaring, du har opnået inden for 'Sundhedsfremme og bevægelse' på grundfagligheden.

Undervisningen foregår som en vekselvirkning mellem teori og praksis, hvilket ligeledes er afsættet for den afsluttende prøve.

Med bolden i centrum skal du opnå indsigt, viden og erfaring med boldspillets muligheder i pædagogisk praksis. Fra kommunikation til de kropslige og sociale læreprocesser til rollen som styrmand og leder af et team.

Du vil i modulet beskæftige dig med:

  • Boldspillets fysiske, psykiske, sociale, kognitive og kulturelle transferværdier
  • Projektledelse, styringsredskaber og ledelsesformer
  • Teamudvikling og inklusion i praksis
  • Sociale og sproglige konstruktioner samt kroppe i praksisfællesskaber
  • Forskning indenfor feltet.

Modulets evaluering:

Modulets indhold, tilrettelæggelse samt din egen læring evalueres i slutningen af modulet. Dit læringsudbytte evalueres ved den efterfølgende prøve i kompetenceområdet.