Læseguide

Studieordningen er målrettet vores studerende

Vi har skrevet studieordningen direkte til vores studerende. Derfor kan "du" læses som "den studerende" - en vigtig information for undervisere, censorer og andre læsere af studieordningen.

Studieordningen er underlagt en række bekendtgørelser

Under "hjemmel" og på ABSALONs hjemmeside kan læseren orientere sig i de bekendtgørelser, denne studieordning er underlagt. Vi har forsøgt at undgå et meget juridisk sprog, og henviser ikke eksplicit til paragraffer, men har konsekvent valgt formuleringer, der respekterer gældende bekendtgørelser og overholder alle juridiske krav til studieordningen.

Studieordningen er sammensat af institutionelle og nationale moduler og -prøver

Dele af studieordningen er formuleret på sektorniveau. Det gælder følgende elementer:

  1. Afsluttende prøver i Fællesdelen
  2. Udprøvning af specialiseringsdelens obligatoriske dele
  3. Krav til udformning af professionsbachelorprojektet
  4. Kriterier for adgang til de tre specialiseringer

Studieordningens nationale del kan tilgås her: http://paedagoguddannelsenet.dk. Vi har indsat nationale moduler og prøver i den institutionelle studieordning som VEJLEDENDE tekster tilpasset studieordningens formidlingsprincipper. Det vil tydeligt fremgå under den enkelte modul- eller prøvebeskrivelse om beskrivelsen er en vejledende tekst baseret på den nationale studieordning. I så fald kan den juridiske bindende tekst læses på http://paedagoguddannelsenet.dk.