kemikaliefri Varroa behandling

Varroa

Varroa-miden er en parasit som bl.a. lever på honningbier, hvor den ernærer sig af blod fra både voksne bier og bi-yngel. Udover den skade og svækkelse denne parasittering medfører, er miden også bærer af forskellige vira som kan angribe bierne. Varroa kom til Danmark i 1980´erne og er en af de største trusler mod bierne, og er en af hovedårsagerne til at der næsten ikke findes vilde honningbier mere.

Bekæmpelse

Varroamiden kan bekæmpes på flere måder.

Dels kan mængden af mider nedbringes med mekanisk fjernelse af droneyngel, hvor dele af yngeltavlerne skæres væk på skift.

Der kan også behandles med kemiske stoffer som findes i biernes naturlige miljø. Herunder Myresyre, Mælkesyre og Oxalsyre.

Varmebehandling

For at undgå kemisk varroabehandling, benytter jeg varmebehandling, hvor stadet lukkes og der blæses varm luft ind så temperaturen kommer op på mellem 42-44 grader i 4 timer. Derved dør alle varroamider mens bierne overlever uden at være beskadiget af varmen. Bierne begynder først at tage skade ved over 45 grader. Æg og åben yngel tager dog skade, eller dør under varmebehandlingen, hvilket påvirker udvikling i antallet af  bier og dermed mængden af honning, men det er taget med i mine overvejelser.

Enzymerne i honningen kan dog begynde at blive beskadiget allerede fra 40 grader, hvorfor jeg undgår behandling i den periode bierne samler ind til den honning jeg senere vil høste. Jeg forventer ikke at kunne blive fundstændig varroa-fri, men at kunne holde midetrykket nede på et kontrollerbart niveau, hvor flest mulige af mine bier er sunde og raske.