Bankoaften hver tirsdag dørene åbnes fra Kl 17:00
§1
Selskabet Skæring Forsamlingshus har hjemsted i Skæring By.
§2
Selskabets formål er at bevare, og eventuelt udbygge det eksisterende Skæring Forsamlingshus, samt at virke for udnyttelse af forsamlingshusets lokaler til møder, fester, private sammenkomster og andre almennyttige arrangementer.
§3
Selskabets indtægter skal, når alle udgifter er afholdt, alene anvendes til gennemførelse af selskabets formål, som er anført i §2.
Det skal dog være tilladt at foretage passende henlæggelser.
Krav mod Selskabet Skæring Forsamlingshus haves alene mod selskabets formue.
§4
Der afholdes en ordinær generalforsamling hvert år i februar måned.
Første gang februar 1994.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsens flertal ønsker det, eller når 1/3 af selskabets medlemmer indgiver skriftlig begæring herom til formanden.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes uden unødvendig opsættelse.
Indvarsling til alle generalforsamlinger sker mindst 14 dage forud, ved udsendelse af mail indeholdende indkaldelse og forslag til dagsorden, til medlemmerne.
Indkaldelse ophænges samtidig i udhængsskab på Skæring Forsamlingshus.
§5
Generalforsamlingen er højeste myndighed.
Den tager bestemmelse om selskabets vigtigste anliggender, vælger sin bestyrelse samt 2 revisorer og suppleanter.
§6
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen.
I lige år vælges formand og 2 bestyrelsesmedlemmer.
Det er formanden der tegner Selskaber Skæring Forsamlingshus.
I ulige år vælges kasserer og 1 bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen består desuden af 1 medlem til varetagelse af udlejning, fremvisning og optælling efter udlejning af forsamlingshuset.
Medlem af bestyrelsen til varetagelse af udlejning m.m. vælges for et år ad gangen.
Der er mulighed for at hvervet med udlejning m.m. varetages af 1 fra den øvrige del af bestyrelsen. I det tilfælde nedsættes antallet af medlemmer af bestyrelsen med 1.
Revisorer vælges ligeledes for 2 år ad gangen på skift i lige/ulige år.
Suppleanter vælges for 1 år ad gangen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv på øvrige poster på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
§7
Alle der ønsker det, og vil støtte op om §2, kan blive medlem af Selskabet Skæring Forsamlingshus.
Det årlige kontingent fastsættes af generalforsamlingen, medlemsskabet er personligt.
Medlemsperiode følger kalenderåret.
Hvert medlem har på generalforsamlingen en stemme, der kan ikke stemmes med fuldmagt.
§8
Regnskabet afsluttes til hvert års 31. december. Bestyrelsen forelægger det reviderede regnskab på den ordinære generalforsamling.
§9
Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer.
Skriftlig afstemning afholdes hvis ¼ af de fremmødte anmoder dirigenten herom.
Personvalg afgøres ved simpelt flertal, ved stemmelighed foretages der lodtrækning mellem kandidaterne. Skriftlig afstemning afholdes, hvis der er flere opstillede kandidater end pladser på valg.
Øvrige afstemninger afgøres med simpelt flertal, skriftlig afstemning afholdes hvis ¼ af de fremmødte anmoder dirigenten herom. Stemmelighed betyder forkastelse.
§10
Forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt foreligge hos formanden senest 8 dage før afholdelse af generalforsamlingen.
§11
Lejer af forsamlingshuset er ansvarlig, over for Selskabet Skæring Forsamlingshus, for at sammenkomsten gennemføres i god orden.
Lejer skal erstatte alle beskadigelser på bygning og inventar, som er foranlediget ved sammenkomsten.
§12
Bestyrelsen kan oprette underudvalg, til at varetage opgaver på vegne af bestyrelsen.
§13
Opløsning af Selskabet Skæring Forsamlingshus, kan kun ske ved vedtagelse herom, på to på hinanden følgende ordinære generalforsamlinger.
Vedtagelse af opløsning af Selskabet Skæring Forsamlingshus skal ske med 2/3 flertal af medlemmerne.
Afstemningen skal foregå skriftligt.
Ved selskabets opløsning skal selskabets formue anvendes til almennyttige formål.
I særdeleshed indenfor lokalområdet, den tidligere Hjortshøj – Egå kommune.
Enhver lejer af Skæring Forsamlingshus har ansvar for, at reglerne for brug og aflevering af forsamlingshuset, følges.
Der må max. være 100 personer i lukket selskab i forsamlingshuset, medmindre andet er aftalt med bestyrelsen.
Der må ikke opkræves entre til arrangementer i Skæring Forsamlingshus uden forudgående godkendelse af bestyrelsen.
Det er ikke tilladt at afholde ungdomsfester i Skæring Forsamlingshus.
En udlejning er (hvis intet andet er aftalt) fra kl. 12:00 til kl. 10:00 den efterfølgende dag.
I udlejningen er ikke indbefattet håndklæder, viskestykker, sæbe, toiletpapir og lignende.
Til sikkerhed for småskader og mangler eller ekstraordinær rengøring, skal der ved kontraktens underskrift, indbetales et depositum på Kr. 1.500.
Aflyses en udlejning:
Tidligere end 90 dage tilbagebetales hele depositum, tidligere end 45 dage 50% af depositum.
Hvis Skæring Forsamlingshus får udlejet i samme periode som aflysning tilbagebetales hele depositum.
Musikken skal stoppe kl. 02:00, efter kl. 23:00 skal døre og vinduer holdes lukket, og støjende udendørs aktiviteter stoppe.
Lejeren skal henstille til sine gæster, at der tages mest muligt hensyn til naboerne, både under og efter arrangementet.
Udendørs aktiviteter skal i videst muligt omfang henlægges til gårdarealet mod Grenåvej.
Det er strengt forbudt at bruge åben ild ved forsamlingshuset. Brug af grill skal foregå i gårdarealet mod Grenåvej.
Skæring Forsamlingshus kan ikke gøres ansvarlig for defekter på opvaskemaskine, køleskab, fryser, komfur og ovne m. v.
Brug af søm, skruer, tape og lignende til ophængning er ikke tilladt.
Udsmykning må kun ske i sådan udstrækning, at det ikke skader vægge, døre, gulve og lofter m.v.
Spild på gulve f.eks. fadøl, vin, shot m.m. - tørres op straks, med gulvklud fra køkken.
Inden aflevering skal alle gulve fejes. Dog ikke vaskes.
Alle vandrette flader som f.eks. borde, vindueskarme skal aftørres med en fugtig klud, tape på bl.a. bagsiden af borde skal fjernes.
Spild på stole skal aftørres.
Service, glas, bestik og askebægre m.m. skal skylles inden opvask.
Det rene service anbringes på de respektive pladser.
Det er strengt forbudt at hælde suppe, fedt og lignende i køkkenvasken.
Køkkenet skal afleveres i rengjort stand, ligeledes skal: Ovne, komfur og køle/fryseskab afleveres rengjorte. Køle/fryseskabe og opvaskemaskine slukkes efter vejledning.
Mad og Restaffald anbringes i de respektive udendørs affaldsbeholdere i lukkede sække.
Der må ikke fyldes mere i affaldsbeholdere end at låget kan lukke.
Henstår der sække fratrækkes kr. 50 pr. sæk i depositum.
Affaldshåndtering efter vejledning på omstående side.
Det er lejers ansvar at alle vinduer og døre er lukkede og låste når Skæring Forsamlingshus forlades.
Manglende eller beskadiget service og inventar herunder udleverede nøgler - vil blive krævet erstattet af lejer, hvis samlet udgift overstiger depositum.
Medbragte effekter, madvarer, drikkevarer og evt. gaver der henstår i Skæring Forsamlingshus, er ikke forsikret af Skæring Forsamlingshus. Og er alene lejers ansvar.
Overtrædelse af ovenstående regler medfører erstatningskrav, hos den på lejekontrakten oplyste lejer.
Erstatningskravet kan ikke begrænses til det indbetalte depositum.
Er det oplyste formål med arrangementet ikke i overensstemmelse med det afholdte arrangement, er bestyrelsen berettiget til at tilbageholde hele det indbetalte depositum.
Bestyrelsen kan - som udlejer - foretage stikprøvekontrol og kan - såfremt det skønnes - at ovenstående regler ikke overholdes stoppe arrangementet.
Stoppes arrangementet af bestyrelsen eller af politiet. Vil refusion af depositum/husleje ikke finde sted.
I SFH skal vi på linje med alle andre i det danske samfund sortere vores affald.
Vi skal som udgangspunkt sortere i 10 typer af affald.
Men i SFH har vi valgt, at noget af det affald du frembringer, tager du selv med igen.
Det drejer sig om:
Glas / flasker, Pap / karton, Metal, Tekstil affald & Farligt affald.
Fælles for de fem affaldstyper - du selv tager med dig igen er - det har du altid skullet i SFH, eller det må antages, at det er så lille en mængde, at det ikke giver mening at sortere i SFH.
Vi sorterer ikke MAD- & DRIKKEKARTONER & PLAST - som derfor indgår i RESTAFFALD.
MADAFFALD har en høj genanvendelighed og kan blive til biogas, kompost og flydende gødning til landmænd. Madaffald er fx madrester, for gamle madvarer, skræller og kaffefiltre.
I affaldsspanden til MADAFFALD må kun bruges de af SFH udleverede plastsække.
PAPIR er en af de typer af affald, der er blevet indsamlet i længst tid med en høj genanvendelsesprocent. Papir afsættes til danske og udenlandske behandlingsanlæg, hvor det bliver til nyt papir.
Til RESTAFFALD sorteres affald, som ikke er omfattet af etablerede indsamlings- eller anvisningsordninger, dvs. affald, som ikke egner sig til genbrug eller genanvendelse og/eller genbrugsaffald, som bestyrelsen har bestemt at du selv skal bortskaffe.
1. Velkomst
2. Valg af dirigent og stemmetællere
3. Formandens beretning
4. Godkendelse af regnskab m.m.
a. Regnskabet 2023
b. Budget for 2024
c. Fastsættelse af kontingent 2025
5. Indkomne forslag
6. Valg til bestyrelsen
a. Formand
b. Bestyrelsesmedlem
c. Udlejer
7. Suppleanter til bestyrelsen
8. Valg af revisor
9. Valg af revisorsuppleant
10. Eventuelt
Ad1) Formand Per Isaksen bød velkommen, og vi sang ”Skæringsange”
Ad 2) Erik Jensen valgt som dirigent, ingen stemmetællere, og Gerda Larsen referent.
Ad 3) Der har været afholdt 6 bestyrelsesmøder i 2023.
Forklarede fordelene ved det nye mailprogram ”Mailchimp”
Vi har pt. 129 medlemmer.
Evaluerede renoveringen af kaffestuen og ikke mindst den manglende opbakning til udførelse af det hårde arbejde med nedrivning og bortskaffelse af gammelt loft. Hele juli måned var afsat til projektet, og rengøringsmåned.
I 2024 bliver der arbejdsweekend d. 6/7 juli.
Projekt i 2024 bliver udskiftning af vinduer, dette kan gøres uden at lukke huset. Vi har fået afslag fra Nordea fonden, mangler at høre fra Veluxfonden, og der søges ved NRGi hvis/når der åbnes for ansøgninger.
Skærpede krav til brandforsikring, medfører flytning af vores affaldscontainere, der skal placeres 5 meter fra bygninger. Her skal laves et aflåst bur evt. hvor træet i gården står.
Der skal lægges nyt ral på gårdspladsen, evt. med nyt stabilgrus, ukrudtsdug, og skærver.
Banko kører rigtig godt, stor tak til alle hjælpere. Vi gentager Maratonbanko d. 28/9-2024, og vi kører igen ”bankobus” lørdag d. 31/8-2024
Mange udlejninger – ingen ledige weekender før juli måned 2024. Tak Til Jenny Isaksen for det store arbejde med udlejning gennem mange år.
Rengøring er som altid i orden, stor tak til Jette Nielsen for det altid rene hus.
I 2023 har vi igen deltaget i kirkens ”Høstfestival” her deltog Vita Jensen og Per Isaksen, og vi deltager igen i 2024.
Vi har med stor succes afholdt koncertaften med Ole Slot Band. Temaet var Flemming ”Bamse” Jørgensen. Vi forsøger at gentage succesen i 2024 – det bliver denne gang over temaet ”Shu-bi-dua” d. 26 oktober 2024.02.22
19/220 november 2023 var der julemarked, igen en dejlig weekend med pænt fremmøde. I 2024 bliver det d. 16/17 november,
Referatet godkendt.
Ad 4)
Regnskab for 2023 og budget for 2024 godkendt.
Selv om renoveringen af kaffestuen blev betalt ud fra daglig drift – dog med tilskud på kr. 50,000 fra NRGi kom vi ud af året med et overskud på kr. 98.436
Ad 5)
Ingen indkomne forslag
Ad 6)
Formand Per K. Isaksen – genvalgt
Ny i bestyrelsen: Louise Fabricius – erstatter Vita Jensen der ikke ønskede genvalg.
Ny udlejer: Viggo Pedersen – erstatter Jenny Isaksen der ikke ønskede genvalg.
Ad7)
Ny Suppleant: Kamma Bredahl – erstatter Viggo Pedersen der er blevet udlejer.
Ad 8)
Revisor: Palle Rasmussen genvalgt.
Ad 9)
Revisor suppleant: Anni Nielsen genvalgt.
Ad 10) Evt.
Dorte Frigge roste det flotte hus, og foreslog at der bliver lavet en ”mindeplade” for Uffe Kristensen der har testamenteret 1 mill. til huset.
Henrik Nielsen roste Per Isaksen for hans store engagement.
Formanden takkede af og kvitterede for et godt møde.
Dirigent Erik Jensen Referent Gerda M. Larsen
Formand Per K. Isaksen