Salmer

Tekstgennemgang i henhold til det sanselige

En salme om at tale – og om at sanse.

At være målløs, betyder ikke, at man ikke kan score mål. Det betyder, at man har mistet både mund og mæle. Man ved ikke, hvad man skal sige. Der er ikke ord nok i hele verden, der slår til.

På den ene side skulle man tro, at salmedigteren Brorson er målløs. Hele seks gange skriver han: Hvad skal jeg sige i salmen her. Omvendt når salmen op på ti vers, så helt ordløs kan han ikke påstås at være.

Brorsons erfaring og strategi er, at når ordene ikke slår til, tager sanserne over. For midt i det usigelige sanser han jo alligevel: Han går, han ser, han lytter, han bruger sin intelligens, og han tolker sine sanseindtryk.

Men tag ikke fejl. Brorson er ikke en føledigter, der sanser en hel masse følsomt. Han forsøger tydeligvis at fortolke sine sanseindtryk. Det betyder, at når man har sunget salmen nogle gange, sidder man ikke tilbage med en salme, der har stillet en masse spørgsmål, men netop en salme, der har forsøgt at svare på nogle af livets store spørgsmål.

Brorson går rundt i Ballum Enge, kikker op og ned i Skaberværket og konkluderer, at ikke kun han står tilbage med en glæde og undren over al den herlighed.

Men at alt, hvad der er skabt, synger med på Halleluja’et, så det når helt op i himlen. Og himlen selv svarer: "Amen: Ja. Det passer. Det er alt sammen godt og fantastisk. Hvor er Gud dog stor."

Vers 3

Digteren anerkender, at han ikke er klog nok eller har ord nok at sætte på det forunderlige ved alt det skabte, her symboliseret ved græsstrå. Hvis man først skulle begynde at undre sig over hvert eneste græsstrå, holdt det aldrig op.

Vers 4

Her har Brorson løftet blikket lidt fra jorden. Han ser skoven omkring sig.

Men han ser også op mod himlen, og ser fuglenes formationsflyvning. Der kunne meget vel være tale om naturfænomenet "sort sol".

Vers 5

Igen samme bevægelse: Salmedigteren kigger både ned på blomsterne, og han slår ørerne ud og hører fuglene synge.

I dette vers tolker Brorson det, han har sanset. Fuglesang er ikke bare fuglesang. Det er som harpesang. Er der nogen fuglestemme, der lyder som en harpe? Måske er harpesangen et himmelsk ekko af den jordiske fuglesang? Englenes harpespil klinger sammen med fuglesangen.

Vers 6

Brorson må have noget meget klart vand at skue ned i. Så klart, at han kan se, at selv en fisk svømmer rundt med åben mund. Igen tolker Brorson på sansningen, og der er ingen tvivl: Når en fisk har åben mund, er det fordi selv den lukker munden op og synger.

Vers 7

Blev Brorson tavs ved tanken om at skulle tælle græsstrå, gør antallet af stjerner ham ikke mindre mundlam.

Igen tolker han på, hvad han ser. Han ser ikke bare blinkende stjerner, men han tolker det som om, stjernerne vinker os op mod himlen. Himlen er et imødekommende sted, selv om den er fjern.

Vers 8

Mon ikke mange, der har sunget denne salme, har tænkt på dette vers som et billede på, hvad der sker, når vi dør? Vi stiger op til Gud. Og mens vi endnu er på vej, ser man i det fjerne en hel hærskare af engle, der står og byder velkommen.

Men ordene til Gud i Ånden farer – kunne også godt tolkes som et møde, der finder sted i tanken, i bønnen eller måske i en drøm – jvf. Jakobs drøm i Betel (1. Mosebog, kapitel 28, vers 10).

Både i dette og det følgende vers går Brorson fra det umiddelbart sanselige til det mere uhåndgribelige.

Vers 9

Her smider salmedigteren håndklædet i ringen: Nu har han forsøgt i hele otte vers, men nu må han sande: Han har ikke ord nok. Der er ingen ord, der helt slår til, andet end: Hvor er Guds visdom dog stor.

Vers 10

Afslutningsverset er derfor en opfordring til alt det skabte om at stemme i med lovsangen fra vers 9. Når det sker, vil selv himlen svare med: "Ja, det er sandt. Gud er stor."