I 1980'erne var jeg medlem af en såkaldt fangegruppe i Amnesty International.
Arbejdet bestod i at støtte samvittighedsfanger med breve og pakker samt skrive til myndighederne og bede om løsladelse.
Det betød noget at skrive fra Danmark, der dengang var et menneskerets-venligt land.
I dag er der udtalt kritik i Danmark af menneskerettigheder, og det vil ikke have den samme værdi at skrive fra Danmark.
Jeg har skrevet et debatindlæg, at Danmark skader menneskerettighederne globalt med regeringens ønske om en reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), når Danmark overtager formandskabet i Europarådets Ministerkomité november 2017 - maj 2018.
Den 26.2.17 sagde direktøren for Institut for menneskerettigheder følgende i Politiken (min fremhævning):
»Men også i Vesteuropa oplever vi en større modstand, end nogen havde forestillet sig for 20-25 år siden. Her gælder det grundlæggende ting omkring menneskerettighedsbeskyttelsen og forbud mod diskrimination, der gennemsyrer hele udlændingedebatten«, siger han.
»I virkeligheden er der ikke ret mange, om overhovedet nogen, der helhjertet har købt hele pakken. Og nu ser vi en dominoeffekt, hvor flere og flere lande tager forbehold over for en stadig større del af de grundlæggende værdier«, siger Jonas Christoffersen.
Løsningen er ifølge Jonas Christoffersen et slankere, mindre krævende, mindre indgribende system af menneskerettigheder og grundlæggende værdier.
»Og ja, det indebærer, at vi giver køb på nogle værdier og måske lemper lidt på menneskeretsbeskyttelsen på nogle områder. Men det er en pris, vi må være klar til at betale for at holde sammen på Europa«.
Min kommentar:
Jeg er enig i, at man skal kunne debattere menneskerettigheder og menneskerettighedsdomstolen.
Jeg er uenig i, at man "giver køb på nogle værdier og måske lemper lidt på menneskeretsbeskyttelse på grund af" på grund af folkestemningen.