Abraham Zapruder stod sammen nogle kolleger ved cementmonumentet på Grassy Knoll og ventede på præsidentens ankomst og filmede lidt for sjov med sit 8-mm smalfilmskamera.. Sammen med sin receptionist Marilyn Sitzman stillede han sig op på en cementpille, og filmede mens skuddene bragede. Han hørte kun to skud som han troede blev affyret bagfra. Omkring kl. 14.00 præsenteredes Zapruder ’live’ på ABC via den Dallas baserede WFAA-TV. Han blev interviewet af tv-stationens programdirektør Earl ’Jay’ Watson, men Zapruders ven, Irwin Schwartz, stod i nærheden med Zapruders kamera og den ikke fremkaldte film indeni.
Earl ’Jay’ Watson stod selv på fortovet på Houston Street sammen med Haynes og Schiff da skyderiet begyndte. Han fortalte på tv at han huskede 3 brag og at der muligvis var 2 samtidige brag.
Mens Zapruder blev interviewet stod han ven, Irwin Schwartz, i nærheden med Zapruders kamera og den ikke fremkaldte film indeni.
Dokumenter viser at hans film eller en kopi af den, blev sendt til National Photographic Interpretation Center til gennemsyn indenfor tre dage efter mordet. NPIC, en afdeling af National Security Agency, har en af de fineste fotografiske laboratorier i verden med det mest avancerede fotoudstyr. Selv i ’63 kunne man gøre ting ved en rulle film som var flere år forud for de industrielle laboratorier. Om den ikke-fremkaldte film eller en fremkaldt kopi blev sendt til dem er uvist ligesom hvad de gjorde med den. Kendsgerningen er at filmen havnede i en boks hos Time-Life, med et antal billeder ’’manglende’’ og blev tilbageholdt for omverdenen i mange år. Filmen blev ikke set af den amerikanske offentlighed før 12 år efter. I ’75 blev den vist i the Geraldo Rivera Goodnight America Show.
Ifølge Richard Stolley, som håndterede Zapruder filmen for Life, kom ordren om at erhverve filmen og ’’tilbageholde den for offentligheden’’ fra Life’s forlægger C. D. Jackson. Jackson var en trofast anti-kommunist som spillede en afgørende rolle i ledelsen af U.S. politikken gennem 50’erne, både som ’’psykologisk krigsrådgiver’’ for Eisenhower og som medlem af anti-kommunistiske grupper. Jacksons udgivelser havde længe været kendt for at ’’rage kastanierne ud af ilden’’ for CIA.
En kopi af Zapruder-filmen blev i al hemmelighed lavet af en redaktør på Life Mazagine. Originalen, købt af Zapruder for $150.000 få timer efter mordet, forblev i en boks i New York, hvilket kun redaktøren og hans sekretær Lynette Porter havde kendskab til. Det var Lynette Porters opgave at bringe filmen fra New York til Washington, hvor hun skulle aflevere den personligt til FBI direktøren J. Edgar Hoover. At det var en kopi ville FBI aldrig opdage. Enskrækslagen Lynette Porter bar filmen i sin håndtaske. Det var ikke fordi det var en kopi af filmen som gjorde hende bange. Det var ene og alene det at være i besiddelse af filmen, blot få timer efter at Lee Harvey Oswald var blevet skudt i kælderen i Dallas Police Department. Og det faktum at hun var den eneste af kun få mennesker som havde set den originale film. Hun havde spurgt sin chef: ’’Hvad hvis de forsøger … ligesom med Oswald … så vi kanfortælle hvad vi så … hvad hvis jeg ikke vender tilbage … hvad hvis jeg forsvinder uden et spor?’’ Redaktøren forsikrede hende at det kun var en togrejse og at hun ville være tilbage samme aften. ’’Du afleverer bare filmen og tager direkte tilbage.’’
I toget sad hun og svedte tran. Hvorfor spurgte manden overfor hende hele tiden om klokken, selvom han hade armbåndsur på? ’’Måske var hans ur gået i stå’’, foreslog FBI agent Barry, som tog imod hende på banegården i Washington D.C. Hun krævede at han viste sit id-kort og hun granskede det minutiøst. Hun spurgte ham om hvor de skulle hen hvortil han svarede: ’’Bare lige udenfor stationen, miss Porter, Vi har en bil.’’ Hvem er vi? En anden agent fra FBI og så videre. Den dag i dag er hun stadig besat af Zapruders 26 sekunders smallfilm. Hun bor i Syden med sine børn.