Bilkortegen gennem Downtown Dallas og Dealey Plaza
Klokken var 11.52.
Bilkortegen satte kursen mod den indre by. Det var frokosttid, så der ville blive trængsel i gaderne. I mange af de byer, som præsidenten havde besøgt, havde menneskemængderne holdt sig til fortovene og ikke vovet sig ud på kørebanen. Sådan var det ikke i Dallas.
De vældige skarer af glade mennesker dannede en levende slugt, der ligesom lukkede sig om bilkortegen fra begge sider.
Secret Service agenter forlod deres åbne vogn, ''Queen Mary'', for at bane vej for præsidenten, ved lejlighedsvis at skubbe overivrige tilskuere til side.
På hjørnet af Lemmon Avenue og Lomo Alto Street, svingede en gruppe skolepiger fanatisk med en plakat med opfordringen ''Mr. Præsident - stop og giv os et håndtryk''. Præsidenten lo og lod den åbne bil standse. De glade piger stormede frem og klyngede sig til den udstrakte hånd.
I dette øjeblik viste det store ur på Mercantile National Bank nøjagtig 12.00. Bilkortegen rullede nu ind gennem den korridor af stål, sten og glas, der udgør byens centrum. Råb og bifald rullede med ekkoet frem og tilbage mellem de høje bygninger, nu og da flænget af knald fra de eskorterende motorcyklers udblæsningsrør. I pressebussen bagest i optoget, mente alle, at det var en god dag for præsidenten. Solen brændte over byen da kortegen med 15-20 km i timen kørte gennem Main Street. Mrs. Kennedy gjorde en bemærkning om de stikkende stråler, men hun havde så travlt med at vinke, at hun ikke havde tid til at finde sine solbriller frem. Bilkortegens ledere var begyndt at skele ængsteligt til deres ure. Klokken var 12.30 og på dette tidspunkt skulle man have været fremme ved Dallas Trade Mart. Der var åbenbart sket en forsinkelse. Mrs. Kennedys vanskeligheder med det skarpe sollys ville snart være overstået. Når processionen forlod Main Street havde man kun et sidste sving tilbage umiddelbart efter at man havde passeret den store bygning, der nu kom til syne. Bygningens lange navn var ''Texas Book Depository Building''. Endnu et hjørne og hele kortegen ville være ude på Stemmons Freeway, hvorfra man med fuld fart kunne køre direkte til Dallas Trade Mart. Bilkortegen drejede og tog retning mod Stemmons Freeway. Menneskemængden som var skrumpet ind, strakte sig for at få et sidste glimt. Mrs. Nellie Connally vendte sig mod præsidenten og sagde en bemærkning som vil blive husket lige siden: ''Ingen kan sige, at Dallas ikke viser Dem beundring og hengivenhed, hr. præsident''. ''Det har De ret i'', svarede han. Klokken var 12.30 og John F. Kennedy lyste op i et bredt smil.
Han hørte næppe det skud der blev affyret eller vidste hvad der ramte ham. I en refleksbevægelse førte han hånden op til struben og uden et ord sank han over mod sin kone, som sad på bagsædets venstre side. På klapsædet foran vendte guvernør John Connally sig omkring og blev netop i det øjeblik ramt i ryggen af det andet skud. Kuglen gik igennem, strejfede hans håndled og satte sig fast i låret. Flere skud fulgte og præsidenten blev ramt i hovedet på højde med tindingen og højre øre.