Muldvarpe og Mosegris

MULDVARPE!

MOSEGRIS!

Muldvarpen findes ikke på en række mindre øer, men er ellers vidt udbredt og almindelig i Danmark.

Størrelse

Muldvarpen er et lille dyr, der måler 15-18 cm fra snudespids til halespids, og som vejer mellem 75 og 95 gram. Hannerne er lidt større end hunnerne, men ellers ligner de to køn hinanden.

Med den cylindriske krop, det spidse hoved og de specialiserede forfødder ligner muldvarpen ikke andre danske pattedyr.

Pelsen er tæt og sort, og dens særlige struktur med under uld og dæk hår der er næsten lige lange, og som er filtret ind i hinanden, så der skabes en elastisk overflade, som gør det muligt for muldvarpen at bevæge sig både frem og tilbage i gangene, uden at den får jord i pelsen.

Forfødderne er specialiserede til gravning ved at håndfladen er stor og hænderne drejet udefter.

Muldvarpen har ingen ydre ører og dens meget små øjne er næsten skjult i pelsen.

Levesteder

Muldvarpen bygger gangsystemer i jorden, hvor jordlaget er blødt og dybt, og hvor der er rigeligt med føde. Den er sjælden i nåleskov, men findes ellers i mange typer habitat, især enge, græsarealer, dyrkede arealer, løvskov og i haver. Et gangsystem kan være op til 200 meter langt.

Selvom muldvarpen kan finde på at søge noget af føden på jordoverfladen, finder den langt det meste i gangsystemerne.

Muldvarpen lever alene, men i april-maj mødes hanner og hunner for at parre sig. Efter fire ugers drægtighed føder hunnen et kuld på 2-6 unger. Indimellem får muldvarpen endnu et kuld unger i sensommeren. Ungerne kan efter fire-fem uger selv søge føde i gangsystemet.

Føde

Regnorme udgør langt den største del af muldvarpens føde, men også insektlarver af bl.a. sommerfugle og biller samt andre smådyr indgår i fødevalget.

Fjender

Muldvarpen indgår jævnligt i musvågens og natuglens fødevalg, men ræv og grævling kan også finde på at æde en muldvarp.

Mosegrisen er udbredt og almindelig over det meste af landet, men mangler på nogle øer, eksempelvis Bornholm, Lolland, Falster og Læsø.

Størrelse

En mosegris vejer omkring 200-300 gram, og den måler fra snudespids til halerod 12-20 cm, mens halen er omkring 10-15 cm lang.

Hovedet er afrundet i formen, og ørerne er små. Som andre gnavere, er fortænderne rodåbne, hvilket betyder, at de vokser hele livet.

Den tykke pels er mørkebrun på oversiden, mens den på undersiden er gråhvid eller lysebrun.

På begge sider af kroppen har den en kirtel, som afsondrer et sekret, der afsættes på vegetationen og lign., de steder dyret færdes.

Levesteder

Mosegrisen lever især langs vandløb, søer, damme og moser, hvor der er en relativ konstant vandstand. Her graver den lange gangsystemer i brinkerne, og gangsystemerne indeholder yngle og hvile rede og om vinteren tillige forråd. Men mosegrisen kan også findes i naturtyper, hvor der ikke er vand, og også her graver den gangsystemer i jorden. Derudover er der nogle mosegrise, som lever ved vand i sommerhalvåret, og på tørre arealer om vinteren.

Når mosegrisen søger føde svømmer den oftest rundt i tæt vegetation for at undgå rovdyr, og hvis den lever på steder uden vand, fouragerer den i nærheden af gangsystemet.

Både hanner og hunner hævder territorier, men hannernes er større, og kan overlappe flere hunners territorier. Territoriet forsvares aggressivt mod artsfæller af samme køn.

Ynglesæsonen varer som regel fra marts til november, og i den periode kan mosegrisen få op til fem kuld med hver 4-8 unger. Hunnen er drægtig i tre uger, og kort efter fødslen er hun klar til at parre sig igen. Ungerne dier i to til tre uger, hvorefter de er i stand til at klare sig selv. Unger fra sæsonens første kuld vil kunne nå at reproducere sig i samme sæson som de er født.

Føde

Græs, urter, rødder, frø og frugter udgør størstedelen af føden, men mosegrisen tager indimellem også dyrisk føde som snegle og muslinger. Afgrøder som eksempelvis kartofler tages også.

Fjender

Lækat, ilder, rørhøg, musvåge og ræv er blandt de rovdyr, der har mosegrisen på menuen.