5-strenget cello

Jeg har i mange år været den lykkelige ejer af en 5-strenget cello. Men i endnu flere år haft en 4-strenget helt almindelig cello. Som jeg valgte at få ombygget til en 5- strenget.

Celloen er købt hos Merling[i] i København i 1975. Som musikstuderende på Københavns Universitet kunne jeg efter at have afsluttet 1. del i musik, som hovedfagsstuderende, få undervisning på et bi-instrument. Da jeg i gymnasieskolen havde fået undervisning på cello var det naturligt at modtaget dette tilbud, og samtidig øve med Amatørsymfonikerne[ii], et klassisk symfoniorkester.

I mange år spillede jeg kun orkestermusik på cello og var bl.a. med i Amatørsymfonikernes bestyrelse. Det gav mig en stor indsigt i mange slags symfonimusik og de traditioner der er knyttet til det.

Hos Professor Jan Maegaard afleverede jeg fx en opgave om amatørmusikere i forbindelse med indstudering af Carl Nielsens symfoni De 4 temperamenter.

I midten af 1980'erne fik folkemusik og især Dansk Spillemandsmusik min udelte interesse, hvilket også blev spillet på cello. Men mest bas-stemmer og anden-stemmer: melodistemmerne var ofte tiltænkt violinens højeste strenge - og dem manglede jeg én af.

Derfor fik jeg under rådgivning fra Jens Stenz i Århus ombygget min 4-strengede cello: så jeg lettere kunne spille med på melodistemmer i spillemandsmusikken.

Det har jeg så kunnet siden årtusindskiftet.

-------------------------------------------------------------

[i] Violinbygning i Danmark: violin-making-in-denmark-part-3-the-20th-century

[ii] Amatørsymfonikerne: amatorsymfonikerne.dk