Vejledning til SPS-elever i hverdagen, til prøver og eksamener
Denne vejledning giver et overblik over dine rettigheder og forpligtelser som SPS-elev i hverdagen og til både interne prøver og eksamener. Læs den grundigt og stil spørgsmål til Sarah Frøkjær (SPS-koordinator / safr@unord.dk) eller Louise Kjeldsen (uddannelsesleder / lkj@unord.dk), hvis der er noget, du er i tvivl om. Du kan læse mere om SPS her: https://www.spsu.dk/for-elever-og-studerende
I hverdagen
Som SPS-elev har du mulighed for en række støttetilbud, afhængigt af dine omstændigheder. Både ordblinde elever og elever med en psykisk diagnose har som udgangspunkt mulighed for at få ekstra tid til eksamener og studiestøttetimer med en mentor. Elever med en psykisk diagnose bliver tilbudt studiestøttetimer med en specialuddannet konsulent fra Ud i livet, hvor ordblinde elever bliver tilbudt studiestøttetimer med en lærer på skolen eller med en konsulent fra Ud i livet. Derudover kan ordblinde elever få en IT-programpakke og abonnement til Nota.
Dine lærere bliver gjort opmærksom på dit særlige behov, og vi beder dem i hverdagen være opmærksom på, at disse bliver mødt. For ordblinde elever betyder dette, at vi beder lærerne sørge for, at der er adgang til digitale, læsbare udgaver af længere tekster forud for timerne, at man altid har adgang til sine IT-hjælpemidler, at man ikke bliver bedt om at læse højt, og at der afsættes ekstra tid/justeres på opgaven, når der laves prøver i skoletiden. For elever med en psykisk diagnose orienteres lærerne om, at man har ekstra tid til prøver, men derudover orienteres lærerne kun i det omfang, man selv ønsker og aktivt giver udtryk for.
Generelt er det en god ide at være i dialog med sine lærere, og det er også ens egen forpligtelse, at man gør enten lærerne eller SPS-koordinator opmærksom på, hvis man ikke føler, at man får den støtte, man har behov for.
Man er også altid velkommen til at kontakte SPS-koordinator, hvis man senere i sit studieforløb beslutter, at man gerne vil gøre brug af tilbuddet om studiestøttetimer, også selvom man har sagt nej til dette i første omgang.
Til eksamener
Ordblinde elever har som udgangspunkt adgang til alt det nedenstående, mens elever med en psykisk diagnose hovedsageligt vil have ekstra tid. Hvis du er i tvivl om, hvad du selv har adgang til, må du endelig spørge SPS-koordinator. Det er også vigtigt, at du dukker op til de obligatoriske eksamensworkshops (der finder sted forud for eksamener og terminsprøver), da det er her, du vil høre om evt. ændringer.
Som ordblind elev har du ret til at…
Bruge CD Ord, IntoWords eller AppWriter til både mundtlige og skriftlige eksamener til oplæsning og ordforslag. Dette gælder også til skriftlige eksamener med delprøver, hvor brugen af hjælpemidler ellers ikke er tilladt. Besvarelsen på disse delprøver skal altid printes ud og afleveres til tilsynsførende.
Som ordblind elev har du IKKE ret til at…
· Bruge andre IT-hjælpemidler, hvis hjælpemidler ikke er tilladt i faget.
· Bruge andre online IT-hjælpemidler/netsider/platforme, hvis netadgang ikke er tilladt til eksamen, og de ikke er på listen over netsider tilladt i faget.
· Bruge sine hjælpemidler til at producere tekst, som man ikke selv forstår eller kan stå inde for. Det afleverede produkt skal altid være ens eget. Snak med din lærer forud for eksamen, hvis du er i tvivl om, hvordan du bedst bruger dine hjælpemidler.
Som skole skal vi sørge for at…
Ordblinde elever får alle opgaver, tekster og eksamensspørgsmål udleveret elektronisk som læsbar pdf eller Word dokument via f.eks. Netprøver eller USB-stik.
Både ordblinde elever og elever med psykiske diagnoser får den ekstra tid, vi skønner, at I er berettigede til. Som udgangspunkt er dette 25% ekstra til skriftlig eksamen; 100% ekstra forberedelsestid til mundtlig eksamen med forberedelse på skolen; tidligt træk/sen eksamen til 24 timers eksamener. Til gruppeeksamener får man ikke ekstra tid som SPS-elev.
Både ordblinde elever og elever med psykiske diagnoser får ekstra tid til større skriftlige opgaver, der skrives over en længere periode (DHO, SRO, SOP, SRP). Til SOP/SRP får man opgaveformuleringen 3 dage forud for den ordinære skriveperiode. Til DHO/SRO får man en ekstra dag i forlængelse af den ordinære skriveperiode. De ekstra skrivedage KAN falde på helligdage/ferier, i weekenden eller på hverdage, så man misser anden undervisning (fravær bliver selvfølgelig godskrevet, hvis det er tilfældet).
Tilsynsførende og lærere ved besked om, at ordblinde elever har ret til både brug af hjælpemidler (software såvel som hardware) og ekstra tid.
Som SPS-elev er det dit ansvar at…
Tjekke, at du er blevet tildelt den ekstra tid, du er berettiget til både til mundtlige og skriftlige eksamener. Tjek din eksamensplan så snart du har den og skriv til SPS-koordinator, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være.
Du kan bruge dine IT-hjælpemidler, hvis du er bevilliget disse - dvs. at de er ordentligt downloadede, opdaterede og at du ved, hvordan man bruger dem.
Du kan bruge dine IT-hjælpemidler HENSIGTSMÆSSIGT, dvs. til at producere arbejde, du SELV kan stå inde for.
Du kan bruge USB-stik på din computer. Det er dit eget ansvar at sørge for adapter, hvis din computer ikke har en USB-port. Det er også dit ansvar, at du kan åbne og læse pdf-filer på din computer.
DU ALDRIG OVERFØRER / GEMMER EKSAMENSSPØRGSMÅL, SOM DU FÅR UDLEVERET PÅ USB-STIK, PÅ DIN EGEN COMPUTER. Hvis du tager et eksamensspørgsmål med ud fra en mundtlig/intern eksamen (hvad enten det er på papir eller digitalt på din computer), tæller det som SNYD, og du kan blive DISKVALIFICERET fra eksamen. Du må GERNE gemme noter taget under eksamen på din computer, men du må IKKE dele disse med nogen. Igen, hvis du deler noter taget under eksamen, tæller dette som SNYD og du kan blive DISKVALIFICERET.
Sige til MED DET SAMME, hvis der er noget, der ikke er, som det skal være til selve eksamenen. Bed om at en leder bliver tilkaldt.
Tage kontakt til SPS-koordinator før eksamenen, hvis der er et behov, dine hjælpemidler eller ekstra tid ikke kompenserer for. Så kan vi nemlig nå at gøre noget ved det 😊
Som SPS-elev skal du forberede dig ved at…
Tjekke din eksamensplan, så snart du har den.
Teste dit udstyr, sørge for at det er opdateret og øve dig i brugen af det, inkl. oplæsning af Word, pdf-filer og netsider.
Deltage i eksamensworkshoppen, der ligger før hver terminsprøve og eksamensperiode.
Få hjælp af din studiestøttementor til at planlægge eksamenslæsning og forberedelse.
Lave en individuel aftale med SPS-koordinator, hvis der er noget, du er usikker på, eller der er hjælpemidler, du skal have hjælp til brugen af, eller hvis du har brug for mere støtte generelt.
Bruge Ateas vejledninger til at tjekke, at du har styr på det hele: https://sps.flexvalg.dk/site/default.aspx?ReturnUrl=/&languageResent=1
Sørge for at din egen computer virker til eksamenen, da vi ikke ellers kan garantere adgang til kompenserende hjælpemidler.