Når undervisningen foregår digitalt gælder i udgangspunktet de samme regler, som når undervisningen foregår i et fysisk undervisningslokale. Alligevel kan der opstå tvivl om, hvad du må og ikke må, og i det digitale undervisningsrum er der nogle særlige forhold, du skal overveje.
Du er en del af et fælles, digitalt undervisningsrum. Selv om du oplever at være alene ved din computerskærm, har du din del af ansvaret for, at fællesskabet omkring undervisningen fungerer. Derfor skal du være klar til at deltage i undervisningens fællesskab, når undervisningen begynder.
Hvis den digitale undervisning foregår i et Meet el. lign. skal du have din mikrofon slukket (undtagen når du skal sige noget som en del af undervisningen) og dit kamera tændt - med mindre din lærer giver dig andre instruktioner.
Du er ikke undervisningsparat, hvis du fx
møder op til digital undervisning liggende i din seng
indretter dig med henblik på at gøre uvedkommende ting i undervisningstiden
aftaler at mødes med uvedkommende i undervisningstiden
Du må ikke dele dit link og brugernavn/password til det digitale undervisningsrum med andre. Du må heller ikke invitere venner, familiemedlemmer eller andre til at overvære den digitale undervisning, du deltager i. Hvis du selv oplever at være kommet ind i et digitalt undervisningsrum, du ikke skal være i, skal du straks forlade det igen.