Du må ikke dele dine brugernavne og passwords med andre. Sørg for, at dine passwords har et højt sikkerhedsniveau. Har du mistanke om, at dit brugernavn og / eller password er kommet i forkerte hænder skal du straks henvende dig til gymnasiets it-support på support@gladgym.dk.
Du må ikke give andre utilsigtet adgang til din computer, smartphone eller lignende. Du er ansvarlig for evt. misbrug af din device, hvis andre får adgang til den (hvis du fx har efterladt den i et lokale i en tilstand, hvor andre har mulighed for at anvende den).
Som led i undervisningen kan du komme ud for, at din lærer beder dig om at bruge en app eller et andet digitalt redskab til registrering eller redigering af data. Dette kan fx være programmer til dataopsamling i idræt, produktion af screencast, video og podcast, orienteringsløb, sprogtræning, quizprogrammer mm.
Gladsaxe gymnasium støtter dette som led i skolens strategi om digital dannelse. Vi understreger dog samtidig, at brugen af apps og digitale redskaber, der udbydes af diverse private udbydere skal ske med omtanke.
Du bør ikke logge på disse apps med dit UNI-login, Facebook-login, eget navn eller lignende. Brug i stedet en anonym profil. Nogle apps er risikovurderede og godkendte, og disse apps kan du selvfølgelig bruge. Din lærer ved, om en app er risikovurderet og godkendt eller ikke.
Du skal være opmærksom på, at hvis du registrerer ægte personoplysninger om dig selv i apps mv, så kan Gladsaxe gymnasium ikke påtage sig ansvaret for, hvor disse personoplysninger om dig ender (hvor, hvordan og hvor længe de bliver opbevaret, hvem de deles med samt hvilket formål de fremover bliver brugt til). Det er firmaet bag app’en, der afgør dette, og det har Gladsaxe gymnasium ingen mulighed for at styre eller kontrollere.
GG arbejder aktivt med at minimere risikoen for, at dine personoplysninger bruges til andet end undervisningsformål. Hvor det er muligt, har vi indstillet it-systemerne til, at de fleste oplysninger slettes straks. Du skal imidlertid selv være opmærksom på, at de it-systemer og -platforme, som gymnasiet stiller til rådighed, kun er beregnet til undervisningsformål. Du må ikke sende private, fortrolige og følsomme oplysninger via de it-systemer og platforme, der alene bruges til undervisning. Du kan dog trygt bruge din gladgym.dk-mail til at kommunikere med gymnasievejledere, sekretariat osv, så længe du afsender fra din gladgym.dk-mail til en anden gladgym.dk-mail.
Du skal være forsigtig og fx aktivt afslå en læringsplatforms eller en apps anmodning om at få adgang til oplysninger fra telefonen, den bærbare mv., der er uvedkommende ift. undervisningen (det kan fx være kontaktoplysninger, fotos og andre personoplysninger). Gymnasiet arbejder aktivt med din datasikkerhed, men du er også selv ansvarlig for, at sikkerheden opretholdes.