Allerførst skal det slås fast, at det meget sjældent er relevant at bruge svarene fra en GAI i en opgave eller andre skriftlige afleveringer.
GAI er nemlig grundlæggende en uvidenskabelig måde at samle information på. En GAI er ikke ekspert i forhold til noget emne. Den laver en statistisk beregning af, hvilke sproglige svar, der er det mest sandsynlige svar på et spørgsmål. Derfor tager den ofte fejl, særligt når man spørger den om noget, der ikke står gentaget mange steder på nettet. Derfor vil det som udgangspunkt altid være bedre at bruge oplysninger fra et sted, hvor en faglig autoritet er afsender og kan stå inde for rigtigheden af oplysningerne. Nogle gange giver det dog mening at bruge en GAI som en del af skriveprocessen, og så skal man naturligvis henvise til den.
I det følgende bruger vi ChatGPT som eksempel på en GAI, man har brugt i sit faglige arbejde, og som man skal henvise til i sin opgave. Den store udfordring ved at skulle citere ChatGPT er, at det ikke er muligt for andre at genskabe den samme tekst ud fra en prompt. Samtidig kan man heller ikke citere det som personlig kommunikation, eftersom der ikke findes nogen person. Det betyder, at teksten fra ChatGPT skal behandles på samme måde, som når man deler en algoritmes output.
For at citere ChatGPT skal du først angive den prompt, du brugte til at generere teksten. Herefter citerer du dele af den tekst, chatbotten genererede. Sådan kan det se ud i en opgave:
Hvis der i prompten skrives: “Hvorfor kan glukose reagere med Tollens reagens, mens fruktose (i teorien) ikke kan?” giver ChatGPT følgende forklaring på, hvorfor de to stoffer reagerer forskelligt:
“Tollens reagens, også kaldet sølvammoniak, bruges til at påvise reduktionsmidler, især aldehyder. Reaktionen mellem Tollens reagens og glukose indebærer oxidation af glukose til glukonsyre. Denne reaktion fungerer, fordi glukose er et reduktionsmiddel, specifikt en aldehyd, der har en fri aldehydgruppe (-CHO), som kan oxidere. Fruktose derimod er en ketose og har en ketongruppe i stedet for en aldehydgruppe. Ketongrupper er generelt mindre reaktive i oxidationssreaktioner sammenlignet med aldehydgrupper. Derfor reagerer fruktose ikke direkte med Tollens reagens under de samme betingelser.”
I fodnoten henviser du til udvikleren af chatbotten den dato, hvor svaret blev genereret:
OpenAI (2023, 23. december)
På litteraturlisten angiver du udvikleren af chatbotten og den version af chatbotten, du brugte, sammen med et link til chatbottens hjemmeside:
Altså:
Udvikler: Open AI
Dato og årstal i rund parentes: (2023, 23. december)
Chatbottens navn i kursiv: ChatGPT
Chatbottens version i kantet parentes: [ChatGPT-3.5]
Link til det website, hvor du tilgår chatbotten og (igen) datoen: Lokaliset d. 23. december 2023 på: https://chat.openai.com/
I opgavens litteraturliste kan det se sådan ud:
OpenAI (2023, 23. december). ChatGPT [ChatGPT-3.5]. Lokaliset d. 23. december 2023 på: https://chat.openai.com/