ENGELSK, DEL 2

Eleven skal i denne del af prøven vise sin forståelse og tilegnelse af sproget ved at anvende det så korrekt som muligt. ​Første del af prøven retter sig mod sprog og sprogbrug, mens anden del af prøven retter sig mod fri skriftlig formulering på engelsk.

Der er i alt to timer til prøven i sprog og sprogbrug og friere skriftlig fremstilling.

SPROG OG SPROGBRUG

Sprog og sprogbrugsprøven varer ca. 30 minutter. Eleverne testes i at:

  • anvende et tilstrækkeligt og forholdsvis præcist ordforråd inden for gængse emner og problemstillinger

  • anvende en grundlæggende viden om faste vendinger og kulturbundne udtryk inden for områder, der kan føre til misforståelser

  • anvende viden om centrale grammatiske områder, især ordklasser, ordstilling, verbernes former og funktioner

Husk:

  • Skriv tydeligt.

  • Brug grammatikken og ordbogen.

  • Hvis du ikke forstår opgaven, kan du se på de første eksempler, som er løst i opgaven.

Hjælpemidler:

Ved opgaven i sprog og sprogbrug må der anvendes ordbøger og grammatiske oversigter.

LINKS

SPROG OG SPROGBRUG

Guide til skriftlig FSA - engelsk.pdf

SKRIFTLIG FREMSTILLING

Skriftlig fremstilling er en besvarelse, som skal udformes som en sammenhængende tekst. Antal ord fremgår af prøveoplægget. De seneste år har det været mellem 350 - 450 ord. Eleven har ca. 1½ time til den sidste del af prøven. Antal ord skal skrives til slut i besvarelsen.

I oplæggene indgår forskellige mængder tekst. Nogle gange skal eleverne forholde sig til teksten, andre gange er teksten tænkt som inspirationmateriale.

Afsender-/modtagersituationen skal være i overensstemmelse med opgaveformuleringen, fx skal brevformen benyttes, hvis opgaveformuleringen kræver det.

Husk:

  • Husk at skrive overskriften. Du kan evt. lave din egen underoverskrift.

  • Husk at skrive det nødvendige antal ord. Antal ord i din besvarelse skrives til slut.

  • Læs opgaven grundigt igennem og svar på alle opgaverne.

  • Lav en disposition – en brainstorm - inden du skriver.

  • Genren skal være i overensstemmelse med opgaveformuleringen. Hvem er målgruppen?

  • Hvis der er mulighed for det, kan du vise kendskab til kultur og samfundsforhold i engelsktalende lande.

Hjælpemidler:

Ved den friere skriftlige opgave må der anvendes ordbøger og grammatiske oversigter, og der må desuden anvendes tekstbehandling med stave- og grammatikkontrol. Relevante links ses nedenfor.

LINKS

SKRIFTLIG FREMSTILLING

Guide til skriftlig FSA - engelsk.pdf

BEMÆRK

  • Der må ikke anvendes oversættelsesværktøjer.

  • Eleven må ikke benytte andre materialer eller værktøjer end de nævnte, det vil sige ingen tekster og billeder fra internettet eller tekst-, lyd- og billedfiler fra computeren

Eleven vurderes ikke på layout, og opgavebesvarelsen kræver ikke indsættelse af lydfiler eller billeder.

Besvarelse skal gemmes på det usb-stick, eleven får udleveret. Der må ikke gemmes på egen computer. Husk at gemme undervejs i arbejdet med besvarelsen.

BEDØMMELSE

Der gives en samlet karakter for den skriftlige prøve i engelsk. Denne karakter sammensættes af 4 delkarakterer, som vægtes således

  • lytning: 25%

  • læsning: 25%

  • sprog og sprogbrug: 15%

  • skriftlig fremstilling: 35%